Monogami

Monogami

Enten elsker jeg alle, eller jeg elsker ingen

Spørgsmålet om monogami og polygami forbindes med jævne mellemrum med “tantra”.

“Enten elsker jeg alle, eller jeg elsker ingen”

For mange mennesker synes et sådant udsagn at være for radikalt?
Er kærlighed da ikke noget, som finder sted imellem to mennesker?

Vi “finder” hinanden og forelsker os, og oplever følelsen af kærlighed?

Det kan være voldsomt provokerende at dykke lidt ned i den historie.

At elske fordi…?

Hvis vi med ordet “kærlighed”  peger på det, som ikke kan betinges endsige forlanges, vil det så være kærligt at tænke eller sige: “Dig elsker jeg, men DIG ikke, fordi..” ?

Hvis kærlighed ikke kan betinges, kan der så findes “forskellige former for kærlighed” – sådan at jeg lige skal afgøre “hvilken form det nu er, jeg henter frem til dig?”

KAN kærlighed virkelig være noget der knytter sig til en følelse?

Følelser kommer og går fra det ene øjeblik til det andet. Betyder det at jeg skal “producere” den “rigtige” følelse i mig, eller har du ansvaret for at den opstår i mig? Og vil kærlighed så ikke betinges af denne passende følelse?

En essens i alle tantra´s

Dette spørgsmål – ikke som en filosofisk analyse betragtet – men som en invitation til at erkende, er vel essensen i alle “tantra´s” der gives?

Måske kan det for en kort stund koges ned til spørgsmålet om at betinge både sig selv og andre ved at gøre sig og dem til “nogen”?
En “nogen” der betinges af beskrivelse og “form”: “Sådan een er du!” .. Min kæreste, en flygtning, succesfuld, taber, en arketype, maskulin, feminin, hvid, sort, gul, Tantriker, dygtig, Lise eller Søren… og så videre.

Jeg er en 8´er…

“Jeg er en nummer 8” sagde en til mig
“Nummer 8?” spurgte jeg forbløffet
“Jada..kender du ikke Enneagrammet?” fortsatte hun..
“ah sådan een er du så… nummer 8!?”
“Hvad er du så?” kom spørgsmålet prompte
“Ingenting”
“Det kan man altså ikke ikke være”

Uden at vide det havde hun helt ret. Ingenting kan man vitterligt ikke være. Der er ikke noget at “være” – selv ikke “ingenting”

Det monogame bevidste parforhold

For nyligt stødte jeg så på et par videoer om det “monogame bevidste parforhold”.
“Ud med det “polygame” ind med det monogame” hed det. – Denne gang i en ny version: Det bevidste af slagsen.

“Polygami” betyder, at en mand har flere koner. Polyandri at en kvinde har flere mænd. Monogami findes kun i udgaven for mænd: At en mand kun har en kone. “Monoandri” er simpelthen ikke et ord som er med i ordbogen.

Baggrunden for dette er ret enkel. Ægteskabet er blevet opfundet af mænd med den vigtigste funktion at sikre ejerskab til en kvinde. Herunder at have styr på arvinger og produktionen af arbejdskraft og potentielle soldater til beskyttelse af ejendomsretten.

Institutionen er gammel, og har i tusinder af år fungeret som en kontrakt imellem familier, hvor kvinder blev “købt” med tilhørende pant, betaling og med krav om bl.a. at “levere” nogle sunde stærke børn til gengæld. I meget store dele af verden foregår det stadig på denne måde.

Den romantiske drøm

I en relativt begrænset del af verden opstod der for 150 år siden i den periode, som i de europæiske lande kaldes for “romantikken”, den ide, at ægteskabet OGSÅ skulle være sæde for “kærlighed”.

Denne “romantiske” kærlighed, blev underbygget af eventyr og historier om unge smukke mennesker der gjorde alt for at få hinanden, ofte på trods af omgivelsernes forsøg på at fastholde den gamle orden hvor ægteskabskontrakten var en  “forretningsaftale”.

I øvrigt kan disse eventyr ses som en fortsættelse af en lang tradition med minnesange og historier fra “kærlighedsdomstolene”, hvor adelsfruer dømte i kærlighedsspørgsmål – typisk ikke imellem såkaldte ægtefæller, men i forhold til riddere og skønjomfruer der IKKE stod i et kontraktforhold til hinanden.

At mænd i udgangspunktet kunne have sex med mange kvinder, var i dette patriarkalske samfund en helt accepteret underforståethed. Ægteskabsinstitutionen har alle dage været der for at have kontrol med –  OG undertrykke kvinders frie sexualitet.

Kærlighed som handelsvare

Sammenblandingen af “kærlighed” som begreb og forretning har ført til en sprogbrug, hvor kærlighed er noget, der kan “gives” til nogen, modtages og byttes. Man kan “lede” efter den rigtige kærlighed, og dermed menes at kærligheden er personificeret – dvs. knytter sig til et bestemt menneske.

“Jeg har mistet min store kærlighed”.
“Kærligheden imellem os er falmet”
“Jeg har kastet min kærlighed på en anden”
“Kærligheden forsvandt simpelthen”

Udtrykkene er mange, og det vidner om denne “tingsliggørelse” af det, som ikke kan betinges: Be-ting-es.

Bevidsthed

At leve bevidst peger på at leve i kontakt med det, som bevæges og bevæger, og ikke med forestillingen om det, der er.

Gud åbenbarer sig i bibelsk tradition – der kommer ud af en meget ældre forståelse – med ordene: “Jeg er den, der er”.

Helt samme erkendelse vil være at finde i de ældste tantra´s og i alle siden: Erkendelsen af “virkeligheden” selv fuldstændigt renset for den støj eller støv der vil være fra vores tolkning af denne virkelighed – inviterer ind i kontakt til kærlighed og bevidsthed.

Kærlighed er her livet selv. Den impuls, der vedvarende skaber og opretholder livet igennem døden og omvendt. Dette på een gang fantastisk stærke og samtidigt skrøbelige i sin forgængelighed. Kærlighed er altså ikke en “egenskab” eller en “adfærd”. Kærlighed er det, som er.

I tantras – f.eks formidlet i Vigyan Bhairav Tantra – vil det, som vi kalder for “meditation” være en invitation til at erfare bevidsthed og kærlighed.

Polygami og monogami

Hvor kommer så polygami og monogami ind i billedet for ikke at tale om “parforholdet”?

Parforhold spiller efter regler og aftaler

For det første har ingen af delene noget som helst med tantra at gøre.

At finde en “form” at identificere sig med i livet, vil være at lægge et tykt lag støv på det “spejl” som kunne reflektere “det, som er”.

At begrænse “kærlighed” til noget, der sker imellem to mennesker i stedet for at SE at denne universelle livsimpuls omfatter alt, hvad der er, og at et parforhold som form betragtet, i virkeligheden blot udtrykker et udvidet “Ego” – fra et “mig mig”…til et “vi vi” – vil invitere ind i psykologisk lidelse.

I ethvert parforhold – eller en defineret relation – spilles der efter regler og aftaler. Kærlighed og bevidsthed lever hinsides regler. Regler opfindes af mennesker for at skabe orden. Kærlighed er aldeles uordentligt. Livet lever “bare” af sig selv.

Frihed er ikke “frihed til…” eller “frihed fra…” men bare frihed

For det andet vil kontakt til kærlighed og bevidsthed åbenbare, at der ikke er nogen grænse imellem det, der kaldes for “mig” og alt, hvad der er.  Alt udtrykkes som et åndedrag af det guddommelige.

Frihed handler ikke om at være “fri til…” eller “fri fra..”. Frihed er kærlighed er bevidsthed: At se det, som ER i alle møder i hvert eneste åndedrag, hver bevægelse – velvidende at enhver beskrivelse af det, der ses, øjeblikkeligt vil dugge det klare spejl til, såfremt den gøres sand og dermed forveksles med det, som ER.

At kærlighed og bevidsthed IKKE er noget, der kan knyttes til et “forhold” eller en “relation”, men betyder ophør af enhver relation. Hvor der relateres i bevidsthed opstår ingen relation. Dette kaldes for “meditation”.

Ansvarlighed

Om mænd eller kvinder går i seng med få eller mange er dette fuldstændigt uvedkommende. Sans impulsen og se, om det er muligt at få øje på den HINSIDES alverdens moralske fortællinger om, hvad der nu er rigtigt og forkert i dette patriarkalske samfund, vi lever i.
Handl i bevidstheden om at ingen er en “ø” isoleret fra andet, med mindre denne isolation opretholdes igennem en fortælling, der gøres sand.

Hvad “jeg” gør, bevæger alt, hvad der er. Hvad alt gør, bevæger mig. I den erkendelse opstår ansvarlighed “af sig selv” og har intet – absolut intet med moral og pligt at gøre.

Dette kan ikke øves

Måske er den vigtigste essens i en “tantra”, at kærlighed, lyst, hengivelse, frihed ikke er noget, der kan “øves”. Kontakten dertil er en naturlig følge af opmærksomhed og bevidsthed?

Opmærksomhed er universel – og hvis noget er sundt, vil det være i opmærksomhed

Vi er ikke blevet til alene eller for at leve alene. Livet byder på så mange muligheder for at få øje på dette fællesskab i sin mangfoldighed: At bevæge sig – og lade sig bevæge – med hinanden og alt, hvad der er.

Alene den tanke at mennesker kun eller bedst kan erfare kontakt til kærlighed IGENNEM et parforhold, synes for mig at være temmelig ekskluderende? Måske lige så udgrænsende som parforholdet selv kan opleves? 😉

Kan det fungere som at skubbe til at en følelse af at “være single”  betyder at være “forkert” og dermed være udelukket fra at erfare og erkende kærlighed?

“Se at finde dig en partner SÅ kan du møde kærligheden!”….

Nej!

Kærlighed omslutter og omfatter alt.

Jeg møder denne kærlighed hele tiden. Den er mig – eller jeg er blot et suk af den – whatever. Der leves!