Der er stor lettelse i at opdage, at jeg som menneske hverken kan eller skal noget “sted hen”.

Når du kommer på Mahamudrainstitut, inviterer vi dig hverken på en rejse eller til “at tage en uddannelse”.

Vi mødes i en lærende og undersøgende praksis. En praksis, der handler om at være menneske og natur. Og når det er skrevet, så vil det at være menneske også indebære at med-skabe kultur.

Et menneske som ikke er færdigt? Hvad??

“Uddannelse” kommer af “dannelse”.. At danne eller skabe. Det danske begreb “Dannelse” har sin ækvivalent i det tyske “Bildung”, som betyder “at forme”.

I tusinder af år, har børn været set som “ufærdige”. Det spædbarn som træder ind i vores verden igennem sin fødsel, bliver og blev opfattet som et “potentiale”, der skulle dannes eller formes til et nyttigt og godt menneske. Det ville i realiteten sige: “At udvikles til en kreation”, som mor og far kunne være stolte af. Allerhelst til “en bedre udgave af dem selv”.

En barn skal i den patriarkalske kultur uddannes til at overtage arven fra sin far. Moren bærer det og plejer det, indtil det er gammelt nok til at blive formet. Og så begynder processen med at opdrage det til sin dannelse. At “drage” noget henviser til at “trække”…

Få barnet til at passe ind i en form!

En meget væsentlig del af denne opdragelse og uddannelse har sigte på at få barnet og den unge til at passe ind i de sociale, kulturelle og religiøse normer, som defineres af det samfund, det skal leve i.

Det er i den forbindelse tankevækkende, at de første skoler blev etableret af religiøse institutioner. Senere for omkring 200 år siden af industrimagnater, som havde brug for arbejdere, som kunne høre efter, gøre som det forventes og reagere på en klokke.

Før det lærte børn ved at deltage aktivt i den praksis, som familien de blev født ind i, havde.
Læring opstod igennem spejling…

Et menneske lærer uden retning

At lære noget er hinsides retning. Eller beskrevet på en anden måde: Sker i alle retninger…

Læg mærke til, når du f.eks bevæger dig en fremadskridende gang, at du for at gøre det, må bevæge hele kroppen i alle retninger imens du går. Forudsætningen for at det er muligt, er iøvrigt bl.a tyngdekraften, som vi jo beskriver som noget, der trækker os ind mod jordens centrum.

Sådan fungerer det at lære også.

Hvis jeg vi betragte det at leve, ved at gøre det til “mit liv” .. Altså til en form der er afgrænset, som form. Så giver det mening af tale om at uddanne sig henimod et mål og en form.

Ovenikøbet også at definere forskellige “trin” i “processen” med at skabe eller opnå den ønskede og forventede form.

Vil processens afslutning – eller rejsens ende – vil der så typisk komme en prøve, hvor bedømmelsen skal finde sted.

“Var det en god rejse?” .. eller
“Har du lært det som forventes og kræves”?

I det sidste tilfælde vil dommerne typisk være eksterne, Dine kvalifikationer betinges efterfølgende af deres dom.

At leve kan ikke være en proces

Alternativet er at få øje på, at det at leve ikke kan være en proces.

Natur sker ikke fremadskridende.
Natur er, bevæger og bevæges spontant, uden at skulle nogen steder “hen”.
Når vi mener at se, at “den forandres”, så er det naturens væsen at være forandring – altså spontan bevægelse.

Det, er det, vi er.

På samme måde kan det at elske – eller det, vi beskriver med lyst, frihed, kærlighed, medfølelse, heller ikke virke “processuelt”.

“Hej! Vil du have en orgasme af mig? Jeg skal lige vide hvordan processen skal være? Bumletogs-modellen, Intercity? Eller Lyntoget”.. Ja bare lige for også at vide hvilken rejse, du har tænkt dig at nyde?” …

(nej vel)

Lyst og kærlighed er det, der er.

Lyst og kærlighed er det, der er. Vi har bare så travlt med at gøre det til “noget bestemt, vi gerne vil ha´”… ikke bare ha´.. men “ha´-mere-af”

Kan- eller vil- du se det?
“Opdage det”?
“Erkende det”?

Det sker lettest, ved at øve sig i at bevæge sig og relatere undersøgende og opmærksomt iagttagende, UDEN at ville noget andet med det, end det vi gør, imens vi gør det.

Det kan du og jeg gøre i mødet med planter, træer, dyr og andre mennesker, med vejr og vind, med håndværk ja i alt, hvad vi gør.

Det er det, vi inviterer til på Mahamudrainstitut: At være- og bevæge os sammen med mennesker i iagttagende praksis.

En tantra vil ikke “Ha´ dig nogen steder hen”. Den inviterer til at se.. og se igen, og igen.