Tantra og intellektet

Tantra og intellektet

Tantra og intellektet

Med jævne mellemrum hører jeg sætningen:  “Nåe det er jo bare et spørgsmål om ord” , som et svar på min optagethed af at iagttage, hvad ord kan gøre ved mig, hvis jeg gør dem “sande”.

Lad mig begynde med et eksempel. På facebook læste jeg følgende citat:

“Succes handler ikke om, hvad du opnår i livet, men det, som du inspirerer andre til at gøre!”

Hvis jeg ser nøje på den sætning, og først fjerner det, som “succes” ikke er, nemlig “at opnå noget her i livet”, så står der tilbage: at “succes er det, som du får andre inspireret til at gøre”.
Betyder det, at den, der følger udsagnet dvs. gør det sandt, så skal være optaget af at inspirere andre (her i livet)? …Og vil det ikke kunne ses som noget, der kan opnås? Og var det jo ikke netop det, som succes ikke handlede om!

Sætningen bliver med andre ord meningsløs og fuldstændigt forførende i min beskrivelse.

Brugen af ord er så langt fra ligegyldige. Hvert eneste ord, som jeg læser og prøver at “forstå” vil invitere mig ind i en adfærd. Ord bevæger og mennesker bevæges igennem tanker, billeder og metaforer. Selv valget af sprog – om du vil forklare noget med brug af matematik, kemi, fysikkens love eller blot med brug af den danske grammatik som her, – ændrer måden beskrivelsen virker på.

En test

Det er meget let at teste.

Prøv at sige til et menneske af modsat køn: “Hej hvor ser du sød ud! Skal vi ikke elske?” Og iagttag hvad det gør ved både dig selv, vedkommende og det der sker imellem jer.

Gentag så forsøget en anden gang og sig: “Hej! … Jeg ser at der er 95% sandsynlighed for, at vi to passer seksuelt og dermed også genetisk sammen. Det vil nærmest være en forbrydelse imod menneskeheden, hvis ikke vi parrer os med hinanden”. Og iagttag så igen.

Det ER bla. et spørgsmål om ord, at kunne beskrive og give invitationer, som skaber handling.

Tantra og intellektet

Fungerer “Tantra” som en intellektuel øvelse?
Til det må jeg svare JA. “En tantra” udtrykker en invitation: En tekst. For at handle på den, har jeg brug for intellektet.

Hvor mennesker lever identificeret med intellektet, vil invitationen vel også skulle gå den vej?

Samtidig kan jeg med mit intellekt beskrive, at ingen invitation kan være det, som den inviterer til. En festinvitation ER ikke festen, der inviteres til.

At forstå festen

Vil jeg forstå festen, er jeg nødt til at feste. Der hjælper det ikke at læse nok så mange invitationer. DE kan nærmere stå i vejen for, at jeg kan være fuldt og helt til stede, hvis jeg vel at mærke tænker over dem, imens jeg fester.

Invitationen er altså ikke “sand”. Den beskriver blot og inviterer til bevægelse.

Lader jeg mig ubevidst invitere, altså uden at iagttage hvad det er for et sprog, hvilke metaforer der benyttes, symboler og antagelser som gøres “sande”, bliver jeg til en “søvngænger”, der drømmende karter rundt i de mange tilbud, som jeg overdænges med.

Det kan måske fungere som en “tantra” i sig selv?

Lyt til hvad der siges! Læs hvad der skrives!

Invitationer uden ord

Og naturligvis kan invitationer foregå uden ord: Hvis jeg nu kysser dig. Prøv så at iagttage om ikke du af dig selv skaber ordene i dig selv? “Hvad mon det nu skal betyde, at han kysser? Vil han noget fra mig”?

Måske fungerer de aller bedste invitationer ved blot at være sammen? Der hvor ingen “venter” på en invitation, og der blot åbnes i hengivelse hinsides forventning?
Som en blomst, der åbner sine kronblade og lader duften spredes. Uden “intention” om noget som helst, men fordi den gør, som den gør, i overensstemmelse med sin natur.

Jeg inviterer til at lade være med at tro på noget som helst og begynde at SE… også på alle ordene, der er ligeså “virkelige” SOM ord, som blomsten er virkelig uden på nogen måde at komme i nærheden af at være sin beskrivelse.