Energi

Energi

Ordet energi anvendes mere end noget andet i det, som jeg under et vil kalde for “neo-spiritualitet”. Sjovt nok bygger det på en metafor, der tager afsæt i dualitet: At “noget” overføres, tabes eller vindes fra den ene til den anden.

Denne artikel vil kunne falde nogen for brystet? Hvis du som læser hører til den kategori, så overvej, om jeg her skriver om noget, som du har gjort til genstand til en fast tro, eller om du er villig til at undre dig også på et område, hvor du måske har tillagt dig nogle sproglige vaner? Under alle omstændigheder, så læs alene det jeg skriver, som en invitation til at undre sig sammen med mig. Og ingen behøver at tage imod nogen invitation 😉

Energi?

Jeg hører jævnligt, hvordan ordet “energi” benyttes om noget, som “man kan mærke” imellem to eller flere mennesker.

“Kan du mærke energien i rummet?”. “Jeg kan mærke energien imellem os” eller hvad med betegnelsen: “Energi-arbejde”? …At være træt, får betegnelsen: “Jeg har ingen energi”.

Ordet lyder for mig som en samlebetegnelse, som vi putter stemninger, følelser, magi, og det, vi ikke kan forklare, ned i?

Ordet “energi” kommer af Græsk og vil direkte oversat betyde noget i retning af: “I arbejde”. Ordet “Energi-arbejde” bliver vel således til dobbeltkonfekt?

I fysikken benyttes energibegrebet da også til at beskrive netop arbejde i forhold til en eller anden reference. Dvs. som noget relativt. En eller anden: “Energi-mængde” eller “-form” vil således udtrykke, at vi beskriver noget i forhold til noget andet.

At sige: “At alt er energi”, vil således svare til at betegne alt som værende relativt?

Det er det vel også, vil nogen svare? Og det åbner så for det 1. paradoks: Hvis alt er relativt, hvad så med denne sætning: “Alt er relativt”? …Kan den så være sand? Må den ikke også relativeres, således at der må være noget, som der er hinsides relativitet? Einstein – der jo om nogen regnede på energi – indførte konstanten “c” som lysets hastighed. Og byggede sin relativitetsteori på, at netop “c” er konstant dvs. “sand”.

Lad mig undersøge udsagnet: “alt er energi”.

Hvis alt vitterligt ER energi, er det så muligt at “tabe” energi? Hvor tabes det hen?

Betyder dette “tab” at energien forvandles til “en anden form”, og har vi så ikke allerede indført noget, som ikke er energi: nemlig “form”? …(hvorved det indledende udsagn bliver absurd). Fysikerne taler om “energiens konstans”, altså at summen af energi ER konstant, og at der således ikke kan forsvinde energi ud af universet. Måske er dette også en naturlig konsekvens af overhovedet at ville se verden som noget “relativt”?

Her er det ikke lysets hastighed som lægges udenfor relativitet, men “summen af universets energi”?

Energi som “arbejde”?

Energibegrebet benyttes som et sprogligt middel, der skal forklare hvor meget “arbejde”, der er til stede i et givent medium. Når vi taler om “arbejde”, handler det vel igen om, at “noget kan forandres herfra og hertil, i forhold til noget andet”?

Det relative vil jeg også kunne beskrive som det “duale”. At tale om “energi” uanset i hvilket form det benyttes, vil med andre ord invitere ind i den verden, som vores intellekt kender?

Energi og ambition

Lad mig tage tantra-massagen som et eksempel: Så længe der er en, som “behandler”, og en som “behandles”; en som “giver” og en som “modtager”, en som “healer” og en som “skal heales”; eller en som “mærker efter, hvad du har brug for” …. Så må vores møde finde sted i intellektet? Der er kommet en ambition ind i mødet? Vi skal et sted hen? Der skal “arbejdes”? (måske deraf brugen af energimetaforen”?).

Prøv at fundere over om det er muligt for dig at røre ved et andet menneske, uden at det er dig selv som berøres? Hvem rører ved hvem? Hvem giver og hvem modtager?

Intention?

Ligger forskellen imellem giver og modtager så i “intentionen”. At der er en, som leder berøringen? Og hvis der “ledes”, handler det så om, at vi sammen skal et eller andet sted hen?

Hvis kærlighed ikke kan være, hvor der betinges, så må det betyde at kontakten til kærligheden heller ikke kan være “relativ” på nogen måde? Kærlighed har i så fald ingen “form”? Er det ikke netop intellektet som kontinuerligt skaber betingelse IGENNEM at give form? …: “Det er dette, og ikke dette…..”

Når “en tantramassage” bliver til “at mødes”.

Hvis en Tantra-massage ophører med at være en intellektuelt baseret “terapi-form”, hvad er det så der sker i mødet?

  • Der bevæges – Men ingen bevæges eller bevæger?
  • Der sanses – Men ingen sanser “noget” i forhold til “noget andet”?
  • Der ledes – men ingen leder eller ledes?
  • Der elskes – men ingen elsker “nogen”

Der …..

  • Hvor du møder et menneske, som har sluppet enhver identifikation med sine og andres fortællinger og al tro er ophørt.
  • Et menneske som ingen dagsorden, plan eller intention har med hverken sig selv eller med dig.
  • Hvor der ikke påberåbes nogen form for autoritet, hverken i sig selv eller som “sendebud” fra andre.
  • Hvor al “gøren sig umage” er ophørt.
  • Hvor der ingen skelnen gives betydning.
  • Hvor det, der sker, er det, som sker i lyst.

…åbnes der da op for kontakt til det, som er? Hinsides al tale om “energi” og anden dualitet?

Meditation

Meditation sker hinsides det duale. Der er ingen “energi” i Meditation – intet arbejde at beskrive. Livet selv må leves hinsides enhver ide om “arbejde” eller “hensigt”? Det skaber sig selv, af sig selv. Vi beskriver det med ordene: “lyst” eller “kærlighed”

Når meditationen kommer til mig, så er hverken identifikation med “jeg” eller med “meditation” der mere.

 

(Du kan også læse om energi fra et lidt andet perspektiv her: “dele sin energi?” )