at sætte grænser

at sætte grænser og kærlighed

At sætte grænser i Tantra? For den, der får øje på “Tantra” – om det præsenteres første gang som “tantra massage”, “tantra behandlinger” eller igennem de mange vidt forskellige kurser og tilbud der i dag får “tantra” hæftet på sig som etiket – bliver det hurtigt klart at ideen om at sætte grænser spiller en vigtig rolle.

De fleste steder gøres der meget ud af at forsikre om, “at grænser respekteres”. Ikke så sjældent formuleres det som: “Vi lærer dig at finde og holde dine grænser”. “Sunde grænser er vigtige og nødvendige” – kan være en anden variation.

I almindelig tale handler dette nok om, “at mænd og kvinder ikke skal lade sig presse eller forføre til at gøre noget, de ikke har lyst til”?
At det skal være let og enkelt at sige “ja” og “nej” i alle mulige situationer?
“At man skal kunne passe på sig selv” … og ikke mindst: At “andre skal respektere ens grænser” !

De fleste kender og benytter udtrykket: “Det var grænseoverskridende” om noget, som føltes vildt, farligt, uvant eller måske endog meget ubehageligt?

Mennesker med “grænseoverskridende adfærd” undgår vi gerne. Vi tillægger dem både narcissistiske eller sågar psykopatiske karaktertræk.

At grænser og grænsedragning fylder temmelig meget, kan ingen vel være i tvivl om?

Hvad er grænser?

Jeg vil gerne i denne artikel invitere dig til at undersøge, hvad det at sætte grænser er for noget, hvordan det fungerer, og hvilke alternativer der kan være til den mest almindelige opfattelse af dette?

Hvilket forhold har grænser så til tantra og f.eks. seminarer og kurser, hvor vi undersøger lyst, kontakt, bevidsthed og det at relatere og mødes i kontakt til kærlighed?

Noget indenfor og noget udenfor

Når, vi sætter grænser, er det for at markere, at der er noget indenfor og noget udenfor. Grænsers funktion er at adskille.

Fysiske grænser markeres tydeligt med symboler og hegn. Fra gammel tid af, blev færdsel over grænser kontrolleret strengt, og det var forbundet med indtægt i form af told og afgifter at passere dem.

Man skulle have “et legitimt ærinde” for at krydse grænsen. Fremmede blev gerne holdt udenfor. Over grænser blev der “handlet” – købt og solgt.

Den dag i dag er det et kendetegn for alle nationalistiske bevægelser og politiske partier på den yderste højrefløj at ville have stærke grænser. Udadtil som et bolværk mod “de fremmede” indadtil for at kunne sikre lov, orden og frem for alt kontrol.

Jo stærkere grænser, jo sikrere et fængsel.

At sætte grænser udtrykker kontrol

At sætte grænser ER simpelthen et udtryk for kontrol. Det udtrykker spænding. Jo større spænding imellem f.eks. to lande, jo stærkere grænser og forsvar bygger de op.

Af-spænder de derimod kan de endog helt opløse alle fysiske grænser imellem sig.

Fungerer vores personlige grænser så anderledes?

NEJ …. Allegorien til nationale grænser er fuldstændigt passende. Personlige grænser sættes for at adskille, beskytte og kunne forsvare sig.

Respekteres de ikke, reageres der med passende vrede og en tilsvarende følelse af at det er nødvendigt, retfærdigt og sundt at opretholde disse grænser.

Det føles sikkert i en topsikret enecelle

Vil jeg beskrive det sikreste sted at opholde sig bliver det i en topsikret enecelle. Ingen kommer ind, ingen kommer ud. Der er fuldstændig kontrol med al kontakt, der finder sted. At dette sted så også er lystforladt og ensomt er så en anden sag.

Lyst trives i det uventede, overraskende. Alt det som sker af-sig-selv.

Skal jeg så opgive mine grænser?

“Jamen hallo Jesper! mener du virkelig, at jeg skal opgive mine grænser?”

“Jeg mener intet om dine eller nogens grænser. Jeg peger blot på, hvad alternativet kan være for den. som vil opdage en anden måde at bevæge sig på.
Frem for alt peger jeg på, hvad en Tantra mener, når den inviterer til frihed.”

Hvordan afgrænses jeg?

Hvordan afgrænses jeg som menneske?
Hvor går grænsen, hvis den er der?

De fleste ville nok sige, at min hud afgrænser det, som er udenfor fra det, som er indenfor, og at det, som er indenfor, er mig? Det udenfor kaldes for omgivelserne?

Imidlertid vil det være meget let at se: At hvis luften udenfor ikke er der, eller jeg f.eks. afskæres fra at drikke vand, så er det lige så livstruende, som hvis jeg mister min lever, eller mit hjerte holder op med at fungere?

Jeg er forbundet med mine omgivelser

Intet menneske kan leve alene, men er helt forbundet med sine omgivelser.

Når jeg nu kan skelne imellem f.eks en lever og et hjerte – dvs. afgrænse dem fra hinanden, så fungerer det som en intellektuel skelnen. Jeg giver dem forskellige navne, og adskiller dem fra hinanden ved at se dem som dele i stedet for et hele.

Det kan være meget praktisk i mange sammenhænge, og det, som afgrænser dem fra hinanden “består” udelukkende af min skelnen og det navn, jeg giver den.

Jeg skaber en forskel: “Hvad hører med, og hvad hører ikke med”?

Evnen til at skelne

Denne evne til at skelne finder jeg som et kendetegn ved alt levende. Det er sådan alle vores sanser fungerer. Sådan åbner og lukker den enkelte celle sig med det, der er “omkring den”.

Dens adskillelse opretholdes ikke igennem en grænse, men i kraft af bevægelse – af-sig-selv.

I det øjeblik en celle ikke længere er i stand til at bevæge sig, ophører den med at eksistere. Stopper bevægelsen af-sig-selv kalder vi cellen for “død”.

Intet i cellens omgivelser vil respektere dens grænse. Cellen bevæger sig selv af-sig-selv i overensstemmelse med al den bevægelse, der finder sted “omkring” sig. Ja – den er SELV bevægende i forhold til disse “omgivelser” – medskaber så at sige sit eget “miljø”.

Det der sker af-sig-selv kan ikke betinges eller forlanges

Dette, der “sker-af-sig-selv”, kalder jeg også for lyst eller kærlighed. Det kan ikke kræves, defineres, beskrives, forlanges, bestilles, købes, sælges, gives, modtages eller på nogen anden måde betinges. Det opstår “bare” af sig selv.

Præcis som at jeg spontant flytter mit lår, hvis nogen vil stikke en nål i det.

Jeg kan altså ikke ville det. Jeg er det.

…Men det kan bremses

Imidlertid kan jeg bremse det og det endda temmelig voldsomt.

Jeg kan lære et barn eller en hund at sidde stille, imens det stikkes af en nål i låret.
Det kan gøres igennem angst eller belønning.

Et menneske kan endda slå sig selv ihjel – stik imod livets selv-opretholdende – lystimpuls. Det sker igennem kontrol. Vi kalder det for “selvkontrol” – dvs. “kontrol af selvet” og den skabes  af selvet igennem et ydre intellektuelt pres: Norm, moral, form, betingelse, ambition, frygt, angst, belønning, straf og forventning.

Det udgør grænsen – skabt af de såkaldte “værdier” og f.-eks. “det at have sunde grænser” som mor og far og generationer af forfædre har leveret videre i en social og kulturel arv.

Kærlighed sætter fri! Det er meditationens essens

Når det lyder at “Kærlighed bryder alle grænser”, så peger det på, at den bevidste kontakt til det, der ikke kan betinges – sætter fri.

Dette er meditationens essens: At få øje på at der ikke er nogen adskillelse imellem “mig” og “dig” eller alt det “derude”. Det hele spejler og spejles i det, der er “derinde”. Meditation er Tantra´s centrale budskab.

Indsigt opløser grænser

Metaforen om at fjerne støvet fra spejlet handler om at lade grænsen opløses i indsigt.

Tænk på barnet der frygter “trolden under sengen”. I det øjeblik hun tager imod invitationen til at se under sengen er angsten væk.

Hvordan så i praksis?

“Hvad hjælper så al denne snak, hvis jeg stadig oplever at sætte grænser, som jeg ovenikøbet forventer at andre skal kunne SE eller bare fornemme?”

Praktisk handler det om at opdage en anden måde at bevæge sig på i verden. Grænsen, der sættes af intellektet, er ubevægelig. Cellen bevæger sig med sine omgivelser igennem sin egen bevægelse og skelnen.

Jeg ved ikke hvor mange gange, vi på Mahamudrainstitut sammen kan iagttage ,hvor let det er at fryse i ubevægelighed, når der skal findes på en god forklaring eller undskyldning for at flytte sig. Impulsen undertrykkes af et valg.

Jo højere grund-spænding, jeg har i min krop, jo mindre et rum er der for bevægelse. I afspændthed – som ikke betyder at være “slap” – er der både den største bevægelighed og sanselighed.

Når vi igen og igen øver os i at sanse denne afspændthed, og samtidig hjælper hinanden med ikke på nogen måde at skulle begrunde sine bevægelser – hverken henimod – eller væk fra – af en eller anden ide om f.eks. at skulle give feedback, eller forklare noget som helst, så opstår en bevægelseskompetence hinsides forstand.

Jeg forventer så ikke længere at mennesker kender mine grænser. Jeg bevæger mig med det, som er – bevidst og kompetent. At sætte grænser erstattes af bevidst, kompetent bevægelighed.

Det betyder at få kontakt til lyst og kærlighed . Det er magisk, overvældende og nærmest vulkansk i sin natur.

 

Cupisofi og elskovskunst. Mahamudra tantramassage