Relationer hører til det, som optager mennesker mest. Allerede fra vi er helt små, forstår vi, hvor vigtigt det er at kunne relatere til andre. Til vores forældre, søskende, og også meget hurtigt til andre børn og voksne i vores omgivelser.

Relationer

Den meste opdragelse tager sigte på, at lære os hvordan vi omgås hinanden, og frem for alt følger de regler, der gælder for det samfund, vi skal eller forventes at være en del af.

Et samfund betår af relationer. Derigennem skabes der orden. Livet leves så at sige igennem at relatere. Hvis vi byggede en mur omkring os, og kun en gang imellem så hen over den og tog kontakt til andre mennesker, ville det være meget vanskeligt at leve.

Vores “væren” beror på, at der relateres.

Og ovenstående sætning udtrykker for den skarpe læser et paradoks.

Derfor bliver det også at aller største vigtighed at se på, hvordan der relateres. Hvordan fungerer dette? Kan der være frihed i den måde vi relaterer på og dermed ansvarlighed? Når mennesker har ondt i livet, står det nærmest altid i forbindelse med deres relationer, og måden de omgås med sig selv og andre på, i relation til de forventninger som et “ordentligt liv” i samfundet kræver.

Prøv bare at se på det, som f.eks. formidles i “tantra”! Hvordan der også her kredses omkring, hvorledes det mandlige og kvindelige relaterer til hinanden! Når der inviteres til mandegrupper, kvindecirkler, eller par-seminarer handler det altsammen om temaer, der knytter sig til at relatere og stå i relation.

Kan det ansvarlige følge et mønster?

Hvorledes kan denne relateren blive ansvarlig, når den knytter sig an på et mønster, som er tillært? Samfundet, religionerne, uddannelsessystemet, forældre etc. vedligeholder en kollektiv fortælling om, hvordan den korrekte adfærd ser ud. Opdragelse og undervisning tager sigte på at præge først barnet og senere den unge og voksne til at optage dette mønster i sig: Til at handle automatisk i overensstemmelse med denne orden.

At relatere kommer til at handle om at “tilpasse” sig den gældende norm, og dermed også at være  forbundet med angst for ikke at leve op hertil.

Er dette bevidst? At hver eneste handling, der kan eller skal fungere som kommunikation og spille en rolle i forhold til din måde at relatere på, følger en skabelon? En form som intellektet har tilegnet sig som værende “sand” og “rigtig”?

Kan kærlighed være noget, der knytter sig til at følge bestemte regler? Kan kærlighed være betinget af at passe ind i et bestemt mønster? Og kan der i så fald overhovedet være frihed i den måde der relateres på og dermed ansvarlighed?

Vi relaterer igennem erfaring

Dybt i vores intellekt og hukommelse lagres erfaringer og betydninger af adfærd, som forbindes med belønning og straf, ros og ris, krænkelse eller anerkendelse. Erindringen om disse bringes op hver eneste gang vi går i relation med et andet menneske. Disse erfaringer fungerer som et spejl af den samfundsorden, som vi er knyttet ind i. Er det overhovedet muligt at huske noget, uden at dette er præget af de værdier, som opdragelse og uddannelse har tilført et menneske?

Dette spørgsmål bliver af uhyre vigtighed.

Kan kærlighed forstås igennem intellektet?

Hvis dette beskriver intellektets fremgangsmåde når det relaterer, giver det så nogen mening at ville forstå kærlighed igennem intellektet?

Hvilket ikke betyder, at det ingen mening giver at anvende intellektet – tværtimod. Kan intellektet selv, ved f.eks. at grunde over disse spørgsmål, indse, at det har konditioneret sig selv? Uden nødvendigvis selv at kunne give et svar eller en løsning på spørgsmålet, som ikke også er farvet af samme mønster?

At mødes som et blankt stykke papir?

Er det muligt at møde et menneske igen og igen og hver gang som et helt blankt stykke papir?

Et menneske som i erindringen automatisk forbindes med krænkelse, fornærmelse, manglende høflighed, eller dyb forelskelse, stor tiltrækning, taknemmelighed, skyld, erindringen om liderlighed og fornøjelse eller alverdens andre forventninger?
Er det muligt at slippe denne identifikation, og vil nogen være fri, hvis ikke dette er sluppet?

Intellektet søger fornøjelsen

Søger intellektet ikke til stadighed at få gentaget de oplevelser, der i mønstret vurderes som “positive” og behagelige, og undgå de, som vurderes at være negative? Intellektet vil underholdes, fornøjes og glædes. Den gode madoplevelse skal gentages. Den gode sex. Den hyggelige samtale. Hyggen om bålet eller grillen. Vil ikke den stræben berøve enhver frihed i relationen eller måden, som der relateres på?

Er det muligt at relatere hinsides forventning? Hinsides hukommelse, eller sådan at det, der står i erindring, ikke gives betydning som andet end tomme ord og hule fortællinger?

Kan et menneske, der følger en skabelon for sine fornøjelser eller er tilpasset et bestemt mønster af moral og værdier erkende kærlighed og dermed leve bevidst?

Det er nok at iagttage

Det er ikke vigtigt at give et svar på disse spørgsmål. Svaret vil øjeblikkeligt bremse den følsomhed og åbenhed, der er så vigtig for at erkende dette. Selv et behov for at komme med “en sandhed“ igennem argumentet, ligger dybt præget i vores intellekt.

Det er nok at iagttage.

Se …