sanser

Sanser transmitterer bevægelse

Jeg sanser kun bevægelse, og det sker i kraft af min bevægelighed.

På vej op i liften til den ny-præparerede løjpe i hård frost, fygende sne, og kraftig vind, kunne vi høre en hylen igennem træerne, vi passerede. Var det træerne, blæsten eller noget helt andet, som skabte denne lyd?

Hvad gjorde det muligt for os efterfølgende at nyde farten igennem den faste sne ned af bjerget?

Hvordan fungerer sanser generelt?

Alle sanser i mig, dig og alt levende fungerer igennem bevægelse!

Helt enkelt beskrevet er det, de “kan”, både at registrere – og skabe “forskelle”. Dvs. Skelne…

Måden, det sker på, er ved at de “forstyrres”. En forstyrrelse “udefra” eller en forstyrrelse kroppen skaber af sig selv.

Sanserne fungerer på den ene side som kontakten til det, vi normalt vil beskrive som vores “omgivelser”, og på den anden side virker de som forbindelser “internt” i vores system.

Deres funktion er med andre ord: At “transmittere bevægelse”.

Vores sanser transmitterer bevægelse

Bevægelse bliver til lyd i mit øre

Når jeg f.eks. “hører en lyd”, så skabes denne lyd i mit øre. Øret registrerer bevægelse i luft. En bevægelse jeg “oversætter” til at være “lyd”. Bevægelsen i øret skaber øjeblikkeligt en kaskade af bevægelse i hele min krop.

Tolker jeg f.eks. denne bevægelse (lyd) som en dyb knurren, vil jeg have lært at gøre mig klar til kamp eller flugt – eller måske at ligge fuldstændigt stille?

At det kan være en meget god ide – altså at ligge stille – hænger sammen med, at det knurrende rovdyr også reagerer på bevægelse. Sine sanser fungerer principielt på samme måde som mine.

Læring opstår ved at sanse og bevæge

Følgen af dette vil være, at al læring sker ved at sanse i mødet med sine omgivelser og igennem bevægelse! Jo mere nuanceret jeg kan bevæge og bevæges, jo mere opfatter jeg både i mig og i kontakten til dem.

Hvis, jeg ønsker at reducere kontakten udadtil, skal jeg blot ligge helt passivt og så ubevægelig som muligt. En bevægelighed der f.eks. reduceres ved enten at “spænde i min krop” eller alternativt blive helt “slap”.

Størst bevægelighed opstår i det, jeg beskriver som “afspændt opmærksomhed”. Den indtræder, hvor kroppen ikke låses ved at fokusere på “noget bestemt”, men åbner sig mest muligt for at bevæge og lade sig spontant og impulsivt bevæge med det, som mødes.

Jeg kalder det for: “Gensidig afstemt interaktion”.

At sanse kan læres

At sanse fungerer således som en kompetence eller færdighed, der kan læres eller udvikles.

Det sker ved at øge bevægeligheden i krop og sind. “Øge” forstået som bevidst at skelne finere og finere nuancer. De er der allerede. Det er blot et spørgsmål om – metaforisk set: “At få øje på dem.”

Disse “nuancer” skabes alle sammen “derinde” – altså i mig. Jeg sanser alt det “derude” – derinde. Det er simpelthen det, min evne til at sanse “kan”.

Det fordomsfrie møde

Den bedste måde, det sker på, er i den tætte fordomsfrie bevægelse med andre levende væsener.

“Fordomsfri” forstået på den måde, at vi ikke sætter en “dom” imellem. Møder vi hinanden i et “ah, det kender jeg godt!” …. Eller trækker vi en moralsk målestok frem, som vi vil vurdere hinanden efter, gør vi det meget vanskeligt bevidst at sanse og lade os bevæge med det, som rent faktisk sker. I stedet gentager vi blot et bevægelsesmønster dvs. forstærker en vane, som vi føler os trygge i.

Sanser udvikles så de passer til omgivelserne

Ganske fantastisk er det at iagttage, hvordan vores sanser bliver udviklet fuldstændigt symbiotisk med de omgivelser, vi lever i. Dette både i et umiddelbart og evolutionært perspektiv.

Hvis, jeg lever i vand, er det andre måder at sanse og skabe bevægelse på, der bliver vigtige, end hvis jeg lever i luften.

Denne udvikling følger det samme princip: “At opfatte bevægelse igennem bevægelse” …

Alle møder i livet

Dette kan overføres på alle møder i livet!

Hvis vi vil møde et menneske i sanselighed, så betyder det, at invitere det til at bevæge sig med os. Alt andet vil “stille noget imellem”…

Kreativ og kunstnerisk aktivitet

Sådan fungerer vel også al kunstnerisk aktivitet?

Når jeg f.eks. Skriver mine tanker ned, så skaber jeg en “rekursiv bevægelse”:

Jeg bevæger mine fingre på baggrund af den bevægelse, der finder sted i mit intellekt.

Jeg forstyrres af at læse det, jeg skriver.

Den forstyrrelse –  jeg altså selv skaber, leder til, at jeg f.eks. retter i det skrevne eller bevæges til at nuancere det, som først blev skrevet.

Jeg bevæges så at sige “af mig selv” – og alt dette beror i sidste ende på at lade sig forstyrre af “omgivelserne” – herunder af hinanden.

En komponist, en skulptør, en maler – ja enhver kunstner… vil kunne genkende dette? Jeg genfinder det når noget skal læres eller erkendes.

For nogen vil det måske være lettere at forstå, hvad der gør bevægelse og bevægelighed så vigtigt for os på Mahamudrainstitut?

For dig, som har læst Vigyan Bhairav Tantra vil det være fuldstændigt indlysende.

 

 

Måske vil denne workshop interessere dig? Kroppens bevægelse

Cupisofi og elskovskunst