Sårbar
Hun følte sig sårbar. De kendte ikke hinanden og havde lige elsket. Hun havde trukket det tynde stof op omkring sin krop, imens han havde være ude for at hente vand til dem begge.
De drak.
Hun brød stilheden.
“Hvor er det sårbart at elske sådan!”
“Ja” svarede han.
Hun så på ham. “Jeg har aldrig elsket sådan med nogen før! Jeg har altid set min sårbarhed som noget svagt”
“At føle sig sårbar ser jeg ikke som en svaghed. Svaghed er bare ..” Han ledte efter et andet ord, som han ikke fandt.. “ ..hmm .. bare svag”.
“Ja?” Hun så på ham som en invitation til at fortsætte. “Fortæl noget om det, det interesserer mig!”
“Hvis, jeg mister min smertesans, vil jeg ikke leve længe.
Den er afgørende for min evne til at passe på mig. Det er den, der gør, at jeg spontant bevæger mig og i refleks flytter mig væk fra alt, der kan skade mig.
Det er også i kraft af den, at jeg sanser, om der er noget i mig, jeg skal være ekstra opmærksom på?”
.. Han fortsatte
“Da jeg som ung lærte at slås, blev det mig klart at det ikke er muligt uden at udholde smerte. Jeg måtte undersøge, hvor megen smerte der skulle til, før jeg blev så skadet i min krop, at jeg ikke længere kunne bevæge mig ubesværet.
Det var en forunderlig erfaring.
På den ene side var det min sårbarhed, der gjorde det muligt for mig sanse og opdage smerten.
På den anden side gjorde smerten, at jeg spændte op i min krop og blev dårligere til både at bevæge mig og til at registrere mere smerte.
Smerte lammer ved at få mig til at spænde. Kroppen lukker for alle de steder, hvor jeg sanser mest. Intellektet skaber fokus eller bliver helt uopmærksomt og reducerer min evne til at se og skabe muligheder.
At slås betyder at bevæge sig sådan, at jeg klart kan sanse alt, hvad der sker. For at det kan ske, må jeg afspændt lade alle de steder , hvor jeg er mest sanselig, åbne sig.
Se, høre, smage, lugte, bevæge, strække, trykke, varme, kulde og aktivt at orientere mig i og være bevidst opmærksom i rummet.
Når jeg bevæger mig, opfatter jeg hvor jeg er, og hvordan jeg er.
Samtidig skal jeg hurtigt og dermed uden anstrengelse kunne lukke igen. At åbne og lukke spontant og uden forsinkelse i mødet med alt, der bevæger mig; – også det som evt. kan true mig – er afgørende for min evne til at overleve.”
Han løftede sin arm og blottede sin armhule og åbnede sine håndflader for at understrege det..
Hun smilede. “Jeg gør ikke så meget i at slås. Altså fysisk ..“
Han svarede.
“Det gør ingen forskel om det er fysisk eller psykisk .. Og det gælder alt, hvad jeg gør. Denne bevidste opmærksomme sårbarhed er ganske enkelt det, der er nødvendigt for min kompetence til at bevæge mig.
At føle mig sårbar er for mig en umådelig drivkraft. Kontakt til lyst – om den kommer til udtryk i elskov eller anden kreativitet har sin rod i at være sårbar.
Når jeg anerkender det, bliver jeg stærkere. Samtidig erkender jeg vigtigheden af aktivt at møde det, som møder mig”
Der blev stille
“Sådan har jeg aldrig tænkt på det før. Det giver rigtig god mening. Tænk, at jeg har set det at være sårbar som en svaghed!”
Han åbnede sine favn, og hun lænede sig ind til ham. Det tynde stof faldt ned, og hendes nøgne bryst berørte ham blidt.
