angsten for at møde

Angsten for at møde en hund og tantra

Lad mig kort beskrive, hvad en Tantra inviterer til med eksemplet: Angsten for at møde en hund

Hvordan opstår angsten for at møde en hund?

Hvis jeg møder en hund, kan du så følge mig i, at det jeg oplever i mødet, alt sammen foregår i mig?

Bare det, at jeg kalder den for en hund, kommer fra at jeg gentagne gange som barn har lært at “det der er en hund”.

Navnet er blevet knyttet til en lang række sanseindtryk i mig. Måder jeg har sanset mig, min krop, med et væld af emotioner og sanseindtryk på, er blevet sammensat i et eneste ord: “Hund”.
Et ord ja… Som vel intet andet er end en bestemt lyd i mit øre?

Hvis jeg var opdraget i England, ville denne lyd i stedet være: “a dog”.

Over årene har mine møder med alle disse sanseindtryk jeg genkender i mig, som “der er en hund” – været præget af mange forskellige situationer. En gang løb en hund efter mig og bed mig i rumpen. Andre gange var de søde kærlige og sjove…

På den måde har vi alle vidt forskellige oplevelser med det, vi hver især forstår og sanser som “en hund”. Dvs. det vi hver især forstår som “MIG” i mødet med det, der kaldes for en “hund”.

Det eneste sted, jeg overhovedet KAN opfatte denne “hund” på er ganske enkelt SOM mig. Mig i situationer og sammenhænge der knyttes sammen med disse komplekse reaktioner i mig, som er knyttet på begrebet, følelsen, emotionen, erindringen, kompetencen “hund”.

Min opfattelse af en hund findes ganske enkelt ikke uden både “mig” og måden, jeg opfatter på!

Angsten for at møde hunden, er angst for at møde MIG i mødet. Angst for ikke at kunne passe på MIG.

Måden, jeg opfatter på, er MIG

Således er måden, jeg opfatter verden på, MIG. Der findes ikke et sådan “Mig” uden “en opfattelse af verden”. De tre er “det samme”.

Dette er, hvad en af de ældste Tantras inviterer til at se. “Vigyan Bhairava Tantra” – Kaldes den. med al sandsynlighed 5000 år gammel, og stadig grundlag for utallige andre tantras.
Til Tantras fra Nagarjunas f.eks. “Mula-madhuamaka-karika” – “Læren af midten”.. Ligesom den lyser igennem ZhuangZi “Spontanitetens bog” .. Der også kaldes for “Fortællinger fra Morgenlandet”.

Alle tre nævnte findes som vigtige tekster i Zen..

Jeg kan vel kun opfatte verden, som den sanses og forstås i mig? Denne “opfattelse af verden” er det, som er mig.

Ser jeg mig som afgrænset, vil min verden være afgrænset.
Ser jeg verden som angstfyldt, vil angst være det, jeg er.

Hader jeg et menneske, er hadet i mig, som det jeg er.
Bliver jeg vred på nogen, er den, som rammes af “min vrede”: Mig.
Ser jeg mig i kærlighed, vil verden ses som kærlig.

Bevæger jeg mig venligt, forekommer verden venlig. Er venligheden påtaget, vil verden forekomme påtaget og med forbehold.

Møder jeg mig i bedømmelse, vil jeg bedømme verden og alt og alle i den.
At bedømme mig i mødet med dig, vil være at bedømme dig i mødet med mig.

Åbner jeg, åbnes verden for mig
Lukker jeg, lukkes verden for mig

Jeg er med andre ord både min egen himmel eller mit helvede.

Ikke på nogen måde sådan, at det er “min skyld”… Hvordan denne “verden” er.
Læs det sådan: At det nok “er måden, det fungerer på”?

Som naturen af “Realitet”?

Tillægger du andre skyld, vil skyld være det, du måler dig selv med. “De andre” – “den anden” er i dig. Det er det eneste sted, han/hun kan være!

Som, jeg bevæger mig, er det hele

Ovenstående kan udtrykkes i en sætning: “Som, jeg bevæger mig, er verden, jeg, og min opfattelse af det hele”.

Det er vildt ikke!

Og det efterlader enhver af os i ansvar. (Som heller ikke er skyld!)
At bevæge sig ansvarligt, betyder at undersøge muligheder! At møde bevidst, opmærksomt og aktivt og iagttagende i stadig undren..

“Uden at vide…!”

Det inviterer til at iagttage at alt, hvad der opfattes som mig, dig, det derinde og det derude, uløseligt er det samme, som måden jeg bevæger mig på. I sind, krop, sanser, følelser, tro, forestillinger, illusioner ..og hvad jeg nu ellers kan benævne…

Bevæges jeg anderledes, iagttages anderledes.
Bremser jeg bevægelse ditto..

Enhver måtte egentlig kunne få øje på, hvilken ladeport der åbnes for frihed, lyst, kærlighed og anerkendelse af det, som er … igennem den invitation?

Og samtidig måske også se, at der ikke er andre end os selv hver især, som kan gå ind ad den?

Hvis, der allerede inden vi tager det første skridt, er en IDE om, hvad vi gerne vil finde derinde, så er den allerede lukket i, inden vi er over tærsklen. Den ide vil igen blive til vores egen begrænsning, som vi selv stiller os i vejen.

Forunderligt ikke?

Vi optager løbende nysgerrige, ansvarlige, voksne mennesker i praksisfællesskabet på Mahamudrainstitut.