se

SE hvad du har her!

Se hvordan et menneske bevæges! Se alt det, som stilles i vejen for ikke at ville se! Et lille barn, der bevæger sig for meget, kaldes for “vanskeligt”. Et barn som kan sidde “afgrænset på sin plads” kaldes for “ordentligt, velopdragent og trygt”.

Kan et menneske” behandles uden at blive behandlet for- eller med- noget?

Hvis jeg nu vil behandle et menneske, hvad er det så, jeg “behandler”?…
Hvad er dette “menneske”, der kan behandles SOM “et menneske”?

Lad mig gøre det enklere:
Hvis jeg vil behandle Pia? Hvad eller hvem er Pia så, der altså kan behandles?

Hvis jeg vil behandle en brækket arm, eller en hovedpine, måske “ondt i ryggen”… så er det mere simpelt ikke?

Det er “noget”, jeg kan behandle FOR… En “form”, noget vi er enige om, hvad er, eller kan være…
Fedtet hår, uren hud, dårlige tænder, tandsten, nedgroede negle..osv. Det er derfor, en behandler vil stille en “diagnose” forud for behandlingen. Det samme gælder for en “terapeut”…

“Hvad skal vi tale om? Er der noget jeg kan hjælpe dig med?”

De færreste går til en Terapeut for at “hygge” sig. Der skal være en anledning, et formål eller endda et mål. Noget at FÅ ud af det. En ydelse skal leveres.

Det sørger for afstand og distance.

Jeg vil ikke høre om Tandlægens kærlighedsliv

Vi mødes i at være afgrænsede, og der sættes grænser. Du får ikke det hele, jeg giver heller ikke det hele. Vi mødes i “noget for noget”. En behandling for et problem eller et behov. Det må vel være rimeligt på en balanceret skala?

På den måde fungerer det helt fantastisk: Jeg behøver ikke at høre om Tandlægens kærlighedsliv, imens jeg får ordnet tænder. Jeg vil hellere være fri. Hendes ydelse er blot et middel til, at jeg kan få noget fikset og komme videre. Hun er også et sådan middel.

“Hvem bruger du som din tandlæge?” – spørger vi gerne hinanden om.

Hun er også glad for den ordning. Hvem kan overskue at relatere så tæt med mange mennesker, som det ellers ville indebære?

Hvem er det næste nummer i køen”? spørger hun sin klinikassistent.

Der er styr på det. Endda med “Black Friday (eller Green-)” tilbud…

Vil en Buddha behandle nogen?

Ville en Buddha behandle- eller igennem terapi lede mennesker til indsigt?

Nej! … En Buddhas simple budskab kan rummes i et ord: SE!

..og ikke: “Bedøm det, som du har lært at bedømme, det!”.

“Se hvordan du bedømmer, når du gør det!” – lyder det.

Når en Tantra fylder mere end det ene ord: SE!, så hænger det sammen med at den henviser til en MÅDE at opdage alt det, jeg gør for IKKE at ville eller turde SE”.

Den er en sang til alle Maske-ballerinaerne om at smide både masken og uniformen. “Uni “af “den ene” og “form”: Den ene form …. Og bare danse uden den. Ja endda ikke længere bekymre sig om, hvorvidt det er “ballet”.

“Dans, syng, leg og elsk” – som Saraha ville juble. Tro mig! Det skabte stor forargelse, da han levede.

Jeg kan lide at samtale og se

Jeg kan lide at samtale med mennesker og dyr – ja alt levende.

Det involverer hele min krop og alt i mit sind. Det kan indebære, at vi anvender ord, når vi kommunikerer. Det meste sker uden ord. Vi bevæger os sammen. Jeg sanser “den anden” i mig. At se hinanden, og se, at vi ses, af hinanden – kaldes for at “an-erkende”

Den eneste måde, jeg overhovedet kan erkende, at der er en anden, som møder mig, er ved at jeg sanser.
Sanser igennem det, der sanses i mig, som mig. Et “mig” der opstår lige netop dette helt unikke møde, som aldrig har været der før, eller vil komme igen.

Som jeg kan SE og vil SE og sanse mig i mødet, vil jeg fornemme (se) “den anden”, i mig.
“Lukker jeg af” f.eks. ved at spænde i min krop, eller i intellektet ved at fastholde bestemte “grænser”, forbehold eller særlige betydninger, så bliver det sådan, at “den anden” fremtræder for mig.

Vil jeg “afgrænse”, må jeg skabe mig og den anden, som adskilte fra hinanden.

At se det ved at meditere

Dette er centralt i en Tantra. Vi kan få se det ved at meditere – afhængigt af hvordan vi mediterer. Det handler ikke om at blive “tanketomme” – eller at opnå en særlig “sindstilstand eller bliss”.

Jeg vil beskrive det som “bevidst opmærksomt at erkende (se) sindets og kroppen natur”: Hvordan jeg skaber betydning, hvordan jeg åbner og lukker, og hvornår det sker. Hvordan jeg afgrænser, sætter grænser og isolerer mig som en “noget” eller en “nogen” – til en afgrænset enhed, der er sat i en verden, der drejer sig om “den”.

At se det, betyder at erkende disse grænsers illusoriske karakter.

Jeg kan ikke holde noget som helst “ude”. Hvad jeg kan, er udelukkende at lukke bevidstheden for det meste af det. Det sker ved at blive ubevægelig. Så stiv at jeg ikke bevæges impulsivt og spontant, men “ordenligt” forbliver ensom bag masken og følger gængs moral.

Hvor der bevæges og jeg bevæges er det muligt at se.

I disse samtaler med krop og sind er der ingen dagsorden, intet at behandle, ingen steder at komme hen, intet udbytte af hinanden, ingen ydelser der skal leveres, gives eller modtages.

Vi bevæges af og med hinanden. Begge vil vi være andre, når vi skilles. Og skilles gør vi i virkeligheden ikke, også det vil være illusion.

Det er vores natur: At bevæge og bevæges.
Hvor der bevæges sanses der.
Hvor der sanses iagttages der.
Iagttagelse er forandring.

Som der sanses, kan der iagttages.

Kom til foredrag tirsdag den 30/11 og undersøg hvordan et menneske bevæges?