sårbart

Sårbart, så det er svært at være i sin krop

Kender du følelsen af at noget er så sårbart, at det føles svært at være i sin krop? Som om den er for -lille, -snæver, eller måske -hård? Noget bevæger “derinde”, som holdes tilbage og bare vil ud? Samtidig kan det hverken finde en vej ud – eller tør det?

Jeg er fortrolig med den fornemmelse, og jeg tror ikke, at jeg er alene med det?

For mange år siden gav jeg slip. Min krop var blevet så god til at holde det inde, at jeg var ved at dø af det. Jeg kunne bogstaveligt skrevet ikke trække vejret og få luft. De troede, at det var allergi. Når jeg beskriver det i dag som en moden voksen mand, vil jeg kalde det for undertrykt levekraft.

Det samme, som jeg beskriver med ordet “Lyst”.
…Så ved jeg at nogen vil tænke: “Sex”?

Når det bevægelige skal gøres hårdt?

Nej… den er blot et udtryk af mange for denne sårbarhed. Omend det ofte er her, der sættes ind, når dette sårbart bevægelige skal gøres hårdt?

Det hele begynder med at skulle “være ordentlig!”. Der synes ingen ende på, hvad der kan gøres til noget “uordentligt” for et barn. Det sker ud af omsorg. Barnet skal jo kunne klare sig i en kultur, der er nådesløs i sine krav til hårdhed.

En mor og far vil opdrage sine børn til at kunne sidde så langt oppe i samfundet, som det er muligt? Jo højere det kommer, jo færre vil der måske være, som træder på det undervejs?

For mig var skolen, indtil jeg kom i gymnasiet, det mest brutale sted på jorden. Jeg kom igennem den ved at blive god til at passe på mig selv udadtil og indfri de vigtigste forventninger fra mine forældre. De var mange!

Når jeg tænker på de to, kan jeg favne dem med omsorg. De kunne ikke gøre andet, end de gjorde? Det var det, de havde lært?
…Eller kunne de?

Var det nødvendigt at afstraffe som det skete? Nogle gange korporligt og ydmygende?
Det var det, de selv kendte. De må have troet på, at det var nødvendigt at “hærde børn” til en hård verden?

Jeg har sluttet fred med dem for længe siden. Genkender det sårbare i dem, som jeg måske dengang ikke kunne rigtigt kunne se? .. Jeg ved heller ikke, om det havde hjulpet?

Sårbarhed handler om integritet

Det, jeg skriver om her, handler om integritet. Det gør det hele, hvis du spørger mig.
.. Om at kunne passe på sig selv.

Det der “selv” er en spøjs størrelse.
Vi lærer at blive hårde, ved at få sat grænser. Ved først og fremmest at tænke på os selv, som det vigtigste i verden. “Hvis jeg får succes, så kan jeg passe på mig selv!”

Samtidig går det op for de fleste af os, at vi ikke “er nok i os selv”. Vi bevæges emotionelt af alt omkring os. Også når vi forøger at “holde det ude fra os selv”.

Det kan være en forelskelse. Et venskab der hører op. Mennesker vi føler os nære med, som dør? Ulykkelig forelskelse, og ikke mindst på den ene side angst, skam og forstillelse og på den anden tiltrækning, omsorg, og emotioner – vi dagligt inviteres til igennem reaktioner fra mennesker, vi er i kontakt med.

Uanset hvor meget jeg vil forsøge at holde sammen på illusionen om at være et “selv” som en afgrænset ø i en vild verden, så splintres den nærmes konstant!

Tænk bare på jalousi! .. En følelse der bygger på en forventning om at have monopol på at være den vigtigste, som et andet menneske lader komme helt nær på sig?

“Jeg vil have dig for mig selv!”.. “Du er min!” .. og hører til på MIN ø!” Tænkes der i forsøget på at bevare integritet … Det fører til, at den anden må “styres” og bringes i kontrol. Og samtidig ved vi dybt inde, at det ikke er muligt uden at knægte det sårbare. Vi har erfaret det… selv.

Eller tænk på på sorg! … Jeg “forlades” af et menneske eller dyr, som har været meget vigtigt for mig, og for hvordan jeg har haft det. …Og der er intet jeg kan gøre! Det er uafvendeligt!

Det er sårbart at se det

At se det er sårbart! Meget..
Det udvider jo det med “at passe på mig” til også at omfatte “at passe på dig”!?

Du – og hvordan du bevæges og bevæger dig, bevæger mig spontant, når jeg ser og sanser dig.
Det kan blive så sårbart, at det føles svært at være i sin krop.

Jeg ser, at jo mere jeg åbner for “at have dig i mig”… Jo mere umuligt bliver det at opretholde den hårdhed, som samfundet er bygget på?

Sårbarhed, sanselighed, det at lade sig bevæge og bevæge med det levende i al sin vidunderlige mangfoldighed og uforudsigelighed – vil have luft og rum…

Rum skabes ikke af væggene der stilles op. Rum består af “at der intet er i dem” .. Rummets natur er at være “intet”. Og hvor intet er, vil bevægelse være fri…

At bevæges med og af hinsides forbehold – kalder jeg også for “medfølelse”. Det er uendeligt sårbart. Så sårbart at det føles svært at være i sin krop – ind imellem.

Hvis du vil være med i et praksis-fællesskab bl.a omkring integritet – så er vores systemiske gruppe – Relaesthetics måske noget for dig?

Du kan også undersøge det i vores praksis-fællesskab om cupisofi og elskovskunst – og tantramassag