Den helt væsentlige forskel imellem nyere vestlig “Tantra” og det, der kan beskrives som de “klassiske Tantras”, ligger i forholdet til “mig-selv”.

Langt de fleste tantra-kurser, -events og -arrangementer handler i dag om “selvudvikling”, “at gøre noget godt for sig selv” og give “mig selv” nogle gode oplevelser.

Det står i skærende kontrast til at “en Tantra” oprindeligt inviterer til “Selv-AFVIKLING”.

Den invitation handler ikke om at erstatte det med et tilhørsforhold til en gruppe eller en større forsamling, men om at se at den kontinuerlige skabelse af et “selv” også betyder kontinuerlig opretholdelse af lidelse. Lidelse ikke bare for dette “selv”, men også for alt det, der skal forbruges for at det er muligt.

Mig-Selv betyder identitet. Og identitet hentes igennem afgrænsning fra “de andre” og “det andet”.

Vil du også høre med til “stammen” – The XY Tribe?- skrives der i invitationer – der på en gang adresserer længslen efter ikke at skulle være alene, og samtidig også det “du”, som føler sig alene.

Hvordan opstår dette Mig selv?

Den helt grundliggende antagelse bag de klassiske Tantras er, at alt er tomt. Uden bevægelse er der intet.

Se det eksemplificeret igennem et fuldstændigt roligt uendeligt ocean, hvor end ikke den mindste krusning bryder klarheden og roen!

Fremkomsten af en bevægelse på denne tomme overflade, ville med et “forstyrre” denne “tomhed”. Alt ville som en følge af oceanets sammenhængende natur blive forandret igennem det.

Lad os kalde denne forstyrrelse for “den 1. skelnen”….

Se den første ‘skelnen’ som en sten, der kastes i det stille vand. I øjeblikket hvor stenen rører overfladen, udsender den bølger i alle retninger. Disse bølger rejser sig og falder, berører hinanden, samles og spredes. Hver bølge er både unik og alligevel er alle lavet af det samme vand og udtryk af samme kilde og skelnen.

Med denne 1. skelnen åbnes for uendelige muligheder, for endnu en skelnen og.. endnu… Forstyrrelser, som forstyrrer forstyrrelser, som forstyrrer… uden ende.

I metaforen er havets tomhed og fravær af bevægelse et symbol på universets grundlæggende natur. Intet er fast – alt fremkommer igennem- og som- bevægelse. Oceanet udtrykker et potentiale alene i kraft af at være “rum for bevægelse”, og bevægelsen, der opstår, er ikke forskelligt fra havet selv.

Tomhedens natur peger på, at selv det vi opfatter som de mest solide og varige ting i vores liv – vores tanker, følelser, kroppe, relationer, ting og besiddelser – er som bølger og krusninger på dette hav. De er midlertidige, i konstant bevægelse, og dybest set ikke forskellige fra tomheden selv.

Alt, som er, opstår og ophører i overensstemmelse med naturen af dette ocean, uden at det mindste forsvinder.

Al form dannes og opløses i samme skelnende bevægelse.

Herunder også det, der skelnes og benævnes som “mig selv”.

Endda benævnelsen: “Mig selv” .. udtrykker heller intet andet end skelnen i denne tomhed.

Afvikling af “Mig-Selv”?

Selv-afvikling i de klassiske Tantras handler om at opdage og erkende illusionen af selvet.

Selv-afvikling rummer den modsigelse, at et selv naturligvis grundliggende ikke KAN afvikle sig selv. Idet det: “SELV at ville…” SKABER og opretholder et “selv” i forsøget på at “afvikle det”.

Hvordan kan det så ske?
Ved at iagttage “naturen af det, som er” .. Og altså den samme natur, som opretholder illusionen eller den vedvarende bevægelse og skelnen imellem “mig-selv” og alt det andet.

Iagttage det sådan at skellet imellem det, som iagttager, og det, der iagttages, forsvinder. Hvor der ikke længere skelnes, erkendes det, der er, som det er… Det er “tomt”, vil ikke “noget”, er ikke “noget”, “kan ingen steder komme hen”.
Det er, som er… (og nej der mangler ikke et “det” i den sætning) 😉

Den praksis har fået navnet “Tantra!

Når, der inviteres til at meditere, kontemplere og andre praksisser, er det måske muligt at få øje på, at ‘mig selv’ og ‘andre’ er del af samme uendelige bevægelse, adskilt kun af skelnen, og essentielt ét og det samme.

“Mig-selv” udtrykker afgrænsning og isolation FRA alt det andet. Når illusionen af at den udelukkende eksisterer som en kontinuerlig skelnen (bevægelse) ses, så erkendes den fuldstændige samhørighed spontant.

Da opdages det også at den kontinuerlige anstrengelse for at adskille sig fra “det andet” (som ikke ER “noget andet”), må være kilden til lidelse?

At alt dette ikke kan være en “oplevelse”, står lysende klart. “Mig selv” samler på “oplevelser”, for at kunne “live sig selv lidt op”.

Hvor adskillelsen imellem mig-selv og den anden erkendes som illusion, ses det også at når: “Frihed, lyst og kærlighed” forstås som: At kunne gøre som “jeg selv vil og ønsker”! .. Så kan det ikke være “frit”. Tværtimod kommer det ønske til at udtrykke binding.

Jeg gør ikke noget af “mig selv”. … ALT bevæges kontinuerligt af alt. Praksis bliver at iagttage hvordan? Og se den illusoriske natur af at gøre “modstand” imod det..

I samme åndedrag erkendes det også, at alt levende handler for at bevare integritet: Det passer på sig selv – og søger at forblive levende.
Og: At denne integritet ikke begrænses til “mig selv”, men udtrykker måden, hvorpå alt bevæges med- og af- hinanden…

Hvis du vil undersøge mere af dette i praksis med krop, bevægelse, kontemplation, meditation og sanselige møder uden ord, så er Cupisofi på Mahamudrainstitut måske noget for dig?