At vokse i verden

At vokse i verden

Er “jeg” kommet ind i verden?

Når livet leves med en overbevisning om, at “jeg” er et “objekt”, der er kommet “ind” i denne verden for at interagere med andre “objekter” – (en forestilling som indpodes i os fra den første verbale kommunikation begynder) – bliver det naturligt at se sine omgivelser som enten hindringer eller som noget, der fremmer “mig” i “mit” liv.
I identifikation med denne beskrivelse af verden, vil livet forme sig som “årsager” og “virkninger”, afhængigt af hvilke andre objekter og “ting” der mødes eller “stødes ind i”.

Dette perspektiv vil helt automatisk invitere til en følelse af både agtpågivenhed og isolation, og samtidig lede til en længsel efter at være en del af det rigtige fællesskab. Angst og et behov for kontrol, vil gensidigt betinge hinanden. Livet søges levet ud fra at finde de rigtige positioner og finde den rigtige plads. Et sted som opleves som sikkert og trygt.

At vokse i verden

Hvis “mit liv” i stedet opfattes som noget, der “vokser i verden”, som rosenkroppen på rosen, eller det nye jordskud på træet  – dvs. som “bevægelse” og ikke som en “ting” – ja så vil livet ikke længere være “mit liv”, men kunne beskrives som “der leves og der danses”

Selv det intellekt, som vi normalt i vores sprog også beskriver som noget, der producerer “ting” – dvs. “tanker” og “følelser” – vil være at opfatte som bevægelse.

I denne metafor er der ikke nogen, der bevæger sig. …Bevægelse er der… Og det vil ikke være muligt at adskille i “den enes bevægelse” og “den andens bevægelse”. Det, der “er”, udtrykkes i bevægelse – Det ER således ikke, men sker..

I bevægelse er der ingen positioner eller pladser, og livsduelighed bliver til bevægelighed. Der er ingen “forskel” imellem dig og mig, ja end ikke imellem det, som vi med den første model kunne benævne som “hele universet” og “jeg”.

Sproget inviterer

At beskrive dette rummer den vanskelighed, at vores sprog er bygget op omkring den virkelighedsforståelse, at universet består af objekter. Det får f.eks. sit sproglige udtryk, når vi benytter et “navneord” før et “udsagnsord”. Der skal være “noget” som f.eks. danser, flyttes, ser, sanser etc..

For det intellekt, der er automatiseret til at tænke i sådan et sprog, bliver det nærmest umuligt at erkende, at det kunne forholde sig anderledes?

Igen… når nogen siger, at “det vel bare er et spørgsmål om ord”, vil der svares: “JA , de ord, som bruges i tænkning og følelsesliv, former de invitationer, der gives”.
Danses der? Eller indtages der en position?