bedømmer jeg

Bedømmer jeg – gør du?

At jeg bedømmer, deler jeg med alt levende. Katten skal kunne vurdere længden af sit spring, inden hun hopper efter musen. Træet skal kunne vurdere om et insekt udgør en trussel. En due bedømmer om en potentiel mage vil udgøre et godt match.

Overlevelse

Uden denne meget vigtige evne ville chancerne for overlevelse blive meget små.

Jeg møder med jævne mellemrum den opfattelse, at “kærlighed” betyder: “At lade være med at bedømme”.

Den er naturligvis meget praktisk, hvis forkynderne af den vil sikre sig at eventuelle proselytter og kursusdeltagere i en given “spirituel praksis” ikke bedømmer og stiller spørgsmål ved gavnligheden eller nytten af samme?

At den så også fremstår som uendelig farlig og forførerisk må være klart for enhver?

Hvis jeg vil lære noget, så indebærer det en praksis der med usvigelig sikkerhed vil indeholde bedømmelse? Gælder det f.eks. at tale et sprog, må jeg blive i stand til at finde de rigtige ord og sætte dem i en forståelig sammenhæng.

Vil jeg fordybe mig i et håndværk, hører det til mine færdigheder at måle, veje og skønne. Dvs. træne mine sanser til at vurdere helt specifikke egenskaber ved et materiale eller aktivitet.

Et menneske der IKKE bedømmer sig selv, vil få vanskeligt ved at holde sig selv ren eller i det hele taget færdes socialt. Han/hun kan f.eks. begynde med at fjerne alle spejle i sit hus.

Bedømmer kærligheden ikke?

Hvor kommer denne antagelse “at kærligheden ikke dømmer”, fra?

Både Lao Tzu, Gautama Buddha og Jesus pegede på, at hvis jeg vil se det, som er, så er det afgørende, at jeg forstår, at min bedømmelse ikke ER det, jeg bedømmer. At der er en forskel imellem min vurdering, og det som vurderes.

Alle inviterede til at erkende og være bevidst om denne forskel. At se at bedømmelsen betinger min oplevelse og dermed også mine handlinger. De stiller spørgsmålet:

Er det muligt at se og handle i direkte kontakt til det, der sker – dvs at se igennem sin vurdering? Se AT jeg bedømmer og lader mine handlinger farve af den?

Spontanitet

Dette vil lede til et liv i spontanitet. Som at lade sig bevæges og bevæge sig i opmærksom kontakt til det som er og sker såvel “derude” som “derinde”. Vel at mærke ikke som en intellektuel gymnastik og analyse men i det at jeg bevæges “med”, og ser hvor jeg eventuel bremser igennem min bedømmelse?

Den berømte “Spontanitetens bog” der tilskrives Zhuangzi og regnes som et hovedværk i Taoismen, inviterer med stor humor og lethed til at se dette. Den er et opgør med “farisæerne” der henholder sig til sandheder, regler og ganske bestemte praktikker.

Næste gang nogen taler om, “at der er dårlig energi” i et rum, så overvej lige om det udsagn handler om rummet og “energien”, eller simpelthen blot fremstår som et selvåbenbarende udsagn fra en som, ikke kan lide at være der? …. Og sandsynligvis bevæger andre med sin dårlige stemning?

Hvordan bedømmer jeg?

Hvis det nu ER livsnødvendigt at være god til at bedømme – og samtidig være bevidst om det? Så bliver nogle meget spændende spørgsmål: Hvordan jeg bedømmer? Hvad er det, der sker, under min bedømmelse? Hvordan bliver den til, og hvor kommer den fra?

Når jeg læser opslag eller tekster om såkaldt “spirituel praksis” om det kaldes for Tantra eller Yoga, eller noget tredje, så forholder jeg mig absolut bedømmende og vurderende til det.

Nytten?

Et af de allervigtigste kriterier jeg anvender i den sammenhæng, kalder jeg for “nytten”:

Fordyber den pågældende praksis sig i færdigheder og kompetencer, der er direkte anvendelige i mit daglige liv og virke? Eller inviteres jeg ind i en helt bestemt “form”, der gøres “rigtig”?

Jeg er med jævne mellemrum ved at støde mit hoved sammen med mennesker, der har “lært” at omfavne med hovedet til højre – og ikke som de fleste gør det – til venstre. De har været på tantra-kursus og har “lært”: At sådan rammer vores hjerter hinanden sig bedst! .. (Så må vi vel tage eventuelle buler i panden med i købet?)

Jeg oplever også, at nogen møder mig med et stirrende “tantrisk øjenkontakts-blik” – som føles ualmindeligt intimiderende i alle kulturer, jeg kender.
Det har de så også “lært” – på trods af at enhver cafe-date ville være spoleret inden den begynder, med sådan en adfærd!

Jeg møder mænd og kvinder, som er i tvivl om, hvordan de bliver til “rigtige mænd og kvinder” og tager på kurser for at lære det. Sikke en ladeport der åbnes der, for at blive forført af undervisere der gladeligt stiller deres “ekspertise” og “gode råd” til rådighed for andre?

Jeg ser invitationer, hvor par lærer at “massere hinanden” ud fra en betragtning om at en tantramassage er en “behandling”.
Som om det at give hinanden “terapeutiske behandlinger” – tantra eller ej – skulle bedre kommunikation og dialog i samlivets hverdag?

Hvordan virker livet og det levende?

Nej – så hælder jeg mere til sammen at undersøge, hvordan livet virker og hvad vi gør i det? At afprøve og udforske og finde muligheder:

Jesper! … Er det muligt at handle således at antallet af muligheder øges, frem for at reduceres?

Det udtrykker for mig en meget væsentlig forskel, om jeg leder efter noget “rigtigt”, eller vil øge antallet af muligheder for at handle i mange situationer?
Møder som vil være helt enestående og unikke hver gang. Ikke være, som jeg forventer, at de er, endsige som jeg beskriver dem.

Ja… det er op til enhver selv at bedømme og handle… Og hvordan bedømmer jeg? ..Se det er et godt spørgsmål ikke? Nyttigt, det er det hvert fald, hvis du spørger mig .

Cupisofi og elskovskunst

Kom til påskecamp på abildgaard