mål

Mål og praksis, jager du efter mål?

Mål fylder utroligt meget i vores samfund og kultur. Når jeg ind imellem kommer til at lytte til den politiske debat, slår det mig, hvor meget der netop tales om “mål”.

Nu søger politikere vel generelt at læne sig op ad sine potentielle vælgeres synspunkter ? Derfor er det nok heller ikke så underligt at debatter kommer til at handle om netop disse mål? Hvilke der er blevet nået, og hvilke der skal formuleres?

“Enhver ved jo, at hvis en stor virksomhed skal vedblive med at udvikle sig og vokse, skal den sætte sig ambitiøse mål og stræbe efter at nå dem!” lød det her til aften fra en yngre kvindelig folketingskandidat.

Klimamål

Senest fylder “klima-målene” voldsomt meget. Det er så ikke fordi, at der er nogen, som er bare i nærheden af at indfri dem. De tjener nærmere som et middel til at så tvivl om, hvilke tiltag der vil være “effektive” nok.

Verdens mål

FN har også formuleret sine “17 verdensmål for bæredygtig udvikling” – der så er opdelt i yderligere en lang række undermål.

Når det hele bliver så absurd for mig, så hænger det sammen med, at det i min optik er selve det at tænke i mål, der er det, som kontinuerligt fører til stadig større forbrug og økologisk sammenbrud i vores omgivelser.

Når jeg nævner dette, møder jeg næsten i alle sammenhænge hovedrysten. De fleste mennesker kan simpelthen ikke forestille sig et liv uden mål?

Hvordan virker mål?

Hvis du har lyst, så vil jeg invitere dig til kort at undersøge, hvad dette med “ mål ” er, og hvordan det fungerer:

Et mål hænger sammen med at ville måle. Dvs. at kunne bedømme, hvorvidt et ønsket resultat af en eller anden indsats bliver nået.

Målet skal med andre ord afgrænse. Det skal være noget, man kan træffe uden at der opstår tvivl om, hvorvidt det er tilfældet.

Måske er det derfor, at mål meget tidligt har fundet vej ind i militær-strategi? Et er, at en soldat med sit våben skal kunne ramme, hvor han sigter. Den samlede indsats med at slå ihjel og indtage landområder, har også et “højere mål”.

Disse “højere mål” var før i tiden typisk religiøse. I dag er de politisk-økonomiske. I begge tilfælde skabes de af ideologi. Altså af en ide.

Ideer fungerer som kraftfulde fortællinger om forandring. De bygger gerne på ambitioner, og i det øjeblik det lykkes at få mennesker til at se dem som værende sande, vil midlerne, der tages i brug for at “nå dem” være helligede af målet.

Den formulering kan jeg føre tilbage til en religiøs forestilling om at “Gud” har givet os et særligt mål og kald. Den ide er vidt udbredt og ikke kun i “spirituelle kredse”: At finde sin mission i livet? – En mening der beror på en ide.

Mål gør, at jeg fokuserer

Med et mål for sit øje, skabes fokus. Når jeg skal fokusere, gør jeg det ved at spænde. Fokus udelukker opmærksomhed på det, som ellers kunne være. “Koncentrer dig nu om målet!” – lyder det. Fokus, fokus, fokus

Den militære baggrund

Hele sports- og fitness kulturen har et solidt historisk anker i den militære verden. Mænd skulle være stærke og udholdende, og hvad var bedre til det i fredstid end at lade dem dyste mod hinanden?
At lade dem måle sig med hinanden! Det vigtigste blev nu præmien og æren, der kunne vindes. Ikke æren på slagmarken men æren i arenaen.

AT nogen overhovedet kan forbinde “ære” med at slå mennesker ihjel, eller bare slå dem i gulvet for kampens skyld er mig en gåde.

At se det, som er?

Hvis, jeg vil se efter noget ganske bestemt, så bliver det meget vanskeligt at se det, som er. Den situation kender de fleste nok, hvis man leder efter en helt bestemt adresse, så forsvinder opmærksomheden på alt andet.

Mål handler om fremtiden, og opstilles ud fra erfaringer, der er hentet i fortiden. I det perspektiv vil mål altid opstå ud af inkompetence. De vil være betingede af en viden, som var.

En praksis

Når Gautama Buddha i nogle tekster tilskrives en ide om, at målet for et menneske skal være at nå oplysning, så må det bero på en stor misforståelse – eller være et forsøg på at tale til mennesker der tænker i mål?

Både Zhuangzi, Lao-Tze, og den langt senere Jesus peger på, at hvis jeg vil være tilstede i det som ER, så handler det om praksis.

En praksis, der beror på sig selv, og ikke betinges af, at den skal bruges til noget andet. At spise for at spise. Sove for at sove, drikke for at drikke, elske for at elske, at SE og sanse for at se og sanse.

Kort sagt: At forundres, se sammenhænge, og forbindelse. Til det hører også at få øje på, hvor meget der gøres for at aflede os fra at se netop det.

Denne praksis peger på: At “lade livet være levende – af sig selv”. At erkende hvordan alt liv er og skabes af sig selv og for sig selv som sammenhængende bevægelse uden begyndelse og uden ende.

Vi kender alle udtrykket: “Du kan trække en hest til truget, men ikke tvinge den til at drikke”. Det holder for hestes vedkommende, og med mennesker ER det muligt at tvinge dem til at drikke.

Midlet er at give dem angst. Angst for ideen om noget, der kan ske med dem. Sådan virker tro, ideologi og religion og i øvrigt det meste opdragelse og uddannelse.

En hest eller en hund forstår ikke vores ideer. De handler i mødet med os i overensstemmelse med det, de sanser her og nu.

Tantra

En tantra udtrykker en invitation til at se dette. Den vil således ikke indeholde det mindste mål – blot pege på muligheder.

Problemet med at “pege” er, at det også kan opfattes som at fokusere på noget bestemt?

Derfor vil det, der vises hen til, være: At være sammen om at undersøge uden at skulle andet med det end “at undersøge”.

En tantra handler om at erkende fællesskab, og det gøres I fællesskab.

Hvad skal vi så erkende? Intet andet end at erkende: At se, sanse, bevæge, bevæges.

Opmærksom praksis hinsides måling og mål

En Tantra fungerer altså som en invitation til opmærksom praksis – hvilket naturligvis ikke kan måles på noget som helst. Den er hinsides måling… og hinsides betingelse.

Erkendelse opstår af sig selv undervejs. Præcis som at et træ modnes i samklang med sine omgivelser.
At se handler ikke om “vækst”. Kun det syge bliver ved med at vokse.

Det modne forandres – af sig selv igennem gentagen praksis – ved at erfare. Det genskaber kontinuerligt sig selv igennem fødsel og død, ophør og begyndelse. Ja – hver eneste møde er nyt.

Deraf opstår også vedholdende fordybelse i det jeg gør, når jeg gør.

Meditation: At øve sig

Jeg skriver jævnligt, at Tantra er meditation. Ordet “meditation” kommer af det latinske: Meditatio – som betyder: “Jeg øver mig”.

Når Tantra sættes i forbindelse med elskov, så handler det ikke om “at kunne holde længe i sengen”, “opspare seksuel energi”, “dirigere intention”, “få ekstatiske orgasmer af forskellig slags” eller om alle mulige andre “mål”, men om opmærksom, bevidst, praksis der ikke vil “noget sted hen” med “nogen”.

En praksis, der vil rumme elskov, at lave skulptur, male, bevæge sig med hunde, heste, med planterne i have og natur, spise, drikke, lave mad, samtale … relatere , ja bevæge sig og bevæges i alle livets facetter.

Erkende samhørighed

Hvor vi bevidst erkender fællesskab og fuldstændig samhørighed med alt levende, vil der være ansvarlighed. Min ene fod vil f.eks. ikke “bruge”eller udnytte den anden fod til noget. De fungerer som fødder sammen i “erkendt” symbiose.

At tænke i mål har vi lært, for at vi kan forbruge og selv bruges. Som soldater, arbejdskraft og nyttige, troende, angste “brikker og redskaber” i et spil om at nogle få kan få magt.

Cupisofi og elskovskunst – årsforløb