vækst

Vækst som ambition – GROW! (NOT)

Vækst sker af sig selv, når betingelser og omgivelser er til det. At skabe en ambition om vækst virker lige så absurd på mig som at ville trække en spirende blomst længere, eller skynde på at en hundehvalp skal blive større?

At vokse eller at modnes?

Jeg stødte på opfordringen: “Grow!”… VOKS!

Et voksent menneske skal ikke vokse. Det modnes måske? En modenhed der kendes på frugterne – altså det, der gøres. Hvordan det modnes, hænger sammen med omgivelserne, han/hun lever i og skaber for sig selv, og den næring, det tager til sig.

Væk fra og henimod?

Når ordet “vækst” anvendes i såkaldte “spirituelle” sammenhænge til at beskrive en “proces”, vil det uvilkårligt skabe en forventning om forandring: En ide om at komme væk fra noget og frem til en forestilling om noget andet?

Hvordan bevæge sig bevidst og opmærksomt i det liv, som leves, når sindet er fyldt med tanker om at “slippe” noget for blot at “få fat i noget andet”?

Skal jeg virkelig acceptere det, som er?

Det kunne forlede til at tro på sætninger som: “Du skal bare acceptere det, som er.

En tantra vil IKKE handle om “accept”. For at acceptere noget, må jeg bedømme. I accepten gemmer der sig en måling med en tilhørende målestok: Fra “ikke god” over “god nok” til “perfekt”.
At acceptere betyder at fokusere – dvs at spænde i krop og sind: At sammenligne fortællingen om det der er, med sit ideal om det, der burde være. Ingen af disse beskrivelser KAN være det, som er.

Et menneske har mistet en arm, sit gode helbred, eller måske et barn, og får at vide “at det bare skal acceptere det”? … Hvor brutal kan man være?

At anerkende

En Tantra taler i stedet for at ANERKENDE. Det udtrykker noget fuldstændigt andet end “at acceptere”. At anerkende betyder at iagttage. Opmærksomt at se hvordan jeg og alt bevæges. At erfare sammenhænge og se HVORDAN og HVAD.

At anerkende betyder at iagttage. Opmærksomt at se hvordan jeg og alt bevæges. At erfare sammenhænge og se HVORDAN og HVAD.

Hverken at være lukket eller åben

Tantra inviterer til at spænde af. Hverken at være åben eller lukket, men i “midten”. Der hvor bevægeligheden er størst dvs. hverken anspændt eller slap.

Budskabet kan jeg udtrykke som: “At se livet bevæge sig med mig”. At iagttage bevægelse i indsigten om, at intet levende kan tvinges til at leve. Med ordene “at noget er levende” beskriver vi det, der sker af sig selv.

Spirituel kontrol

I den praksis bliver det tydeligt, hvordan jeg kontinuerligt bringes ind i kontrol? Her synes invitationer til “spirituel kontrol” at være de stærkeste? Det er der intet nyt i.

Alle dage har det været de religiøses mål at “opdrage” ud af lyst, anerkendelse, spontanitet og den ansvarlighed, der kun lever i frihed – og ind i måling (accept), angst, pligt og skyld.

Uendelige, bedøvende budskaber om at livet skal bruges “rigtigt”, og at vi skal blive rigtige.

Før var det forbeholdt de religiøse ledere at gøre det, nu anvendes den samme metode til at sløve igennem underholdning og forbrug.

At gå på gløder

Når tusinde af mennesker råber “yes, yes, yes” i kor med en euforisk amerikansk succes-og-performance-prædikant, bliver det tydeligt, hvis en af deltagerne synes, det skulle være “no”… Og hvem vi ikke gerne kunne gå på glødende kul på samme måde som de “fromme” missionerende munke, der på den måde “beviste” Guds eksistens, egen herlighed og snæversynede dedikation til troen?

Denne manipulerende praksis med at få en menneskemængde til at råbe rytmisk og taktfast i kor og knytte det til ens-lignende kropslige bevægelser ynder totalitære ideologier også at anvende.

At blive bedre til…

Jeg hører det, når nogen vitterligt kan tro på, “at de bare skal blive bedre til at leve i nuet” – uden at se, at det ikke er muligt at gøre andet. Alt levende lever lige nu!

Kan det overhovedet blive mere snedigt end: At sætte mennesker en ide i hovedet om at skulle stræbe efter noget, de IKKE ser, at de ER? Den jagt på lykke vil aldrig holde op.

Invitation til vækst

Jeg ser det, når en invitation lokker med opfordringen til at “vokse”. Hvis noget bliver ved med at vokse i en moden krop, vil de fleste blive bange for det.

Måske lige bortset fra de, som står hver dag foran et spejl og løfter håndvægte, for at se “hvor store de kan blive”, putter Mcdonald mad i munden med den samme hensigt, eller stræber hele livet efter at få det størst mulige tal på kontoudtoget fra banken i ambitionen om at “udnytte sit potentiale”.

Det voksne

Vækst synes naturligt for det barnlige. I det voksne fællesskab finder jeg modenhed og en afspændt, kreativ ro, som kommer af at erfare i livet og undervejs at have gennemskuet de mange forlokkende fortællinger. Det voksne balancerer og nuancerer.

Der opstår en sund “skepsis” i modsætning til euforisk godtroenhed. Den skepsis, der vil erfare, se og sanse, og ikke umiddelbart gør en historie sand og troværdig.

I den erkendelse springer humor og lethed. Evnen til at se det hele “fra oven” og ikke tage det hele så alvorligt. At kunne mødes i medfølelse og genkendelse – men ikke i medlidelse.

Det modne “forstiller sig ikke” … Og den lethed, der opstår af dette, finder jeg meget tiltrækkende.

..Og her peger jeg ikke på “alder”. Frugterne modnes også på et ungt træ.

Måske du vil være med i fællesskabet omkring Cupisofi og elskovkunst? eller deltage på vores sommercamp?