livskraft

Livskraft, kærlighed og lyst kommer ikke af viljen

Det, jeg vil kalde for min livskraft, udtrykker den helt basale impuls i mit liv: “At ville holde mig i live”. Den ligger fuldstændigt uden for viljens magt.

Jeg kan f.eks. med vilje øve mig i at holde vejret.

Måske kan jeg blive så god til det, at jeg til sidst besvimer. Og så vil min krop helt af sig selv begynde at tække vejret igen.

Jeg kan holde mig vågen længe – igen med viljens kraft. På et eller andet tidspunkt vil min krop, helt af sig selv “slukke” og og gøre at jeg falder i søvn.

Vilje bremser livskraft

Sådan fungerer “viljen”. Den kan bremse livs-impulsen for en tid – og det typisk sådan den anvendes.
Jeg er ikke født med en vilje. Den er jeg blevet opdraget til at have. Med mig i fødslen har jeg livskraft – eller “livs-lysten”.

Opdragelsens funktion

Opdragelsens funktion har været at bremse denne impuls: At gøre mig “ordentlig” og frem for alt angst for ikke at være ordentlig nok. Angst for ikke at være accepteret, ikke dygtig nok, ikke pæn eller sød nok til at kunne skabe de nyttige kontakter, som er så afgørende for at både jeg selv og senere mine børn kan overleve i det samfund, jeg lever i.

Angst

Angsten er med andre ord blevet knyttet til livs-impulsen. Midlet har været en formaning om at “være i kontrol”.

Det gik relativt tidligt op for mig, hvor absurd denne konstruktion er. Jeg har ikke kontrol over det, som sker i livet. Jeg KAN ikke igennem vilje holde mig i live. Den gør det modsatte: Den kvæler min livskraft.

Viljen kvæler min livskraft.

Uforudsigelighed

Jeg kan blive syg, komme til skade, ude af stand til at finde arbejde, pludselig befinde mig i en krig eller naturkatastrofe… Blive bidt af en flåt eller et større dyr, spise noget jeg ikke kan tåle etc. De mennesker jeg relaterer nært med, kan vende sig fra mig. Jeg kan komme ud for en økonomisk deroute som følge af samfundsmæssige ændringer…

Intet menneske bliver vellidt, ved at det vil være det. Det virker nærmest modsat og skaber afstand. Ingen kan med sin vilje “få et andet menneske til at kunne lide sig” – eller til at vise sig opmærksomhed og omsorg.

Det hele sker simpelthen af sig selv, når jeg holder op med at ville det, og i stedet hengiver mig til den livskraft og lyst, som jeg er.

Livskraft og kærlighed

Jeg kan ikke med brug af min vilje – grine eller “være ked af det” – eller fremtvinge og kontrollere blot en eneste autentisk emotion. Jeg kan måske spille et spil, der “ligner” – og det vil for enhver være tydeligt at mærke.

Denne livskraft eller -lyst: Det der sker af sig selv, og som er hinsides viljens betingelse – kan jeg også kalde for “kærlighed”. Den kan ikke søges, findes, kræves, haves, deles eller noget som helst andet, der sker med vilje.

Kontakt til kærligheden sker, hvor der overhovedet ingen angst er.

Tænk hvor er det både absurd og forfærdeligt, at vi opdrages til at have frygt for kærligheden! Angsten for at læne sig ind i livets impulsivitet og lyst – i tillid til, at jeg i min naturlige livskraft vil passe meget bedre “på mig selv”, end jeg nogensinde kunne gøre det igennem vilje og kontrol.

Kilden til kreativitet

Det er denne livskraft, der er kilden til al kreativitet. I den ligger leg og hitte-på-som-hed. Den har intet mål. Jeg kan se den i alt levende omkring mig – og kun i kraft af at jeg kan se den i mig selv. Jeg genkender den som fælles essens, vi har.

Det virker både tiltrækkende og afskrækkende

Den er meget tiltrækkende for mennesker, der også har fri kontakt til den, og umiddelbart skrækindjagende for de, som vil kontrol og vilje.

Måske er det også det, der sker, når jeg ser at meget kontrollerede mennesker finder sammen? De søger “trygheden” i kontrollen? Det, der med viljens brug gøres så forudsigeligt som muligt, uanset at det vil være en illusion?

Det er måske også baggrunden for de konflikter, der opstår, når et kreativt menneske lever sammen med en, der er “viljestærk”?

For den sidstnævnte er det forbundet med angst… velsagtens ubevidst?

Det er her, at “natur” og “kultur” adskilles og hvor bevægelse fryses i “form” igennem behovet for kontrol?

At leve med livet

For mig er der overhovedet ingen tvivl: Hvis jeg vil leve sundt – vil det være med livet og ikke imod det.

Det er det, vi inviterer til at undersøge sammen på Abildgaard og Mahamudrainstitut: At skabe rum for at livskraft i os hver især kan folde sig ud – efter for manges vedkommende i årevis at have ligget under for kontrollen og viljens magt.

Det allerførste overhovedet er at få øje på letheden i at bevæge sig i overenstemmelse med sin livskraft. Det som nogle kalder som at “sige” ja og nej.

For os handler det ikke ret meget om at “sige det”, men om at kunne bevæge sig frit og impulsivt uden nogen form helst grund eller forklaring, der skal betinge det.

Vi ser mere og mere tydeligt, hvordan dette sted af-sig-selv modnes til at være et fællesskab, hvor mennesker genfinder kontakt til livskraft og -lyst.

Som at vække sine “selv-helings-kræfter” til live igen, til de flyder som en fri strøm.

cupisofi og elskovskunst