par

Par på tantrakursus

Mange kurser og seminarer, der udbydes under overskriften “tantra”, henvender sig til par. De tilbyder at kunne hjælpe deltagerne til bedre elskov eller  “kærligere” møder. Evt. at “genoprette” intimiteten i parforholdet.

At der kan være behov for noget i den retning, finder jeg uomtvisteligt. Parforholdet synes at være en skrøbelig størrelse, hvis jeg betragter konstruktionen ud fra en ide om, at det “skal holde”? Antallet af skilsmisser er stort, og regnes de mange par med, som ikke formelt registrerer sig som par, men blot flytter sammen og så skilles igen, så bliver det ikke bedre.

Det romantiske par?

Ideen om “parret” som en kærlighedsfortælling er af relativt nyere dato. Den opstod i kølvandet på romantikken for ca. 150 år siden. Før det knyttede ægteskabet sig til en patriarkalsk forestilling om at “en mand skulle have sig en hustru” til at sikre sig efterkommere.

At gifte sig var derfor et anliggende imellem familier. En forretningsaftale med rettigheder, pligter og økonomiske overvejelser. Den dag i dag kan ægteskaber i mange kulturer opløses øjeblikkeligt, såfremt der ikke “leveres” børn og dermed altså også sex.

Nu vil de fleste tænke at det er en saga blot? Mit liv med nære samtaler og møder med mange mennesker om netop dette tema, har vist mig noget andet.

Mødet og forholdet betinges

For mange bliver ønsket om sex, intimitet og anerkendelse og ikke mindst sikkerhed til grunden for, at de søger en fast partner. Prisen er typisk at give “den anden” monopol på at indfri disse behov, og den betales også gerne umiddelbart af de fleste.

Kontrakten der indgås lyder: “Jeg forlanger, at du helt af dig selv elsker mig, og derfor heller ikke vil gå i seng med andre endsige være mere intime med dem, end du er med mig!”

Få kan se, at denne forventning, der altså indgås som enten udtrykkelig eller underforstået fast aftale, er umulig at indfri?

Hvis jeg vil gøre noget “af mig selv” – som vel udtrykker både kærlighedens og lystens væsen – så vil det være umuligt, såfremt jeg gør det som en følge af – dvs. betinget – af et forlangende?

HVIS vi med “kærlighed” peger på “det, som ikke betinges”, så vil det betyde at kontrakten eller blot ønsket om at være den eneste ene stiller sig imellem os?

Det ser ikke så kønt ud

Når jeg både lytter til og iagttager, hvordan mange parforhold fungerer i praksis, bliver det heller ikke altid så kønt.

Allerede som dreng undrede jeg mig over, hvor ubehageligt “par” kunne tale til hinanden. De kunne sige ting til og om hinanden, som jeg aldrig hørte imellem venner eller veninder? Ja ind imellem syntes jeg endda at høre en foragt og total mangel på respekt imellem dem?

Magt

Hvad er det, der sker, når vi forpligter os til både sex og anerkendelse? Dvs. gør et helt basalt naturligt behov til såvel en “handel” som til en binding igennem monopol? – Til en ydelse, der kan benyttes som pression og magt:

“Hvis du ikke er eller gør, som jeg ønsker det, så vil jeg ikke indfri dit ønske om nærhed , anerkendelse og elskov! – Formår du derimod at holde mig venligt stemt og “give mig lyst til dig”, så kan det være, at jeg vil gå i seng med dig – hvis jeg altså har lyst?”

Ja det lyder ret hæsligt ikke? Det skaber et afhængighedsforhold, som intet har at gøre med at mødes i frihed og kærlighed. I min optik leder det til såvel frustration, vrede, afmagt og endda had.

Et had, der så ganske ofte bryder ud i lys lue, når mennesker endelig efter år sammen under disse betingelser, går fra hinanden?

Er der en anden mulighed?

Det er simpelthen ikke sundt at leve sådan sammen som par!
Er der en vej ud af dette?

Det handler først og fremmest om at få øje på det, og det vil ganske ofte udløse angst.
Parforholdet byder jo på “sikkerhed” – også i forhold til eventuelle børn?

For mig at se, må det, der før var en “handel”, erstattes af kontakt til frihed. Dvs. at genfinde et møde, der ikke betinges længere. Måske kan det være, at vi som elskere overhovedet ikke fungerer godt sammen, men ganske fortrinligt som organisatorer, samtalepartnere, eller livsledsagere? 

Der er ikke een løsning på dette ud over det, jeg kalder: “at bevæge sig igen”.

At løsne båndet og danse

At tage på “tantra-kursus” som par handler måske netop om det… og ikke, som nogle måske kunne tænke, om “at binde sig tættere sammen”? Det er meget svært at bevæge sig, når vi er bundne til hinanden.

At danse handler om, at flytte sig for hinanden i bevægelse, og invitere til kontakt, hvor impulsen naturligt opstår UDEN tvang, pligt eller forventning.

Et tantra-kursus kan være en måde, hvorpå vi sammenog hver for sig – kan åbne os for andre. Undersøge hvordan vi kan bevæge os i kontakt, frihed og se hvor og hvordan afhængighed og angst har erstattet kærlighed og lyst.

Naturligvis kan det føles svært. Det meste, der er nyt og uvant, opleves svært i begyndelsen. Det sværeste af alt er måske at se hinanden igen i et: “jeg kender dig ikke” – og i den undren der følger med det møde. For mig betyder det at mødes i respekt og ikke længere tage noget som helst for “givet“.