tilknytning

Tilknytning forbundethed og sorg

Tilknytning, forbundethed og sorg. Hvordan hænger de sammen? Ideen om tilknytning er meget væsentlig i såvel buddhistisk tankegods som i tantra.

Nogle ville med det udgangspunkt måske gå så vidt som at sige, at al psykologisk lidelse opstår på baggrund af tilknytning?

Samtidig tales der om “forbundethed”: At det, som er, ER forbundethed. Medfølelse vil i den indsigt pege på bevidstheden om at blive bevæget af- eller “med” det, som er.

Fysikere ville hævde, at ikke en eneste elektron kan skifte plads, uden at alle elektroner i hele universet gør det samtidigt. Denne universelle bevægelse udtrykker universets sammenhæng og eksistens.

Forskellen imellem forbundethed og tilknytning?

Hvad er så forskellen imellem “tilknytning” – altså det, som kunne være grundlaget for lidelse, og “forbundethed”?

Det er i “spirituelle kredse” meget populært at bruge vendingen “du skal (bare) slippe det!” .. hvis nogen udtrykker sorg, dårligt humør, eller andre ubehagelige følelser. Nogle gange formuleres det som: “Det er bare en historie”… i betydningen: “det er ikke virkeligt”.

I forbindelse med at jeg i denne tid sørger, har det midt i sorgen givet mig lejlighed til at iagttage, hvad det er, der sker.

Kan eller skal sorg f.eks. bare “slippes”?

Forbundethed

Lad mig begynde med at undersøge “forbundethed”. Hvad betyder det?

Ser jeg på min arm, vil nogen kunne hævde, at den er “forbundet” med min hånd og skulder. Det vil de færreste vel stille spørgsmål til?

Den opfattelse opstår dog udelukkende i kraft af, at vi har “delt” kroppen op i “enheder”: Hånd, underarm, overarm, skulder, bryst, ryg, hoved etc. … som består jeg af “ting” eller “dele”, der er forbundet?

Det vil være meget svært for mig at undvære nogen af delene, og ikke mindst voldsomt smerteligt, hvis nogen ville skære dem af mig. Ultimativt ville det føre til min død?

Jeg er med andre ord “hel”. Det er det, som er. At opdele mig i enheder, der er forbundne, fungerer som en ren intellektuel øvelse: En ide. En beskrivelse.

Denne hele krop, kan overhovedet ikke leve, uden luft, vand, mad, tyngdekraft osv. Jeg er med andre ord ligeså forbundet med mine omgivelser, som min arm er det med min hånd. “Vi er et”.

I systemisk tankegang, der til forveksling ligner den måde at se livet og det levende på, som findes i tantra – vil jeg “være” den kontekst, jeg er i.

Min “eksistens” udtrykker bevægelse i sammenhæng. Møder jeg “dig” vil “jeg” være “en anden”, end hvis jeg ikke møder dig. Dvs. jeg bevæges helt unikt i forskellige “møder” eller skiftende kontekst.

Forbundethed ER det, som er – forstået som at alt bevæges og bevæger sig simultant “sammen”.

Tilknytning

Hvad så med tilknytning?

Er min hånd tilknyttet min arm? Har jeg “en tilknytning” til min krop? … De spørgsmål lyder temmelig absurde. Der er altså en væsens-forskellighed imellem “tilknytning” og “forbundethed”?

Tilknytning vil jeg beskrive som det, vi gør, for IKKE at se forbundethed. Hvis jeg ikke vil se det, som ER, hvad vil så være bedre end at falde i søvn og drømme om det, som burde være?

Når jeg drømmer opdager end ikke min krop, at det er en drøm, før end den vågner. Vi kan tale i søvne, blive seksuelt ophidsede, vrede, angste..og kroppen er med.

Et er at gå i seng for at sove og drømme. Noget andet er at drømme sig igennem livet, imens vi bevæger os rundt imellem mennesker og vores øvrige omgivelser. Det dagdrømmeri, som finder sted i den forbindelse, opstår ved at lave planer, mål, og se verden igennem faste forestillinger og ideer.

I stedet for at anerkende det, der rent konkret sker, foretrækker de fleste (ubevidst) at være optaget af det, som burde ske, eller som måske kommer til at ske? Vi stræber og higer efter at opnå og indfri vores drømme. Har simpelthen lært at uden dem, bliver ingen til “noget”.

Drømmen om at VÆRE “nogen, som ER noget”, er måske den mest tillokkende drøm af dem alle?

Hvis, jeg skal udtrykke ovenstående meget kort, lyder det sådan:

Forbundethed er det, som er. “Tilknytning” betyder at undgå at se den, ved at erstatte kontakten til det, som er, med et ideal om det, som burde være.

Da idealer – idet de er beskrivelser – ikke KAN være det, de beskriver – vil det selvsagt føre til lidelse at forveksle det, der reelt sker og er, med IDEEN om det, der sker og er….Jeg vil konsekvent “støde mig på realiteterne” – og i stedet for at vågne op, erstatte den bristede drøm med en ny.

Hold bare op med at drømme!?

Betyder alt dette så at jeg blot skal holde op med at drømme? Handler sorg f.eks. om at leve videre i en drøm?

At, jeg drømmer, sker temmelig reelt. At, jeg kontinuerligt skaber ideer, visioner og forestillinger, er også en meget vigtig bevægelse i mig. Det er vel nok livsnødvendigt.

Det er ikke “drømmeriet”, tankerne og forestillingerne, der er lidelsesfyldte. De fremkommer på samme måde som, at jeg trækker vejret eller bliver søvnig.

Lidelsen opstår, hvor jeg er ubevidst om, at jeg ser livet igennem drømmene, og derved bogstaveligt træder i de hundelorte, der ligger på vejen, og som ikke optræder i den drøm, jeg navigerer efter.

Det er særdeles ubehageligt og kommer overraskende hver gang.

Min elskede Max

Min elskede Max døde i fredags. Han var omkring mig nærmest døgnet rundt, og forbundetheden var så tydelig for os begge igennem meget hyppig emotionel og sanselig kontakt. Han og jeg var hinandens bevidste kontekst.

Da han døde, forsvandt den. Det er som at miste en arm.

Hvad sker der så?

På samme måde som hjernen vil forsøge at fortælle sig selv, at der stadig ER en arm, selvom den altså ikke er der reelt længere -og dermed skaber “fantomsmerter,”- på samme måde vil intellektet forsøge at erstatte fraværet af Max, ved at skabe erindringer, forestillinger, minder og tanker om ham.

Hver eneste gang genskabes den sansede emotion i mig af-sig-selv, og erkendelsen af at den ikke er reel, bliver meget smertelig.

Det kalder jeg for “sorg”.

Det eneste, jeg kan gøre, er at iagttage, at alt dette ganske reelt sker! Det ER simpelthen det, der er og bevæges lige nu.

Det er et udtryk af forbundethed – og sindets forsøg på at opretholde den kontekst, der nu er væsentligt forandret, som den var.

Det er det, som det levende gør: At opretholde sig selv af-sig-selv, for sig selv.

Det er lige så nyttigt for mig, som min smertesans. Mistede jeg den, ville jeg dø af ikke at kunne mærke de sår, jeg pådrager mig ved at gribe om den brænd-varme gryde, eller når jeg skærer mine fingre af, imens jeg snitter grøntsager.

Jeg kan iagttage det, der sker

At jeg skaber følelser, drømme og forestillinger udtrykker altså ikke “tilknytning” men forbundethed. Det er det, som sker.

Jeg kan iagttage det – bevidne det.

Tilknytningen ville være forsøget på at undertrykke det, f.eks. ved at bilde mig ind, at “det hele blot er et udtryk for at være bundet til Max … og det skal jeg “bare” slippe!”.

Vrøvl! …

Jeg er forbundet med MAX og alt andet i dette univers… Jeg er det!

Jeg kan se det!  -Vel at mærke når jeg ikke vil bedøve mig med alverdens spirituelle idealer, om at noget skal være anderledes, end det er lige netop i dette øjeblik.

Til mig hører både hoved og krop

Åh jeg er for meget i mit hoved – jeg vil gerne være mere nede i kroppen”

DET udtryk har jeg hørt og læst tusinde gange – mindst.

Mit svar lyder:

Jeg ER både hoved og krop. Uden det ene ikke det andet.

Tantra handler ikke om “at komme ned i kroppen”, om at slippe noget som helst, men om iagttagelse.  Opmærksomt at betragte det, som sker “derinde” og “derude” (same same) … At anerkende det, hvilket ikke betyder at “acceptere det”.

I accepten ligger moralen og bedømmelsen gemt. Det er en dommer, som vil acceptere, om noget er “godt nok”.

De berømte hundelorte på vejen, ligger der altså, om jeg accepterer det eller ej!

Ser jeg dem, er det meget enkelt at træde udenom. Går jeg drømmende – i tilknytning – ser jeg dem ikke, og vil uvilkårligt ind imellem træde godt og grundigt i dem.

Der opstår kontakten til frihed:
Hvor jeg ser, handler jeg i kontakt til det, som er: Umiddelbart, spontant, impulsivt uden valg og overvejelse – erkendt forbundet!