Lad os elske noget mere

Lad os elske noget mere

Lad os elske noget mere ! Det er så enkelt og gøres dog så svært.

Livskraftens udtryk

Jeg ser, hvordan alt levende i al sin forunderlighed fremtræder som variation, forandring, og bevægelse. Det er livskraftens udtryk. Den er kaotisk, eksplosiv, rytmisk, og på een gang voldsom og uendelig stille. Lad mig kalde det for “lyst” eller kreativitet.

Dens kilde hedder “drift”: Den iboende naturlige trang i alt levende til at befrugte, blomstre, leve og dø.

Kontrol

I kontrollen søges det modsatte. Det standardiserede, målbare, ensartetheden, gentagelsen og normen. Kontrollen begrundes med “nødvendighed” og betinges af en ide om “at ville sandheden” og det bedste for alle.

Moralisten ser det afvigende som “fejl”, der skal rettes. “Spild ikke tiden! og bliv på den rette vej! – ellers får du intet ud af livet”. “Lad dig ikke narre, fristelserne er mange!” synger koret med ham.
Før var han præst, nu hedder han eller hun karriererådgiver.

Der er ingen “vej”!

I lyst er alt forskelligt. Hvert eneste levende øjeblik er unikt i sin bevægelse, har aldrig været og vil ikke komme igen. Det fødes og dør som indåndingen og udåndingen eller hjertets puls. I lyst er ingen tid, men rytme.
Hvorledes tænke i “vej”, når universet forandres for hvert et skridt, der tages?

Kan jeg kilde mig selv?

For den, der ser eksistens som noget, der kan rummes i en “sand” og uforanderlig historie, er dette ikke til at bære.

Er det muligt at kilde sig selv, på en måde så man ler af det?
Eller fortælle sig selv en sjov vittighed, og grine højt deraf?

Vil kontrollen over det hele ikke stille sig i vejen for den umiddelbare glæde?

Lad os elske noget mere

Jeg elsker ikke for at få noget “ud” af det. Livet selv er elskov, og derfra tages intet med. Det, som er, er lige nu og kommer aldrig igen.

Elsk Ikke “fordi” – gør det helt uden “grund”.
Kærlighed, elskov, lyst og frihed lever hinsides betingelse.

Så længe jeg kan huske, har jeg undret mig når elskov og lyst imellem mennesker, hvor begge ville det, kunne gøres til genstand for forargelse og skam? Det uanset hvem der nu lod sig gribe af livets brus og opløse sig i elskovens bølger. Ja om det så blot bestod i et enkelt kys, eller et blik igennem rummet.

Kom og lad os elske noget mere!

Le og lege, grine og græde, røre og berøre, bevæge og bevæges. Forsvinde ind i løssluppenhed. Genopdage den iboende vildskab, og hvile i det stille. Brøle og stønne, sukke og tie. Dufte, smage, nippe og slikke. Spise af modne frugter, frydes over friskhed og sødme.

 

Fordyb dig i elskovskunsten sammen med os: Læs mere her