Overgivelse

Overgivelse

Livet i dette øjeblik

Livet eksisterer kun i dette øjeblik, og i dette øjeblik er det uendeligt og evigt. Øjeblikket vil være uendeligt kort, og før jeg kunne måle det, er det allerede forsvundet. Alligevel eksisterer det til enhver tid.

I en tid, hvor der mere end noget tales om “at leve i “nuet”, kan det måske være sundt at minde om, hvordan gamle Zen mestre beskriver, at jo mere jeg vil forsøge at “leve i dette nu”, jo mere vil jeg fjerne mig fra det. Samtidig er det forunderlige, at uanset hvad jeg gør, om mine tanker nu løber ud i fremtiden, eller dvæler ved fortiden, så kan jeg ikke undslippe dette øjeblik.

Dette udsagn “at leve i nuet”, som i en let ændret udgave også kan lyde som: “Vær den du er!” er på en gang en umulig fordring, og samtidig et uomtvisteligt faktum.

Kan jeg tale meningsfyldt om nu´et?

Måske er det umuligt at tale, tænke eller skrive om “nuet”? Det har sammenhæng til, at det verbale sprog som vi benytter os af – og dermed også både tanker og følelser – opererer med tid. Tid forstået som forløb: ”Dengang skete det”, “lige nu gør jeg..”, “jeg tænker, at jeg vil”. etc.

…Og så kan det talte eller tænkte ord, måske “kildre” på en måde, som kan være nyttig i forhold til min undren?

Er øjeblikket ingen-ting?

Nuet, der måske i dette sprog kan beskrives som “hinsides udstrækning”, repræsenterer altså ikke nogen proces og vil heller ikke være “noget” dvs. en “ting”? Erkendelsen af øjeblikket må altså ske hinsides eller “udenfor” intellektets begrænsning? Og det på trods af at intellektet SELV også fungerer lige netop nu.

At sige eller skrive at “Nu´et ingen-ting er”´giver ingen mening for det sind, som gerne vil have noget at stræbe efter? Kan jeg stræbe efter ingenting? Nej vel?

Vil det, at “leve i nuet” så betyde, “ingenting at være?” end ikke en “proces”, der jo nødvendigvis må forløbe over tid?

Religiøse forskrifter?

I mange religiøse tekster tales der om “at miste sig selv”, “at den der taber sin sjæl, skal finde den” eller at “det først er igennem døden, at livet udfoldes”. Det, der henvises til er “ego´ets død”: At slippe al tilknytning til ting, relationer, ideer om “at være nogen eller noget”, og ikke mindst de koncepter og vaner der er automatiserede igennem f.eks. opdragelse.
Disse udsagn misforstås, som var det retningslinier, “veje” eller foreskrifter, i stedet for at fremstå som observationer af hvad der kan ske – og på mange forskellige måder.

Ambitionen om at acceptere sig selv?

Peger det : “At leve i Nu´et” ikke på de samme ambitioner som at “acceptere sig selv” eller for den sags skyld “at fornægte sig selv” (dvs. ingenting at være), “elske sig selv, som jeg er” etc. ?

Stræber mennesker efter alt dette for at blive bedre til at overleve, lide mindre, opnå en større selvrespekt, få særlige spirituelle oplevelser, eller for at adskille sig selv fra andre?

En finger som vil klø sig selv?

Hvis det fungerer sådan, må det selv, som ønsker ændringen, være det selv samme selv, der er behov for at ændre?
Præcis som hvis en tunge vil slikke på sig selv, eller en finger prøver at klø sig selv?

Måske udtrykkes den største “egoisme” i, at et selv lever i illusionen om at kunne ændre på – og kontrollere.. sig selv? En drøm, der først kan slippes, når udmattelsen i den finger der vil kærtegne sig selv er blevet så overvældende, at den opgiver?

Jeg kan altså ikke gøre det selv?

En mesters opgave?

I Zen traditionen bliver mesterens opgave at invitere ind i en sådan udmattelse. At egoet dør ved at finde ud af sin manglende evne og kapacitet. Ja selv i det øjeblik selvet mener “at have fundet det”, altså “at være død”, igennem mesterens ofte voldsomme provokation, at blive konfronteret med, at det selv, som er dødt, naturligvis ikke kan sige noget som helst om at have fundet døden?

Et selv, der f.eks. undgår at sige “jeg” i en forestilling om, at “jeg” må være forsvundet ved selvets “opløsning”, vil forekomme sprællevende og i den grad have identificeret sig med netop dette “jeg”?

At slippe følelser?

En misforståelse (i denne beskrivelse) vil være, at der er nogen som helst “forløsning” i at slippe mine følelser? At føle angst eller frygt, hvis noget eller nogen truer mig på livet, udtrykker vel både noget særdeles praktisk og naturligt? Følelsen opstår bare.

Der kan være megen modstand på at føle bestemte følelser: Vrede, liderlighed, begær, skam, sorg etc.
I forsøget på at forhindre disse i at opstå, skaber jeg nye følelser, der kropsligt giver sig udtryk i spændinger og modstand. Jeg kan endog opleve at der skabes angst for at føle sorg?

Ved at pege på og erfare, at en uvilje til at føle bestemte følelser, blot vil invitere andre følelser til at blusse op, og ikke mindst skabe ambition og invitere ind i moral og norm, kan det blive åbenlyst at fornægtelse virker temmelig uhensigtsmæssigt?

Foder til et selv

Dette forsøg på at “stille sig over bestemte følelser” vil netop være foder til det selv, som taler om at slippe sig selv? Uvilje imod eller viljen til at føle og sanse, vil måske være der, hvor EVNEN TIL at føle og sanse kunne “måles”? … i den forstand, at den, der har sørget mest, også vil være den, der såres mindst? …Og at den, der virkeligt fuldt og helt kan blive vred, også vil være den, hvor lunten er lang og det hurtigst “fordamper” igen?

Naturligt svar på oplevelser?

At acceptere de følelser der opstår, som et naturligt og umiddelbart svar på noget der opleves – fra det ydre såvel som i det “indre” – fungerer måske som en vidunderlig måde at leve livet?
Ikke sådan at forstå, at følelsen gøres “sand”, “rigtig” eller “forkert” men blot anerkendes som den nu er uden at skulle analyseres og begrundes, og giver sig til kende når det sker.

Overgivelse

Overgivelse eller hengivelse sker, hvor jeg konstaterer, at det IKKE ER MULIGT for mig at overgive mig selv?  At alle disse følelser er uimodståelige, og at deres visdom viser sig, i det øjeblik jeg opgiver at give dem modstand?

Kærligst Jesper

 

Læs evt. om “hengivelse og meditation”