Lyst er ikke “lysten til..”. Sult er ikke en banan.

Jeg var ikke gammel, da jeg begyndte at interessere mig for elskov. Det begyndte med at jeg blev meget nysgerrig på piger: Hvad var det som gjorde dem anderledes end mig?

Det var tydeligt for mig, at der var en forskel. Ikke bare fysisk, men overhovedet i måden vi tilsyneladende tænkte, følte og legede på?

Om det var en følge af den interesse eller blot et udtryk for min fysiologi, så vågnede min seksuelle lyst også tidligt.

Lyst er!

Jeg læser og hører ganske ofte at “Lyst” forveksles med “lyst til”. Altså at nogens lyst er, “hvad de har lyst til?”. Det svarer til at “sult” som sådan, skulle handle om, “hvad nogen er sulten efter”. Et menneskes “sult” kan ikke ligge i vinduet hos bageren, som den kage han/hun spontant er blevet sulten efter?

Hvis, jeg vil undersøge, hvordan sult fungerer eller hvad lyst er? Hvad naturen af Lyst er? Så skal jeg ikke se efter det, som spises eller det, som begæres. Det, vi beskriver med ordet: Lyst, må være en egenskab ved det at leve, på samme måde som “at trække vejret” – eller at vi bliver sultne af os selv?

Lyst er det, der gør, at et levende væsen holder sig spontant i live?

“Lyst” må være det, som driver sult, åndedræt, træthed, smerte, kraft og styrke, det at tænke, drift, reflekser, nysgerrighed, opmærksomhed, bevidsthed, virkekraft, kreativitet .. Alt det som er nødvendigt i forhold til at leve i integritet.

Prøv lige at reflektere et øjeblik over, om “lyst” kan være helt central for din og min evne til at bevæges os i integritet?”

Er lyst helt centralt for at bevæge os i integritet?

Lyst er ikke “lyst til sex!.

At “mangle lyst”, som jeg kan høre det udtrykt i samtaler, opleves smerteligt. Det føles som om at “det er svært at gøre noget af sig selv..” … At det meste ligesom skal tvinges igennem, fordi det er “noget, som forventes af nogle andre end en selv”

Lyst rækker med andre ord langt ud over at handle om “sex”.
Lyst er ikke “lyst til sex”. Lyst er det, du og jeg er: Vores helt basale livsimpuls.

Det, som får vores hjerte til at slå med forskellig intensitet og rytme, vores åndedræt til at forsyne alle vitale dele med ilt, Vores fordøjelse til at fungere, at vi uden anstrengelse kan både spænde og spænde af, og naturligvis også impulsen til at søge fællesskab med – og evt. også være intime med andre mennesker.

Lyst er i kontinuerlig bevægelse og intensitet uadskillelig fra såvel os som mennesker som det, vi ser som vores “omgivelser “. Disse omgivelser er lige så nødvendige for vores overlevelse som alt det, vi betragter som værende “indeni” os.

Lyst kan erkendes igennem forskellige udtryk.

Metaforisk som at en pensel kan male forskelligt på et lærred? Og penslen er ikke det udtryk, den frembringer.
Det, lærredet viser, vidner blot om at, der må have været en pensel i spil? … Og bag den måske en hånd i lyst?

Hvad var det så, der vågnede i mig?

Jeg vil kalde det for en følelse af at blive tiltrukket.
Som noget magnetisk der – af sig selv – drev mig imod det kvindelige.
Det var ligesom at jeg kunne fornemme, at den tiltrækning handlede om at være dreng og senere mand.

Well det var hyggeligt, sjovt, og også ofte spændende at lave noget med drengene. Der var vi så optaget af “sagen” eller “det, vi gjorde sammen”.

Med pigerne var det bare anderledes. Der var jeg optaget af dem.

I takt med at hormonerne for alvor tog fat, blev det til en følelse af at det kvindelige ganske enkelt rummede en kilde til “forløsning”? … Noget trygt .. noget jeg bare var bestemt for at være i nærheden af og “at passe på”. Noget jeg sindssygt meget ønskede at forbinde mig med.

Problemet med det ønske var så, at jeg ikke lige kunne finde ud af “hvordan”?

Som med det meste andet, kastede jeg mig ivrigt over at undersøge netop den udfordring: Hvordan kommer jeg i seng med en pige? Hvordan bringer jeg mig overhovedet i valgklasse?

For ET stod lysende klart:

Hun skulle ville det af sig selv!
Kun sådan ville det være muligt…

Hun skulle ville mig…

Lyst er også: At føle sig villet?

Meget hurtigt gik det op for mig, at det ønske måske er det allermest centrale, for mennesker overhovedet?

At føle sig villet!

Kan du genkende det?

Det er som om, at den ultimative følelse af at føle sig villet, opstår når et menneske helt nøgent og åbent inviterer os helt tæt ind til sig? Ganske enkelt risikerer sin integritet ved at være så intim med os, at det også er meget let at blive såret?

Måske virker den risiko umiddelbart så meget større for en kvinde, end for en mand, når vi ser fysisk på det?

Det at anerkende længslen efter at være villet af et menneske, vi tiltrækkes af. Mærke frygten for at blive afvist og stå “blottet” er meget sårbart for begge køn.

Det kan være så smertelig en erfaring, at den får os til ikke at forsøge igen?

At føle sig villet, har nemlig overhovedet intet at gøre med at “blive brugt til nogens tilfredsstillelse” .. Anerkendelse beror på at blive set, som vi er og ikke blive betinget af at blive gjort til et redskab for “noget andet”.

Når vi tolker, at vi måske intet andet er end et middel til noget, som er vigtigere for det menneske, der bruger os, end bare at være os selv? Så rammes vi hårdt på vores integritet.

Vi har ladet os fortære – eller er blevet fortæret – for at “den anden”, kan leve af os og derved tilfredsstille sine egne behov på vores bekostning.

Blind for det intime i mødet?

Alt dette blev mig smerteligt klart efterhånden, som jeg som ung mand gjorde mig erfaringer med kvinder. Jeg kunne se, hvordan mit begær og voldsomme længsel, kunne gøre mig blind for hvor sårbart det intime møde er.

Jeg følte mig meget forkert og tynget af skyld, når jeg, efter at den seksuelle rus havde lagt sig, kunne fornemme, at det havde været AT FÅ DET – jeg ville, og ikke hende i hele hendes væsen.

En følelse, der blev så ubehagelig i mig, at jeg forstod, at der var noget som ikke stemte?

At elske med hinanden – bevæger os for altid. Lukker vi øjnene for det, kan vi gøre hinanden fortræd.
Jeg så, hvor vigtigt det er, at vi er klare, åbne, og tydelige. At vi begge erkender og anerkender, at det er sårbart at elske. Vi må gøre os bevidste om- og opmærksomme i- hvordan?

Vil vi have os i hinanden resten af livet?

At elske med hinanden – bevæger os for altid

Vil du og jeg vise os, som vi er?

Ja det handler ikke om “form”, altså ikke om vi bliver kærester, venner, et par eller noget i den dur.

Jeg peger med det spørgsmål på, om vi begge er klare over, at det er det, som sker?
At det ikke er “ligegyldigt” at elske.

Vil jeg vise mig, som jeg er?
Stå klart og lade dig se mig, som jeg er?
Vil du?

Denne tydelige klarhed ser jeg, som det allervigtigste for at vi begge kan mødes på en måde, så vi kan bevæge os i integritet med hinanden.

Klarhed kommer til udtryk i alt, hvad vi gør. At jeg ikke skjuler mig. At du kan få det at vide, som er vigtigt at vide. Måden jeg bevæger mig på. At budskaber ikke fremstår som dobbelte og frem for alt: At vi ikke mødes i forbehold og angst.

Jeg lader dig se mig, som jeg er.
Vil du vise dig, som du er?

… og ja .. Det vi er er bevægelse. Altså lad os bevæge og bevæges uden angst for hinanden og os selv.

Tantra og elskov

Når Tantra overhovedet knyttes sammen med elskov, så har det rod i at den undersøger “naturen af det, som er”. Det som er, kan vi også kalde for kærlighed. Det betinges ikke af noget “andet”.

Ikke kærligheden til… eller kærligheden imellem…
Det vil være som sulten efter… eller lysten til…

Den kærlighed, de klassiske tantras peger på, er at se: At jeg kun kan se dig og alt, hvad der er, som jeg er. At det derude, også er det derinde.

Når, der ses, bevæges der!

Indser jeg:

At jeg bevæger dig og alt, hvad der er, som jeg bevæger mig?
At du bevæger mig og alt, hvad der er, som du bevæger dig?

Så opstår medfølelse af sig selv. Med den agtpågivenhed, respekt, opmærksomhed og spontan handlen. Intet bliver længere ligegyldigt. Alt bliver gyldigt.

Som, jeg er sammen med dig, har jeg aldrig før været, og vil jeg aldrig igen blive.
Du og jeg har ingen egen-eksistens, som vi er nu og til evig tid, uden hinanden.

Jeg ser dig!
Jeg ser mig i dig, og dig i mig!
Her er vi. – Det som er.

Hvis du vil være med til at undersøge alt dette og mere til.. Så er det måske noget for dig at være med på cupisofi og elskovskunst. Måske har du som mand særligt opmærksomhed på at opdage noget andet, end det at ville give- eller have- noget?

Jeg kan næsten love dig, at det er livsforvandlende! 🙂