Livet og det levende

Livet og det levende

Livet og det levende

Hvad vil det sige at være levende? Hvad består livet og det levende af? Hvad er det, som gør det levende?

Disse tre spørgsmål er centrale i den systemiske tænkning og kybernetikken og en essens i den tantra, som du finder i Mahamudrainstitut.

“Jesper” består af kommunikation

Den, som kaldes for “Jesper”, består udelukkende af kommunikation. Jeg kan leve med den forestilling, at “jeg” består af celler som er fast forbundet med hinanden, og derved danner en fysisk krop, som bærer dette navn?

Nu består jeg ikke kun af celler, men bærer også rundt på et stort antal bakterier, uden hvilke jeg ikke kunne leve.

Reelt set er der iøvrigt flere bakterier i denne “krop”, end der er celler, og det, som gør, at de overhovedet fungerer, er, at der løbende finder en kommunikation sted imellem dem. Selv cellerne og disse bakterier fungerer ikke i kraft af deres “enkeltdele”, men virker også  igennem kommunikation imellem disse, som igen fungerer som følge af kommunikation, som igen…. osv. I stedet for ordet “kommunikation” kan jeg bruge betegnelsen “interaktion”.

Hvor er grænsen imellem mig og omverdenen?

Hvis jeg sætter en “grænse” imellem “mig” – afgrænset af f.eks. min yderste hud – og andre  levende væsener i verden, ser jeg ikke, at også alt her fungerer igennem interaktion. “Jeg “  er der udelukkende, som noget der kommunikeres eller interageres med på en eller anden måde?

Kommunikation fungerer som bevægelse

Kommunikation og interaktion, vil jeg også beskrive som: Bevægelse.

Intet i “mig” kan således forstås, uden at det ses som bevægelse. “Jeg” er bevægelse, som for et øjeblik fryses af intellektet (der selv fungerer igennem bevægelse) som et still-billede: En Form. Formen “findes ikke” som andet end “form”. Ligesom billedet af en galopperende hest heller ikke kan vise den bevægelse, som finder sted i galop?

Floden og bevægelse

Jeg har tidligere benyttet en flod som en metafor på livet. Floden udgøres også af bevægelse. I floden kunne de enkelte hvirvler og krusninger få den ide, at de var “noget særligt”? Selv kan de ikke se, hvad de er en del af. På samme måde som en fotograf kan tage still-billeder, der fryser bevægelse til en “form”, opfatter de sig hver især som adskilte fra alt det, der omgiver dem.

Når jeg peger på den bevægelse, som jeg beskriver med ordet “kontakt”, så er det når “fotografen” slukker for fotoapparatet og ser, at der ikke er nogen selvstændig hvirvel.

Vand strømmer og kender ingen forskel på “du” og “jeg” eller “det omkring mig”. For vandet er der ingen hvirvel, der er kun bevægelse i overensstemmelse med flodens natur.

Når jeg ønsker en forandring?

Ønsket om at ville en bestemt forandring, udtrykker et forsøg på at se floden i sådanne still-billeder. Floden forandrer sig ikke “herfra” og “hertil”. Floden ER det forandrende, hvilket den så heller ikke kan være (som form)… Floden bevæger, og bevægelse gør, uden at den er. Med andre ord vil det betyde (i denne beskrivelsesform): At som den gør, således er den. Dette er iøvrigt betydningen af ordet: Karma.

For floden er der ingen tid

For floden selv er der ingen tid. Tiden opstår ved at floden betragtes udefra. Fra en position som er frosset i forhold til bevægelse. (Fotografen tager billeder igen) Denne tid forbindes med en historie (et billede) af fødsel og død, uden at det erkendes, at det, som skaber hvirvlen, er det strømmende vand. Hvirvlen opretholdes -“formes” (uden nogensinde at blive til “en form”) i en kontinuerlig fødsel og død, ved at der er vand som “kommer”, og vand der “forsvinder”.

Døden og Livet er således ikke adskildte, men et og samme fænomen.

Hvorledes erkendes bevægelse?

Hvorledes erkendes bevægelse? Vel alene igennem bevægelse? At blive stille og lade meditation komme til “sig” fungerer som at erkende flodens bevægelse. Floden bevæger ikke mig, floden ER mig, dig og alt hvad der er.

Dette kan jeg se som det mest vidunderlige paradoks, der naturligvis udspringer af sproget: I stilheden og roen erkendes, at alt  bevæges og bevæger sig.

At leve

Jeg er ikke fordi, jeg tænker, at jeg er. Jeg er, idet jeg bevæges og bevæger mig, Og hvor denne bevægelse erkendes, er der ingen længere til at beskrive den. At leve bliver til: At erfare hinsides erfaring