Jeg skriver gerne om “læring”. I et univers og natur, der nødvendigvis må betragtes som “bevægelse og forandring”, bliver evnen til at lære afgørende for al overlevelse og integritet.

I udgangspunktet vil alt levende eller livet som sådan være “lærende i sin natur”. Dvs. løbende være i stand til at tilpasse og ændre sig kompetent i et passende tempo, takt og rytme med forandringer i det, vi ser som dets “omgivelser”.

Dette skelnen imellem f.eks. individ og omgivelser er i min beskrivelse at skabe en illusorisk afgrænsning i et forsøg på at reducere kompleksitet. Den fungerer som at se på en plante igennem en en lup , og fokusere på en lille del af et blad , og derved holde resten af den ude af syne.

At erkende det, som er

Det levende virker systemisk betragtet som et uendeligt stort net af stadige vekslende interaktioner og forbindelser, der kan opdeles i uendelige lag og niveauer, afhængigt af måden der iagttages og bevæges på.

Iagttagelse fungerer som bevægelse af dele i dette system. Iagttagelse vil ikke kunne finde sted udenfor det, som iagttages. At iagttage bevæger således både det/den som iagttager, og det, som iagttages.

Metaforisk kan jeg beskrive det med følgende eksempel:

Hvis en enkelt myre i en myretue ville iagttage alle andre myrer i den, så vil adfærden hos den myre, som stopper op midt i arbejdet for nysgerrigt at betragte alle “de andre”, øjeblikkeligt forstyrre alle myrer i boet.

Hvad han ser, bliver derfor ikke myretuen og myrerne i den, som den bevæger sig, når de IKKE iagttages, men myrerne som de bevæges, når de iagttages af en myre.

“Bare rolig” siger han måske til sine kammerater. “I skal bare gøre som om, jeg ikke ser på jer!” Og den opfordring, vil få dem alle til at “gøre som om”, og ikke som de gjorde før..

Læring systemisk set

Systemisk set vil læring derfor handle om at udvikle måder at iagttage på, I erkendelse af, at det hele bevæges, afhængigt af, hvordan det “ses”. “At se” betyder her “at bevæge”.

At skrive og tale om læring rækker således meget videre end f.eks. blot at se det som: “At lære noget, vi ikke kunne før”.

Jeg vil koncentrere beskrivelsen af “læring” til:

At udvikle “handlekompetence” i en kontinuerlig foranderlig verden.

Handle sådan, at vi bedst muligt opretholder integritet – Dvs- passer på både den enkelte, fællesskabet, og den natur, vi er fuldstændigt indlejret i.

Vi lærer for at leve. Bogstaveligt også for at overleve. På den måde bliver ethvert fællesskab – om det er imellem mennesker, dyr og planter eller imellem hinanden “på tværs” – også til lærings-fællesskaber.

Vi socialiseres igennem læring, skaber identitet og “selv”.
Vi lærer måske også at “være syge” eller “-raske”?

Hvordan virker læring, når det er bedst?

Det helt store spørgsmål for mig, der har optaget mig hele livet, bliver:

Hvordan lærer vi godt?

Hvordan forandres og tilpasses denne kompetente måde at bevæge sig på i medfølende, opmærksom, anerkendende kontakt til det, som er?

Hvad, der jo så ikke bare “er”, men kontinuerligt udtrykkes såvel som bevægelse og igennem bevægelse.

Lærings-fællesskaber i det nære

“Hvordan i alverden har du kunne nå alt det, du har nået”?

Vi sad i bilen på vej til Holland, for at deltage i en uges fællesskab omkring bevægelseskunst. og havde tid og rum til at samtale.

Jeg svarede, at jeg ganske enkelt aldrig har tænkt over, hvad jeg skulle “nå”. Jeg har været nysgerrigt, undersøgende så længe, jeg kan huske?

Jeg tænker, at det har en sammenhæng til den måde, jeg blev opdraget på: Aldrig at tage noget for givet, og at blive bedt om at undersøge det, jeg spurgte ind til, hvis der var noget, jeg ikke forstod.
Mine forældre og ikke mindst min morfar smittede igennem deres egen lyst til at lære hele livet. Videnskabeligt, kreativt, bogligt, praktisk, litterært, i naturen, filosofisk, relationelt, kultur og sprog, kunstnerisk og spirituelt.

Vi havde intet fjernsyn!

Det har måske bidraget til, at jeg oplevede det at “lære” også som et lærings-fællesskab i det nære. Jeg undersøgte ikke bare alene men sammen med andre. Først med min familie. Senere opsøgte jeg forskellige lærings-fællesskaber udenfor skolen.

Hver gang jeg stødte på noget, jeg fandt spændende, opstod impulsen til at undersøge det “nærmere”. Det fungerede og fungerer selvforstærkende.

Finder vi tidligt glæden ved at lære, så bliver læring også lettere og lettere. AT lære ser jeg som en kompetence lige som at svømme (Jeg svømmede i flere år hver morgen med min far) . Med det, peger jeg på, at vi kan lære: AT lære.

At lære, at lære

Det ser jeg nok som den allervigtigste kompetence overhovedet!

Desværre undervises der ikke meget i den. …
Måske opstår læring heller ikke særligt godt igennem “undervisning”, men på en helt anden måde?

At undervise – kommer etymologisk af det nedertyske “unter” (imellem) og “wisen” (at vise til rette) … Dvs. “at vise nogen at gøre det rette.” … Det er der for mig ikke megen læring i.

At lære handler i min beskrivelse om at opdage og iagttage sammenhænge, og fremfor alt opmærksomt at se forbindelser imellem det, vi gør, og det som sker anderledes, når vi ændrer på måden, vi gør noget på..

Læring bygger gerne på det, vi allerede kan. Samtidig kan det, vi allerede ved, stille sig i vejen for læring. Det gør det ved at blokere for nysgerrigheden efter, “om det kunne være anderledes”?

Ofte anvender jeg: “Hvordan vi lærer at gå?” – som et eksempel på, hvordan vi overhovedet lærer noget?

At lære at gå involverer ikke bare barnet, men også i allerhøjeste grad omgivelserne, vi lærer at gå i.

Før det lykkes os at komme op at gå på fødderne, må vi igennem mange forskellige bevægelser:

Ligge på ryggen og sparke, rulle om på maven, skubbe overkroppen op med armene, komme op på knæ, rokke frem og tilbage, om at sidde, op i halv hug-stilling, dreje os med støtte til noget fast, stå på vores fødder, og så bringe ud at balance og falde.

Vi falder utallige gange (og slår os)!.. Og endelig igennem mange, mange gentagelser, når vi lige akkurat at flytte den ene fod tidsnok til, at vi Ikke falder.

Derfra fortsætter det… igennem øvelse, øvelse, øvelse til en stadig finere kompetence .

Det hele sker allerbedst sammen med andre! I et socialt fællesskab, hvor der er nogen at spejle.
Prøv at iagttage en far og søn gå ved siden af hinanden, og du vil se, hvordan de går på samme måde!

Læring som min levevej

Min interesse for at lære, og erkendelsen af, at det sker bedst i sociale fællesskaber, blev-, har været- og er stadig min levevej.

Det har ført mig omkring mange organisationer, ministerier, styrelser, virksomheder og mere løse sammenhænge, hvor der var behov for- og ønske om at lære sammen.

Ved siden af det, har jeg igennem årene taget initiativ til at danne praksis-fællesskaber og ledt dem. Siden 2010 både i Tyskland og Danmark under navnene “Systemisk Institut” og “Mahamudrainstitut.”

Det kan være ret underholdende at lære, og der er ikke megen læring i underholdning.
At lære ser jeg som noget særdeles aktivt, hvor vi hver især “bringer os ind” og danser med.
Det ligger også implicit i at læring fremmes igennem sociale interaktioner: Det aktive møde med det, som er og -bevæger sig.

Læring i et praksis-fællesskab på Mahamudrainstitut

Lad mig invitere dig til at følge mig i min beskrivelse af, hvordan vi fungerer som Et lærende Praksis-fællesskab på Mahamudrainstitut.

Jeg brugte ordet “praksis-fællesskab” længe før Etienne Wenger og Jean Lave formaliserede en teori omkring lærende sociale og meningsskabende fællesskaber.

Det mindste fællesskab jeg kan pege på, vil umiddelbart være imellem to mennesker. En samtale, et møde, elskov, at gå tur sammen, lave mad sammen etc.. Fælles for disse eksempler er, at det at mødes fungerer godt, når vi gør det om noget “fælles tredje”.

Det er let at tale sammen om en fælles interesse, eller et emne, vi begge gerne vil snakke om. Selv når vi synes, at vi mest taler om hinanden, søger vi en “fælles forståelse”.

På samme måde fungerer fællesskaber omkring noget, der kan gøres fælles, godt.

Min far var Officer

Min far var officer i Livgarden og fra den tid, hvor en befalingsmand bestemt ikke skulle være afholdt blandt de menige. Vigtigere var det, at han var frygtet. Den filosofi svarede meget godt til Niccolò Machiavelli´s tanker fra midten af 1500-tallet, som han præsenterer i klassikeren: “Fyrsten”.

En fælles angst eller i det mindste “respekt” for officeren, blev anset for at være meget vigtig, for at få en gruppe soldater til at bevæge sig som en “enhed”. Herunder også at passe på hinanden!

Det kan være vanskeligt at se en “fælles mening” med at gå i krig. Især når kuglerne flyver om ørerne og livet er truet. Soldater beretter om, at det sjældent er “sagen”, som motiverer, men fællesskabet om at “holde hinanden i live” under meget svære forhold.

Læringskurven bliver meget stejl, og det er det sociale sammenhold, der både bliver meningsskabende og til det, der udvikler en nyttig praksis sammen.

Interessant er det her, at en sådan “mening” ikke kan dikteres. Den “udvikles” af sig selv. Og vil typisk også være plastisk afhængigt af, hvad der sker i fællesskabet.

Alle bidrager aktivt til læring i et praksis-fællesskab

Med ovennævnte eksempel vil det stå lysende klart, at alle må bidrage aktivt!
Hvis et medlem af en mindre enhed konstant skulker, eller forholder sig passivt, når der skal løses opgaver, så vil vedkommende med al sandsynlighed ikke længere blive inkluderet i det pågældende fællesskab.

På den måde vil et praksisfællesskab også fungere selektivt: Hvem og hvad passer ind og hvordan?

Praksis-fællesskaber er åbne. Dvs de kan optage nye medlemmer. Nyankomne vil begynde i fællesskabets periferi og gradvist igennem deres evne til at iagttage, aflæse og spejle dets kultur, bevæges længere ind i det.

Erfarne medlemmer bidrager som rollemodeller og med invitationer til at lade sig spejle. På den måde erhverver “nye” nødvendige færdigheder og viden.

I sådanne fællesskaber dannes “identitet” indenfor fællesskabet. Jeg kan også beskrive det, som “at falde ind i” sammenhænge, som komplementerer helheden. Det bliver dialogen imellem forskellighed og enhed, at åbne og lukke, udvide og reducere, skabe form og opløse form, visende sig udad fra fællesskabet og indad, der løbende ændrer kontakter, kontekster og fremfor alt udvikler læring og bevægelseskompetence.

Læring sker formelt og uformelt

Læringen kan ske formelt og fremfor alt uformelt. Ofte som en “tavs viden” der udtrykker sig i en “praksis”, der ikke kan beskrives, men virker!

Alene det, at fællesskabet rekursivt fornyes, ved at mere erfarne virker som rollemodeller for de nytilkomne, som så efter et stykke tid selv vil blive set af de næste nyankomne som “erfarne”, skaber rekursivitet i læringen.

Alle kommer til at formidle, eksemplificere, forklare, reformulere, vise og “undervise” i det, som gøres fælles for gruppen. Hver eneste gang med variationer, der skaber bevægelse i det hele. Variationer der også opstår i kraft af, at enhver deltager og situation helt grundliggende er forskellig fra noget, som har været der før!

Vi lærer godt, når vi skal formidle det lærte til andre. Det gælder ikke mindst, når det primært skal ske igennem vores eksempel, dvs. måden vil bevæger os på, og – praktiserer det lærte.

Et sådan lærende fællesskab skaber såvel den stabilitet, der er nødvendig for også at kunne lade sig forstyrre – internt OG naturligvis igennem stadig interaktion med det, som eller regnes som “udenfor fællesskabet”.

Omgivelserne kan ikke adskilles fra fællesskabet

I virkeligheden eksisterer dette lærende fællesskab IKKE uden disse “omgivelser”. Og “Omgivelserne” .. ville ikke være, som de er, uden at fællesskabet opstod i dem.

Fællesskabet fungerer som enhver anden lærende levende organisme, der forandres igennem evolution. Spontant, impulsivt uforudsigeligt og med emergente egenskaber. Dvs. at fællesskabets evne til at at handle og bevæge sig som fællesskab, ikke kan reduceres til summen af individernes evner.

At lære opstår som noget relationelt og kommunikativt igennem interaktiv flerdimensionel bevægelse.

Jeg vil også beskrive det sådan, at læring opstår “imellem”- igennem dialog, “inter-aktivitet” og tavs spejling.

Læringen bliver kognitiv, emotionel, relationel, kommunikativ, social, kulturel og vil nødvendigvis af sig selv adressere adfærd, holdning, værdier, overbevisninger, identitet og erkendelse af noget, der måske er “større end” fællesskabet selv.

Læringen bliver “ustyrlig” … Uanset at kommunikation i sådan et fællesskab vil ske igennem et fælles sprog. Sprog indeholder betydninger, regler (grammatik), udtryk, udtale, dialekter, variationer, kultur, vaner og historie. Et fælles sprog er vigtigt for at kunne bevæge sig sammen.

Læring som virker emotionelt

Emotion kommer af “motion” – dvs bevægelse.
Det bevæger at være (i) fællesskab. Det er emotionelt. Det bliver det i særlig grad, når det, vi samles om, handler om det at være menneske: Om at leve, elske, møde, relatere, berøre og lade sig berøre, danse, reflektere, konflikte, bevæge og blive bevæget.

Og ikke mindst om at blive forstyrret i forhold til det, vi mener “at kende”.

Det er ganske enkelt fantastisk!
Vi er emotionelle væsener. Vi lærer grundliggende alt med ankre i det kropsligt, sansede og emotionelle.
Vi husker det, som vi umiddelbart kan knytte til emotionalitet.

Det at “huske” fungerer kommunikativt ved at vi gentager bevægelsesmønstre, vi har “lært” ved at øve dem mange gange i forskellige situationer .. Det kalder vi så: “Det husker jeg godt”.

En praksis der udvikler medfølelse

Et praksis-fællesskab åbner et rum for direkte at se, hvordan vi bevæges af hinanden. At jeg ikke kan gøre noget, uden at alt og alle bevæges af det. At det, som sker, uanset hvem eller hvad, der igangsætter det, også bevæger mig.

Denne erfaring skaber rummet for at erkende naturen af medfølelse og Metta (Kærlig venlighed): Som jeg bevæger mig bevæges du. Som du bevæger dig, bevæges jeg.

Vi ser og sanser emotionelt, at vores ide om at have en afgrænset egen-eksistens er illusorisk.

Det åbner for at se og genkende angst, frustrationer, afmagt, konflikter – følelser og interaktioner i alle deres forskellige udtryk – og erfare anerkendelsen og kærligheden i det.

Vi kan se dem sammen. Se hinanden som i et spejl, Uden at skulle- eller ville- gøre noget bestemt ved dem.

Tantra underøges i praksis-fællesskaber. Det er deres rod!

De fleste store videnskabelige opdagelser er sket i praksis-fællesskaber. Også de som måske henføres til nogle få mennesker.

Tantra inviterer om noget til sådanne fællesskaber. Hele den Buddhistiske tradition har rod i lærende og undersøgende fællesskaber.

De handler ikke ret meget om at “undervise” – men om at “opdage” sammen.
Et lærings-fællesskab opstår ikke på en weekend. Heller ikke på en uges festival. Det kan dog fungere som en introduktion til det.

Lærende Paksis-fællesskaber lever igennem vedholdende praksis. De udvikler sig derigennem til leve-fællesskaber, der bevæger sig i kontinuerlig fornyelse, tilgang og afgang omkring en “praksis”.

For “Tantras” vedkommende: At iagttage naturen af det, som er.