Ideal

Ideal

Et ideal og konflikt

Fungerer et ideal som andet end et forsøg på at undgå at anerkende det, som er?

Lige så længe et ideal plejes og opretholdes, må der eksistere en konflikt imellem den forestilling der er om “nu-tilstanden” og ideen om “den ønskede tilstand”.

Mindfulness som ideal?

Mærkværdigvis reklameres der til stadighed både om “mindfullness”, “meditation”, “spiritualitet” og “tantra” i alle sine afskygninger i sammenhæng med at skulle nå sådant et ideal?

Helt skørt bliver det i min optik, når idealet gøres til en ide “om at blive bedre til at leve i nuet” – eller handler om noget, som man skal “være”.

Den blinde

Et ideal vil stille sig i vejen for at se? Det, som den blinde i stedet orienterer sig efter, er forskellen imellem to fantasiforestillinger skabt igennem bedømmelse?

KAN det, som elskes, underkastes bedømmelse og da omsluttes af kærlighed? Eller vil et sådant forsøg på at give noget værdi i forhold til noget andet og “bedre” – betinge?

Meditation

Hvor sindets virkemåde erkendes igennem en simpel iagttagelse, der ikke handler om at analysere, men blot om at betragte hvad der sker, opstår stilhed af sig selv. Den stilhed kan kaldes for “meditation”. Det kan ikke ske ved at VILLE det. Det vil være at producere nok et ideal.

Velstand skabes ved at servere idealer

I en verden, hvor materiel velstand skabes ved at servere “idealer” så attraktivt, at mennesker meget hurtigt kan identificere sig med dem, vil det måske blive meget vanskeligt at få øje på det, som beskrives her.

“Altså må jeg ikke stræbe efter noget?”

“Vil det sige, at jeg ikke skal stræbe efter noget som helst?”… Kunne et spørgsmål nu lyde?
Kan dette, som beskrives ovenfor, ikke OGSÅ gøres til genstand for en ambition?
Naturligvis kan det det, og invitationen her handler IKKE om: “Ikke at ville have ambition eller idealer” (sikke et ideal at skabe sig), men om at betragte hvad de gør, når de skabes.

At betragte

I Mahamudrainstitut inviteres der til at iagttage.

Hvor der er optagethed af “at ville et sted hen”, vil der ikke være frihed eller rum. Når vi mødes med en sådan stræben, og det gør mennesker ikke bare i almindelige samtaler, “terapi”, eller i mødet med deres børn, men også – og måske der meget tydeligt, når de “har sex” med hinanden? …Ja de “har sex”, i stedet for at elske?

God eller dårlig sex?

“Sex´en” kan bedømmes som “god” eller “dårlig”, og hvis ikke den er “god nok”, kan vi måske “lære at have bedre sex”? Nye teknikker, nye metoder, ændret vejrtrækning, bestemte stillinger og orgasmer, osv. Der er ingen ende på de forslag, der kan præsenteres på det menukort.

Det ændrer intet

Det ændrer blot ikke på noget som helst! Det bliver til mere af det samme. Måske vil der for en tid opleves en vis underholdningsværdi i det nye, som skal læres og indøves, og netop fordi mødet betinges af metoden, teknikken og ambitionen om at mestre den, vil der ikke finde elskov sted.

At elske

At elske begynder med at anerkende det, som er, og det kan ingen teknik hjælpe med – tværtimod.
Den dør åbner sig først, hvor vi begynder at sanse. IKKE at “sanse noget bestemt”, men bare “at sanse”. Denne evne er blevet til noget rudimentært hos mange mennesker. De er blevet fantastisk gode til at tolke og betinge – dvs sætte fortællinger på “hvad de føler” – men at sanse hinsides betydning er forsvundet i takt med at intellekt og kontrol har fået styringen.

At udvide rummet

Hvor der sanses, må der bevæges. Al sansen sker igennem bevægelse; og bevægelse behøver “rum”. Indre rum og ydre rum (som i virkeligheden udtrykker det samme).

At komme i Mahamudrainstitut bliver at åbne for dette rum i sig: At udvide og atter udvide bevidsthed til frihed – og lige der, hvor der intet er, som betinger længere, der elskes der!

<3 Mads Jesper