Elske (med) en eller flere?

elskeenellerflerebillede

Jeg elsker dig!

“Jeg elsker dig” siger vi til hinanden – for at udtrykke vores kærlighed til et bestemt menneske. Ligger der ikke i den talemåde en forestilling om at kærligheden kan rummes i noget, som vi gør? Eller mener vi med sætningen blot, at vi synes om hinanden og gerne vil skabe en binding igennem disse ord?

“Jeg elsker også dig” synes det rigtige svar på udtrykket at lyde. De fleste ville blive skuffede, hvis der kom et “Nå så det gør du…” retur.

Hvordan fungerer sætningen, hvis vi sætter et “mig” ind?

“Jeg elsker mig” … Måske en fortaler for positiv psykologi ville synes at vil være fantastisk at sige sådan til sig selv hver morgen, og jeg vil gerne invitere til at reflektere lidt over dette med at ville elske en bestemt.

Hvem ville denne “mig” være, som jeg elsker? Hvem elsker hvem? Elsker jeg historien om mig, og består “jeg” så også af en historie? Eller er der nogen, som jeg kan beskrive som “den elskende” uden at vedkommende ikke øjeblikkeligt også bliver til en fortælling? I så fald vil resultatet sprogligt set blive til, at en historie (om jeg) elsker en historie (om mig).

Jeg kan kalde “historien om mig” for mit “Ego”, hvilket måske vil lede hen til at proklamationen: “jeg elsker mig” betyder at egoet elsker egoet – dvs. sig selv, hvilket så passer meget godt på “egoer” i min beskrivelse.

Når jeg så siger til nogen: “jeg elsker dig”…Betyder det så at mit Ego elsker dit Ego? Og kan det have noget som helst med kærlighed at gøre?

“Jeg elsker dig” – et egoistisk udsagn?

Kærlighed er hinsides betingelse. Hvad betyder det? At jeg ikke kan stille krav til kærlighed? At den ikke kan forlanges, eller at jeg ikke på nogen måde kan gøre mig fortjent til den? ….Eller handler det også helt basalt om at kærligheden aldrig vil kunne forstås igennem ord og intellekt? I det øjeblik jeg ville udtale mig om, hvad kærligheden ER, måtte jeg have betinget den. At benævne den som “noget” og ikke “noget andet” rummer en deling – en betingelse. Det er vel netop derfor at ideen om vores Ego stiller sig i vejen for Kærligheden? Egoet afgrænser mig til at være nogen eller noget.

Udtrykket: “jeg elsker dig” bliver derfor til en invitation til begges ego? “Jeg er den som du elsker”…noget helt særligt. Jeg kan næppe komme i tanke om noget mere egoistisk.

Når vi kan savne at høre fra et bestemt menneske at vedkommende elsker os, handler det så om, at det er vigtigt for os at vide at han/hun VIL os? Eller rummer behovet et ønske om at være noget ganske særligt for vedkommende?

Kærlighed kan ikke være betinget af en adfærd?

I det øjeblik kærligheden gøres afhængig af en bestemt adfærd så vil den vel igen være betinget? Hvis jeg alternativt med ordet kærlighed peger på livet selv – dvs. det som kontinuerligt skaber alt det, som er, så må jeg opgive enhver ide om at dygtiggøre mig til kærligheden, men alene tale om at have kontakt til dette, som står bag alt. Denne kontakt vil være hinsides ord og beskrivelse – og dermed hinsides intellekt. Da jeg lever og dør, altså ER en del af livets fremtræden, må jeg stå lige midt i denne kærlighed. Alt hvad der skal til er at se det.

Hvad er det jeg skal se? Jeg skal opdage – hinsides intellektet (hvilket gør denne beskrivelse paradoksal) – at det som mit intellekt gør, er at dele og spalte. Når jeg adskiller mig fra alt hvad der er, som noget eller nogen. Så stiller denne abstraktion sig i vejen for at se livet selv. Det jeg ser er forestillingen om mig og livet, som to adskilte begivenheder.

Intellektet kan både være en hjælp og en hindring i dette.

Livet fungerer som en kontinuerlig relateren

Hvis jeg beder dig om at tænke på et menneske, som du kender. Hvilket billede skaber du så af den person? Står vedkommende frit svævende i ingenting, eller placerer du ham/hende i en forskellige sammenhænge? ER han/hun uafhængigt af disse sammenhænge, eller vil der altid være en eller anden form for kontekst som du ser vedkommende i? Kan fortællingen overhovedet fortælles uden at skabe sådanne relationer?

Den øvelse kan være god til at beskrive, at du og jeg ingen grænse har. Livet finder sted i kraft af at der hele tiden relateres med alt muligt omkring os. Enhver beskrivelse af dette i form af benævnte relationer vil øjeblikkeligt fryse noget, som kontinuerligt er i bevægelse til et stillbillede.

Selv ideen om, at “jeg” begynder ved min fødsel og forsvinder igen ved min død, må jeg slippe. Døden er en fuldstændigt integreret del af livet. Hvert sekund dør – jeg ved ikke hvormange celler i min krop – så mange at de stort set alle er udskiftede efter 7 år.

“Jeg” er med andre ord ingen. Jeg gøres til nogen igennem beskrivelse.

Når “jeg” ikke er der, kan “jeg” så elske?

Jeg kan ikke meditere!

Jeg kan f.eks fortælle en historie om at den rislende bæk på bjerget stiller tørsten hos de små bjerggeder som hopper rundt. Og gør bækken det, eller er den der bare i overensstemmelse med sin natur og løber, som den nu gør?

Når jeg sætter mig stille hen og bare iagttager, uden at skulle gøre noget som helst, uden ambition, uden mål – (heller ikke ambitionen om ikke at ville have en ambition) – og bare sanser det, der sker omkring mig uden at give det noget navn; mine tanker og følelser lader jeg bare løbe, som var det fugle i træerne udenfor (de holder også op med at synge på et tidspunkt) …så kommer meditationen til mig. Jeg kan ikke meditere. Jeg, min forestilling om mig, kan kun plapre løs og når denne plapren hører op, er jeg der ikke mere. Der opstår kontakten til kærligheden, som ikke er en kontakt imellem “jeg” og “den”. Kærlighed er der…

Tantra er denne forståelse, som ikke kan nås igennem nogen beskrivelse.

At mødes intimt med forskellige mennesker

I Mahamudrainstitut inviterer vi til, at du igennem mødet med andre mennekser – mange forskellige mennesker – kan få lejlighed til at iagttage. Intet sted konfronteres du med din egen forestilling om dig selv, end i mødet med et andet menneske.

Du kan erfare, hvordan din fortælling om, at du skal “tænde” på en anden for at føle lyst, fuldstændigt tager din frihed. Du kan erfare at din egen betingethed, skaber angst og stiller sig som en hindring for kontakt, kærlighed og frihed.

Veksle partner på seminarer

Når jeg på langt de fleste seminarer og retreats lægger op til at veksle partner, så er det for at invitere dig til at slippe dine forestillinger om dig selv. Kun ved at erfare, at når du er i din naturlighed, som bækken der løber ned ad bjerget, eller bukken som drikker, så er der ingen hensigt, ingen ambition eller mål. Bækken bekymrer sig ikke om hvilke af disse geder som slukker sin tørst. De handler begge i overensstemmelse med deres natur.

Når meditation kommer til jer i kontakten og i mødet med hinanden, så er der intet “jeg” og “du” længere. Livet selv finder sted, kærlighed er der. “jeg” elsker ikke (med) dig… frihed er der, lyst er der…

At erfare dette opleves som voldsomt fritsættende.

Fra at det er forbundet med angst at se “din” partner, eller den som du mener at “elske”, i et intimt møde med en anden, bliver det til noget, som føles naturligt. Du bedømmer det ikke længere som “rigtigt” eller “forkert” …det gør bare som det gør…

Den frihed handler ikke om “den anden”, men om dig. Hvor du har angst og frygt i dit liv, kan der ikke være kontakt til kærlighed. Angsten må være kærlighedens modsætning?