“Jeg har det med at gentage de samme mønstre. Hvordan kommer jeg ud af dem?”
Hvor hører jeg ofte den sætning, eller noget, der ligner den.

Læs lige de to ovenstående linjer igen!
Kan du se, at når jeg svarer “…noget, der ligner den”, så beskriver jeg, at jeg skaber et mønster for at genkende.

Hvad er det så jeg genkender?
Det jeg hører og tolker? Eller: Måden jeg skaber MIG på?

Ja begge dele.
At tolke er at skabe mønstre.

Mønstrene er ikke derude. Universet er grundlæggende uforudsigeligt og bevæges spontant. Det virker igennem puls…

Tidlige Mønstre og Sociale Forventninger

Lad os nu antage, at nogle af de første mønstre, vi lærer at skabe, handler om, at der er noget, vi skal i livet. Vi skal blive til noget, være “nogen”, opnå noget, lære noget..

Vi lærer dem på den ene side ved at få ros og blive set hver gang, vi reagerer på ord som:

“Hvor er du sød”.
“Hvor er du dygtig”.
“Hvor er du smuk”.
“Se bare hvad du kan nu! .. Mon du også kan finde ud af at…?”

… Og på den anden side igennem angst for at blive afvist.
F.eks ved at blive ignoreret, få skældud, blive straffet eller få at vide, at vi ikke dur, ikke kan finde ud af det, er forkerte etc.

Da det er 100% nødvendigt for vores overlevelse, at blive anerkendt af vores forældre og den gruppe vi er i blandt, så vil vi helt naturligt stræbe efter at “få mere af den”.

Det kan vi altså så kun ved at forsøge på at opfylde disse forventninger og undgå afvisning.
Meget hurtigt opdager vi, at det ikke er så lige til. Det får os til at forsøge at opnå kontrol…
F.eks. ved både at opfinde sammenhænge imellem vores egen adfærd og forældrenes, eller direkte få dem “serveret” “Mor bliver ked af det… og Far vred, når vi gør, som vi gør.”

Dermed opstår måske grundlaget for al videre mønsterdannelse?
Illusionen- og fortællingen om “årsag og virkning” er en meget stærk invitation til at opfinde mønstre.

Tilknytning versus Binding

Jeg peger på, at vi bevæges fra et medfødt naturligt behov for tilknytning, og mødes i stedet for med binding.

Tilknytningen handler om at se og blive set som tilhørende det fællesskab, vi vokser op i. Tilknytning er non-verbal. Den er natur: Hinsides betingelse – det, vi også beskriver med ordet “kærlighed”.

Bindingen derimod betinger anerkendelsen. Den opnås først igennem at gøre det rigtige, og forvrænges dermed til et spørgsmål om “accept, eller ikke-accept”. Barnet og den voksne “ses” kun, når det sker i forbindelse med en dom. Den behøver end ikke at være udtalt verbalt. Vi genkender lynhurtigt grimasser og kropsudtryk, som knyttes til bedømmelse og vurdering.

“Er det godt nok?”
Som de fleste af os har erfaret: “Så kan det altid blive bedre, hvis du bare lige gør noget for det!”

Ingen ville i naturen forvente af sin arm, at den skal præstere for at blive anerkendt som en ok del af kroppen. Det, vi kalder for “en arm”, ER krop.

I vores kultur derimod, kan mennesker meget hurtigt bringe sig selv og hinanden til at være utilfredse med deres arm eller alt muligt andet “ved kroppen”. På den måde kan de så også binde sig selv!

Mønstre skaber vi for at kommunikere

Når vi igennem beskrivelse adskiller armen fra kroppen, så kan det være ganske praktisk. Det letter vores kommunikation i forhold til at dirigere vores iagttagelse.

Derfor skaber vi mønstre – dvs. i dette tilfælde en systematisk beskrivelse af, “hvad en krop består af, og hvad de enkelte dele skal kaldes”.
Det kan så meget let forlede os til at tro at en levende krop består af sammensatte dele?

Og nej… En levende krop eksisterer udelukkende som en kontinuerlig interaktion i sig selv og med omgivelserne: Bevægelse i “luft, vand, mad, tyngdekraften, universet, sociale interaktioner, fordøjelse, vejrtrækning osv … Den har ingen egen eksistens. Den er blot et udtryk af naturen af “det hele”.

Identitet og Sociale Mønstre

På samme måde adskilles vi meget tidligt fra det fællesskab, vi spontant og naturgivent er tilknyttet. I første omgang fra vores mor. Og efterfølgende også de mennesker, som vores mor bevæger sig sammen med.

Vi adskilles ved at blive tildelt- og bundet- igennem en “egen identitet”. “Sådan er du!” Og sådan forventes du at blive!”.. Det bliver til Meta-mønstret for resten af vores liv, med mindre vi på et tidspunkt opdager, hvor illusorisk det er!

At skabe et mønster betyder: At gentage bestemte måder at forbinde noget på. Dvs. at skabe genkendelighed – noget, der ligner noget, jeg har mødt før”.

Har jeg først lært at skabe et mønster, og gentaget det utallige gange, så bliver det til en automatiseret funktion i kroppen. Det er ganske enkelt fundamentet for det, vi kalder for “at lære”.

Sådan hænger det altså sammen!

“Ah sådan hænger det sammen!” tænker vi, og ser efter, hvordan vi kan bekræfte, at vores antagelser om sammenhænge er “rigtige” og nyttige.

Kreativitet i den sammenhæng, betyder: Uden anstrengelse at kunne skabe mange forskellige nye mønstre.

Din og min “identitet” udtrykkes som sådan et mønster. Alt det vi kan lide, vores fortællinger om os selv, vores baggrund, uddannelse, barndom, relationer etc… Gentager vi for at opnå genkendelighed. For at holde os fast på at være “en nogen, som gør noget”. Og frem for alt at holde os indlejret i tid. Tid er kontrol. Tid er illusioner om “tilbage” og “fremad” – Aldrig her!

Hvis f.eks. en far pludselig bliver slemt dement og ikke kan huske os, så brydes vores mønster. Det bliver skræmmende og sårbart at besøge ham. Alt det, han siger, passer måske ikke ind i fortællingerne om os og ham? For, at det ikke bliver for følsomt, må vi finde en forklaring, som kan få os til “at falde til ro igen”.

På samme måde kan voksne børn blive frygteligt vrede, hvis de efter mange år pludselig opdager, at moderen har været faren “utro” med en anden mand. Deres identitet får et skud for boven. Reaktionen kan være voldsom. “Hvad har jeg dog gået og troet på i alle disse år?!” (og måske selv spejlet?)

Udfordringen ved at Ændre Mønstre

Når, vi har lært at skabe mønstre, og erfaret hvor vigtige de er i et samfund, der er styret af illusionen om kontrol og accept (dom), så har de fået en meget vigtig rolle i det, jeg kalder for vores “sociale integritet”: Dvs. vores evindelige stræben efter bevare den livsnødvendige sociale anerkendelse og tilknytning.

Vi er blevet bundet til at opretholde en acceptabel identitet.
Ændrer vi væsentligt på den, vil det påvirke ALT. Familie, venskaber, job, anseelse, økonomi, muligheder.

Identiteten “består” af summen af de mønstre, vi bruger til at skabe “mening med”. Både for os selv og i det vurderende blik fra de, som bedømmer os.

Det siger sig selv, at det ikke er så lige til at ændre disse mønstre!

Handling frem for Tanke

Hvordan gøres det?
Ved at handle anderledes!
… Og ikke “bare” at tænke anderledes. At tænke anderledes betyder at bevæge det hele (krop og omgivelser) anderledes. Vi har ingen “hjerne” adskilt fra det hele…;)

Bindinger opløses KUN ved at se deres natur. Ikke “Hvorfor de binder”, men. “Hvordan de opretholdes som illusioner”..
“Hvordan skabes noget “som en gentagelse”, når alt hvad der sker i universet, aldrig kan være “det samme” 😉

Det helt fantastiske er, at gentagen iagttagelse er nok.
At iagttage betyder at bevæge.
Det som er bundet, ser ud som om, det ikke kan bevæges.

Bindingen er bevægelse: Gentagen bevægelse. der skaber illusionen om at være noget “fast”. Ved at iagttage på stadig anderledes måder, bevæges det, som før var “vaner” nu anderledes. Bindingen opløser sig selv. Illusionen fordamper.

I vores praksis-fælleskab omkring Cupisofi kan vi f.eks. undersøge et tema som “Tilknytning, mønstre og binding”. Det er meget bevægende at undersøge sådanne emner kropsligt sammen.