Meditation

Meditation

Meditation – noget at lære?

Hvis jeg nu (igen) beskriver “en tantra” som en invitation, giver det så mening at tage imod en invitation “i små skridt”?

Det gør det for intellektet, som hele tiden vil “lære noget”, og god læring kan glimerende beskrives som en “proces”, hvor det gør godt at tage tingene i små skridt.

Alt, hvad der i livet gøres for at opnå noget, sker igennem min forstand og intellekt. Dette “noget”, som gøres til genstand for en søgen, skabes som en tanke, et billede eller og en forestilling af intellektet.

Når jeg peger på meditation, peges der på det, som allerede er der. Ordet “meditation” udtrykker ikke noget, som skal ydes, men noget der skal erkendes: Din sande natur. Al tings natur:

Dit egentlige væsen, som har intet med din gøren og laden at gøre.

Puste støv op

Meditation kan jeg også beskrive med ordet “klarhed”. Intellektet “puster hele tiden støv op”, som gør det umuligt at se og sanse uden øjeblikkeligt at give betydninger og mening.

Mit intellekt kan intet sanse, intet mærke, intet se, intet lugte, intet høre.

Jeg kan sidde stille og afspændt, uden at være “slap” og iagttage hver eneste bevægelse i mig. Med “at iagttage” mener jeg ikke “at analysere”. Jeg mærker dem ganske enkelt.
Der bliver det muligt at se om disse bevægelser skabes af mit intellekt dvs. af en tanke, eller opstår som en del af det at sanse? Lettest er det måske at få øje på, hvordan intellektet gerne stiller sig i vejen for disse bevægelser.

Det umiddelbare

Jeg erkender, at jeg sanser og handler umiddelbart, hvis jeg bare lader det ske.

Intellektet kan bremse denne handlen, og det er intellektets funktion at gøre dette. Det er temmeligt praktisk i nogle situationer, og i det øjeblik den måde, som intellektet bremser på, sker automatisk og ubevidst, så forsvinder kontakten til det umiddelbare og dermed også forbindelsen til eller bevidstheden om den direkte sansen.

Intellektet forholder sig ikke til det, som sker, men til betydningen af det, der sker. Og denne betydning konstrueres af intellektet selv.

Det grumsede vand i bækken

Der findes en vidunderlig metafor for alt dette: Forestil dig, at du sidder foran en langsomt flydende bæk! Du er lige vadet igennem den, for at komme over på den anden side, og opdager, at du er tørstig. I vandet er slam og grums hvirvlet op.
Hvad gør du? Forsøger du på alle mulige måder at gøre vandet klart igen, eller sætter du dig stille hen og venter til slammet helt af sig selv har lagt sig?
Når du har ventet en tid uden at forstyrre bækken, imens du venter, indstiller klarheden sig af sig selv. Det sker ovenikøbet, imens den bevæger sig.

Dette kunne jeg også beskrive som: “at handle uden at handle”, eller som “meditation”.