Udtrykket: “jeg skal lige mærke efter” hører jeg ofte. Når der mærkes efter sanses intet. At “mærke efter” sker imellem ørerne, og det eneste jeg kan sanse der, er hovedpine.

De beskrivelser, vi anvender

Til en dejlig og spændende aftengruppe i Mahamudrainstitut i går, lød det i en af refleksionerne: “Jeg fører en dialog med mig selv…”

De, som ind imellem læser mine tekster, eller har deres gang på Mahamudrainstitut, ved, at jeg holder af at undersøge de beskrivelser, vi anvender. De fungerer for mig som invitationer, og er gennemgående ubevidst “overtaget” igennem uddannelse, opdragelse, og kultur.

Nogle vil sige, at det ikke er så vigtigt, hvad vi siger og, hvordan vi formulerer os. For mig svarer det til at at finde det ligegyldigt, hvad vi gør. Det er så enkelt at vise, hvordan enkelte udsagn på en split-sekund kan forandre spændingen i kroppen, og f.eks. få os til at fokusere i stedet for at være opmærksomme.

Iagttag blot hvilken effekt et enkelt Tweet fra USA´s nuværende præsident kan få på handlinger i hele verden!

Hvordan fungerer vores ord og tanker så ikke i “os selv”?

At føre en dialog med sig selv

Altså tilbage til: “Jeg fører en dialog med mig selv..” .

Se godt på den sætning! Hvem fører en dialog med hvem? “Dia” kommer af græsk og betyder “gennem”.  F.eks. som i ordet dia-meter. Ofte benyttes det til at beskrive en vekselvirkning imellem to.

Hvem er disse to? Kroppen og intellektet? … Fører den invitation til, at jeg “deler mig i to?”

Jeg ser at denne opfattelse er vidt udbredt: At “jeg” består af et intellekt, der bæres rundt af en krop. Nogle gange omvendt at “jeg” er en krop, der besidder et intellekt: Som når der siges: “Mit intellekt”.

ER det overhovedet muligt at skille intellektet fra kroppen?

Når der mærkes efter sanses intet

Det spørgsmål er så spændende at undersøge. Når nogle siger: “Jeg mærker lige efter, om det føles godt”, så er det i min optik “for sent”. Jeg mærker øjeblikkeligt hvis en bi stikker mig, og reagerer med et “AV!” eller “ved hurtigt at flytte min hånd, ryste den og børste bien væk.

At mærke efter henviser til at vurdere, hvad det er, jeg mærker. Dvs at give det en betydning. Som sætningen beskriver, så kommer det “efter”…

Denne forsinkelse er tillært. Vi er opdraget ud af impuls. Impulsive børn er besværlige og sjældent “ordentlige”. De fleste forældre ønsker sig velopdragne børn, og de skal lære “at tænke sig om” og ikke “bare handle”.

Derfor lægges der ihærdige anstrengelser i at undertrykke umiddelbarhed i både ja og nej og i stedet lære børn at bedømme både sig selv og situationen før, de gør noget.
Altså at undertrykke den naturlige bevægelsesimpuls. Konsekvensen er, at der skabes spænding i kroppen. Stress udtrykker generelt en sådan spænding og at impulsen til bare at flytte sig fra den situation, man lige nu står i, vedholdende undertrykkes.

Den, der ikke kan flytte sig, bygger en fæstning

Hvis man ikke “bare” kan flytte sig, er man nødt til at bygge en solid mur for at beskytte sig. Den fæstning kaldes så for “mine grænser”. Jo tykkere og mere massiv en fæstning man får skabt, jo mindre bevægelig bliver man.

En ridder iført en tung rustning var måske nok beskyttet mod direkte slag, og kunne kun bevæge sig til hest. Faldt han af var han ofte ilde stedt.

Hvis nu jeg alternativt beskriver bevægelse i intellektet SOM bevægelse i kroppen. Altså at det, der er “”mig”… simpelthen udtrykkes i bevægelse. At det at tænke ikke udløser noget i kroppen, men er krop. At det at sanse ikke fører til en tanke, men er samme bevægelse. Så er det heller ikke muligt “at føre en dialog med sig selv.” Der er simpelthen ikke nogen vekselvirkning. Der er ikke to men en.

Mine fingre på tasterne bevæger lige nu dig

Jeg kan endda tage det et skridt videre, i det jeg kan erkende, at blot det at et menneske slår en højlydt ildelugtende prut i en gruppe, øjeblikkeligt bevæger alle i rummet. At tale om at “prutten er hans” bliver helt absurd.

I den beskrivelse betyder det, at “jeg” er den bevægelse, der er. Alt bevæges af mig, jeg bevæges af alt. Der er ingen deling.

Dette peger på begrebet “medfølelse”, som med andre ord ikke handler om noget “personligt”, men en dyb erkendelse og bevidsthed om at det, der er, er et.

At selv det mindste bevæger det hele. Sagt på en anden måde: “I det mindste rummes alt.”

“Jeg” er altså i kontakt med alt og alle. Også du, som lige nu læser disse linjer….. Om du vil det eller ej, bevæger mine fingre på tasterne lige nu dig.

Bevidst kontakt – betyder at ophøre med at gøre noget

At skabe kontakt i et møde handler således (i denne beskrivelse) ikke om at skulle gøre noget bestemt. F.eks. særlige ritualer, sidde på en bestemt måde, etc. men om at OPHØRE med at stille “sig selv” imellem.

Hvor der er et “selv” imellem, ER der ingen erkendt kontakt. Kontakten er der hele tiden, men den ses simpelthen ikke. I stedet opretholdes den tillærte “identitet” bla. ved ubevidst at give den anden ansvaret for at “jeg er “nogen”, som er god nok”.

Denne “nogen”, som jeg så snublende let kan identificere mig med – simpelthen af vane, forsvinder selvsagt ikke ved “at ville det!”. Det ville også blive til en “nogen”, som vil være “noget”: En “jeg-vil-ikke-være-nogen”..nogen.

Den opløser sig selv af-sig-selv, når historien om denne “nogen” ikke længere kontinuerligt genfortælles. Det sker fra det øjeblik, der fås øje på, hvordan dette fungerer.

Kærlighed – er den u-selvisk?

Dette, der sker af sig selv, for sig selv og helt uden nogen “grund” eller årsag, der kan betinge, kalder jeg for kærlighed, lyst, frihed eller bevidsthed/opmærksomhed.

At beskrive kærlighed som u-selvisk, og som om kærlighed handler om at gøre u-selviske gerninger, betyder at denne “kærlighed” betinges af det. Altså en “kærligheds-moral”.

I Kærlighed er der ikke længere noget selv! (Heller ikke et selv der kan være u-selvisk!)

Der er ikke “nogen”, der kan “være kærlige”. Kærlighed kan hverken gives eller modtages, som er det en vare, man kan handle med adskilt fra dem, som handler.

I stedet kan jeg måske udtrykke, at ordet “kærlighed” beskriver det, som er:

At bevæges som og af det, som er – uden at ville kæmpe for at kontrollere det?