Gentagelse

Gentagelse

Hver morgen …

“Hver morgen stod den gamle op, og lagde brændet tilrette i ovnen.
I ro betragtede han ilden tage fat, og efter dette øjebliks stilhed tilberedte han sin te med samme omhu som alle de øvrige morgener.

For den, der havde kunnet betragte det, var det som at se en dans eller kunst i bevægelse. Opmærksomheden hver enkelt bevægelse fik, i det som af den uforstandige kunne beskrives som et “ritual”, synes at være frisk som var det første gang, denne te skulle brygges.

Intet var ligegyldigt – det hele var lige gyldigt.”

Jeg elsker gentagelse.

At leve er at gentage.
Al bevægelse sker igennem gentagelse.
Børn forstår det intuitivt. De kan blive ved og ved med den samme bevægelse, eller at høre den tilsyneladende samme historie blive fortalt. De lærer, og det sker igennem gentagelsen.

På et tidspunkt erstattes læring af underholdning.
Det sker når den voksne ikke længere kan holde gentagelsen ud, og har glemt at ingen gentagelse i livet nogensinde vil være en reproduktion af det forrige, men være helt unik hver eneste gang.

Som træet der vokser igennem gentagelse. Samme cyklus gentages igen og igen.
Som pulsslaget i mig, eller åndedrættet der rytmisk og i små pauser af “ingenting” lever liver med mig.

Gentagelse – ikke som “at kopiere”, så perfekt som det nu er muligt. Ikke som at lave “nul” fejl, eller søge efter “effektivitet”. Disse ideer er opstået af et ønske om at “at få mest muligt ud af” livet, eller at skulle have noget ud af det som før var en leg, og siden blev til en konkurrrence.

Gentagelse – Ikke som i “automatisk” når maskinen med præcision og orden gentager sit program.

Gentagelse som at høre rytmen i havets bølger eller i blades raslen. Som at kunne lytte til kildens rislen, der har gentaget sig selv i tusinder af år, og se hvordan det har formet den massive klippe til de blødeste magiske former.

Gentagelse som igen at sætte sig stille hen og opdage at det, der er derude, er det der er derinde. At det er i gentagelsen af afvigelsen opstår – og af den bevidsthed om bevægelse.

Uden at forstå gentagelsen som kilden til alt levende, som den skabende kraft, der viser sig i det kvindeliges cyklus, planeternes bevægelse, morgenduggens kommen og forsvinden, vil der overhovedet intet være at forstå.

Hvor ambitionen lever, lukkes der for gentagelsen. Den vil ingen steder “hen”, og dog forvandler den alt, af sig selv – i sig selv.

Gentagelse som i livet og døden. At alle slutninger rummes i en begyndelse – og uden den sidste ikke den første.

Hver morgen…

“Hver morgen stod den gamle op, og lagde brændet tilrette i ovnen.
I ro betragtede han ilden tage fat, og efter dette øjebliks stilhed tilberedte han sin te med samme omhu som alle de øvrige morgener.

For den der havde kunnet betragte det, var det som at se en dans eller kunst i bevægelse. Opmærksomheden hver enkelt bevægelse fik, i det som af den uforstandige kunne beskrives som et “ritual”,  synes at være frisk som var det første gang, denne te skulle brygges.

Intet var ligegyldigt – det hele var gyldigt.”