lidelsens problem

Lidelsens problem – lider du?

Lidelsens problem eller “kan lidelse måles?” Lidelse synes at være en helt uomgængelig del af Livet? Et enkelt blik i en avis eller en tur i naturen er nok til at forvisse sig om, at hvor der er liv, vil der også være død. Hvor der er glæde, vil der også findes smerte.

Måske er det baggrunden for at “Lidelsens problem” alle dage har været så fundamental i spiritualitet og religion. Buddha taler om lidelse. Jesus gør det. Begge peger på muligheden for at leve frigjort fra den.

Forskelle på lidelse?

Når jeg f.eks. læser Ildefonso Falcones – Havets Katedral om livet i 1300 tallet for almindelige mennesker uden adelige privilegier, så synes den lidelse, som hver dag præsenteres i terapeutiske samtaler over hele den vestlige verden at være forsvindende ubetydelig og banal?

Jeg behøver ikke at gå 700 år tilbage. Ser jeg de lidelser som flygtninge eller ofre for krig og (religiøse) forfølgelser er udsatte for, virker livet i det fredelige Danmark som lidelsesfrit.

Et spørgsmål bliver derfor, om lidelse overhovedet kan måles og vejes? Vil en forælder hvis barn dør i det trygge Danmark ikke også lide som den mor, der må se sit barn gå til under et bombeangreb?

FØLES den lidelse, der kommer af ikke at kunne komme med på klasseturen, eller blot ikke kunne købe de nyeste cowboybukser – lige så voldsom, som den, der følger af, ikke at vide hvorfra det næste måltid mad skal komme?

Hvad med den lidelse der opstår igennem angsten for ikke at kunne finde den rigtige partner, såkaldte kærlighedssorger, eller lidelsen af at føle sig uduelig og mindreværdig? Er den værre eller bedre end at miste en arm i en ulykke?

Er lidelsens problem knyttet til “hvordan”?

Er summen af den lidelse, vi oplever enten igennem vores sind eller i kraft af ydre omstændigheder mere eller mindre tilfældig og konstant?… Handler den ganske enkelt om, hvordan vi lever med os selv og andre? Hvordan vi tænker og bevæger os i livet?

Angsten for smerte

Hvis jeg kort ser på noget af det mest modbydelige, som mennesker igennem tiden har fundet på, så må det være at anvende “tortur”? Tortur har til hensigt at påføre stor smerte uden at døden indtræffer. Virkemidlet er angsten for denne smerte, som ikke vil ophøre netop med baggrund i at man holdes i live.

(Det er temmelig vanvittigt at tænke på, hvilken opfindsomhed der er lagt for dagen, for at drive denne påførte lidelse ud i det ekstreme. Tænk bare på japansk bondage, der oprindeligt gik ud på at fornøje sig med at binde mennesker op i meget smertefyldte stillinger, som de ikke dør af, men langsomt radbrækkes i. I nogle kredse dyrkes dette som en form for seksualitet: Et slags “hengivent ritualiseret overgreb”… )

Smertesans er livsnødvendig

Vores smertesans er livsnødvendig. Uden den er vi ude af stand til at sanse, når vi skal flytte os fra noget potentielt livstruende. Påføres og oplever vi smerte, samtidig med at vi holdes fast – dvs. tvinges til at undertrykke vores impuls til at flytte os, vil vi lide.

Denne tvang behøver ikke kun at være af fysisk karakter, men kan også opstå psykologisk. F.eks. ved at være blevet konditioneret igennem vores opdragelse til at “udholde” noget for at vinde noget andet.

Virkemidlet er i begge tilfælde angsten. Hvis jeg ikke kan flytte mig spontant, eller ikke ser hvordan jeg gør mig ubevægelig igennem mine fortællinger og overbevisninger (psyken), er en anden udvej at bedøve sig.

Et stort marked

DET er der et kæmpe marked for. Hvis vi formår at gøre mennesker angste, uden at de kan se en mulighed for at flytte sig væk, vil de være villige til at købe den bedøvelse, der skal til for at holde smerten ud. Sådanne bedøvelses-midler skaber en flugt fra virkeligheden. Enten ved at underholde og aflede, eller ved at sløve vores sanser, så vi ikke længere er i stand til at mærke “det som reelt er og sker”.

Forbrugersamfundet er simpelthen bygget op omkring denne mekanisme:

  • Skab angst!
  • Peg på noget de bør mangle!
  • Hold mennesker fast igennem psykologisk binding! (ambition og tro på at deres angst er berettiget) ,
  • …..og tilbyd så bedøvelsen!

Se bare på reklamer for “tantra” og yoga!…De er som regel ingen undtagelse herfra.

Hvordan slipper jeg så ud af denne cirkel?

At begejstres

Først sig fremmest ved at få øje på, at den psykologiske binding fungerer som en illusion. Den er ikke “sand”. Det sker lettest når jeg begejstres af det, jeg gør lige her og nu, og ikke er mere optaget af “hvor det skal føre hen”, eller “hvilken betydning det mon kan få”?

Med andre ord, ved at være til stede og i kontakt med det, som er. Ved at sanse, at jeg sanser…og at det, jeg sanser, ikke er en evt. “betydning af det, jeg sanser”.

At spænde af

I sin essens: At erkende at jeg sanser “mig” i mødet med alt, hvad der er…. At opdage at jo mere jeg spænder af, jo lettere bliver den bevidste kontakt til det, som er. Illusionerne, betydningerne, og længslerne fordamper af sig selv.
De fremtræder tydeligt som “historier der fortælles”, imens de fortælles og gives ingen særlig opmærksomhed. Får lov til at være som de er… Lige gyldige omend ikke ligegyldige.

Fordybelse i praksis

Dette kan praktiseres hvert eneste minut: At være opmærksom i det jeg gør, imens jeg gør det – uden at have identificeret mig med “hvad jeg nu skal have UD af det”. Jeg vil kalde det for “fordybelse i praksis”… Afspændt at anerkende det, som er, hvilket IKKE betyder “at acceptere” – dvs. at bedømme.

Når vi forveksler anerkendelse med accept, opstår lidelsens problem igen. Angsten for ikke at være god nok, f.eks.

Cupisofi og elskovskunst

Sommercamp på Abildgaard 2019