Disciplin og Tantra hænger uløseligt sammen
Tantra og disciplin hænger uløseligt sammen. Det sker at nogen, som møder Mahamudrainstitut 1. gang støder sig på det.
Mange mennesker – måske især i vesten – møder ideen om “disciplin” med skepsis. Som noget der begrænser.
Disciplin – lærende praksis og gentagelse
I vesten kommer “disciplin” af det latinske “discipline” som referer til undervisning, læring og træning. Dvs. at skabe en kontekst og meget klar måde at kommunikere på, som understøtter og overhovedet gør det muligt at lære og tilegne sig en praksis. Det gælder både hvis denne læring finder sted i en gruppe, eller opstår imellem en lærer og en elev.
I Asiatisk kontekst – herunder også i de klassiske tantras – udvides begrebet til også at omfatte en egen dedikation til at lære igennem gentagelse.
I Tantrisk buddhistisk tradition opfattes disciplin ikke som en begrænsning, men som en praksis der inviterer til frihed. En måde at erkende vanens magt og automatiske reaktioner på. F.eks. De vaner, som gerne inviterer i lidelse.
Alene det at vedligeholde en praksis med meditation kalder på disciplin og regelmæssighed. Til gengæld opstår igennem gentagen, vedholdende, afspændt, og opmærksom iagttagelse både nærvær, tilstedeværelse og indsigt.
Disciplin ved drejeskiven
Når jeg ælter ler, sætter mig ved drejeskiven, og drejer det i form med bevægelser, der nærmest gentages til uendelighed, så udtrykker det både disciplin og læring igennem gentagelse.
Umiddelbart ser bevægelserne ens ud. Og intet ER ens. Hver eneste gang opstår små variationer, som netop kommer til at fremtræde klart igennem disciplinen. Disciplinen kultiverer en opmærksom tilstedeværelse på det der gøres, imens det gøres.
Jeg vil formulere det sådan, at den “som drejer” ikke længere har “egen eksistens” adskilt fra “at der drejes” og “det, som drejes”.
På sejlbåden – for at passe på alle
I mange år sejlede jeg kapsejlads på sejlbåde i mange størrelser. Der er kaptajnens ord ganske enkelt lov. Ingen diskuterer eller spørger “hvorfor det?” .. eller “må jeg lige få en begrundelse for det?”, “ja ok jeg gør det når jeg har tid”, “vent lige, min arm sover!” ..Når stormen raser, sejl skal bjerges, eller der bare skal vendes på en halse. Vi fungerer som en organisme, hvor ingen kan følge sin egen dagsorden eller på nogen måde kan gøre som han eller hun “selv vil”.
Disciplinen handler her om at passe på os alle.
Når disciplin synliggør illusionen om det individuelle selv
Disciplin kender jeg også fra Dojo`en, hvor der trænes kampkunst. Også her tjener den til at opretholde et trygt rum hvor ego og sociale masker lægges til side til fordel for gensidig respekt og fællesskab omkring vores praksis.
Når Uke og Nage møder hinanden i disciplineret respekt, så opløses ideen om det individuelle “selv” til kontinuerlig flydende bevægelse…
Ingen er der for at fremme sin egen dagsorden, eller for konstant at fremhæve egen vigtighed, dygtighed eller dominans. Vi mødes for at undersøge, lære. Fremfor alt for at lytte og støtte hinanden i dette fælles “større”. Hvor “Selv” støjer og larmer, bliver det umuligt at lytte til det som er.
Disciplin gør det let at bevæge sig sammen
Jeg ser en sådan disciplin som et sprog, der gør det let at bevæge sig med hinanden. Som en nødvendighed, hvis vi skal bevæge os med hinanden i tillid. Sprog anvender vi, når vi kommunikerer. At kommunikere betyder “at gøre noget fælles”.
Når et orkester skal spille sammen, må nogen slå takt tempo og rytmen an. Det kræver disciplin at følge denne takt. De må give afkald på illusionen om adskillelse og spille som ET.
Det ydre rum og det indre rum
På Mahamudrainstitut har Karin og jeg fordelt dirigentens roller, sådan at Karin slår takten for på alt, hvad der foregår udenfor det, vi kalder for “Yoga-salen”
Jeg leder så den praksis, vi inviterer til inde i dette dejlige rum hvor vi praktiserer bevægelses- , berørings- og elskovskunst.
Begge dele hører ufravigeligt sammen. Hvis nogen “nok selv skal bestemme”, hvordan og hvad han eller hun gør i fællesrummene, vores hyggelige spisesal, eller i bade- og toilet-rum, så vil det også smitte af på det, som foregår i salen – og omvendt.
Den klarhed og måske nogle gange lidt kontante reaktion, der kan komme, hvis en gæst mener at “have ret” til noget, eller “kan forvente at…” tjener til at skabe et meget trygt rum for alle.
Et selv, som vil underholde eller underholdes, må adskille sig fra de andre.
Når vi mødes i noget så intimt, som det vi gør, så betyder det ganske enkelt alt, at vi passer på hinanden! Det sker ikke ved at kultivere et “afgrænset selv”! Det fremmes ikke af en ide om SELV-udvikling eller “underholdning”. Underholdning handler oftest om “at gøre noget godt for mig selv” – at “give mig selv eller andre en god oplevelse”.
Det fordrer derimod, at vi får øje på, at dette “selv” for at opretholde en illusion om at “være noget for sig selv” – noget særligt vigtigt og betydningsfuldt – nødvendigvis så må adskille sig fra “de andre.”..
Det skøre er at et sådant indbildt selv, ovenikøbet har brug for disse andre, for at opleve “sig selv” som noget særligt. Det er jo ikke let, hvis man sidder ensom i en hule ude i bjergene, og der ikke er nogen til at bekræfte sig.
Igennem disciplin at få øje på naturen af det, som er
Er det ikke forunderligt at disciplin i virkeligheden kan være grundlaget for at få øje på frihed?
Dvs. invitere til at få øje på vores grundlæggende ikke-seperation fra fra andre og alt omkring os?
Det er også den indsigt, der forvandler alle møder fra “at bruge hinanden til noget” .. til at mødes i- og som- naturen af det, der er – hinsides enhver forventning og betingelse.
Om det anvender vi ordet: “kærlighed” 
