paradokser

Paradokser bevidsthed og erkendelse i Tantra

Overalt i de klassiske Tantras findes paradokser. Nagarjuna er om nogen eksponent for dem. Jeg finder dem umådeligt spændende. Ikke mindst fordi de både illustrerer sindets begrænsning og mulighed – og peger på et centralt spørgsmål: Hvad er bevidsthed?

Paradokser er sætninger og udsagn som synes at stride imod almindelig fornuft og tilsyneladende synes selvmodsigende. De skaber bevidsthed om både iagttageren og ikke mindst om vores evne til at forstå? Samtidig illustrerer de på bedste vis, hvor let det er at binde sindet..

Paradokser om den fri vilje

Kan “vilje” – forstået som: At nogen vil noget frem for noget andet, nogensinde være fri?
Vil ikke både det ene som det andet betinge hinanden?

Vilje kommer af valg.
Hvis noget forløber af sig selv – vil der så være behov for vilje?
Viljen skabes således imod noget, som ville have ført til noget andet?

Paradokser om at kunne sige noget sandt

“Alt, hvad jeg siger, er løgn!”
“Intet af det, jeg siger, kan være sandt”

Kan vi sige noget sandt, eller betyder “sandt” noget andet end det, der kan udtrykkes med ord?
Kan noget udtrykkes med ord?
Andet som: At den, som anvender dem, skaber et udtryk eller aftryk af sig selv?

Ord peger på noget andet end sig selv!
Gør de virkelig?
Er “ord” ikke (et) ord?

Hvad adskiller et ord fra et grynt eller en lyd?
At nogen giver det mening, som et ord?
Er en mening om noget det samme som det, der menes noget om?

Hvad sanser jeg, når solen sanses?

Er bogstaverne: “Sol” en sol?
Hvorledes erkender vi så det, vi kalder for en sol?
Vi sanser den.
Er det jeg sanser, også det, som giver anledningen til, at jeg sanser?
Eller er det, jeg sanser, erkendelsen af “mig” i mødet med “det”?

Erfarer jeg så det, eller mig, når jeg sanser?
Er det, jeg ser som sandt, betinget af, hvordan jeg kan sanse?

Hvis det, jeg kan sanse, beror på at jeg kan skabe (erkende) en forskel?
Kan jeg så sanse mig selv?
Hvem eller hvad sanser så hvad eller hvem?

Kan dele af mig, sanse andre dele af mig?
Betyder det i så fald, at jeg er delt?
Eller er jeg hel?

Erkendes verden, som den er, eller erkendes den, som jeg er?
Findes den verden, jeg erkender, uden mig?

Vil det så være den samme verden?

Paradokser om min eksistens

Hvis det er den samme verden – har jeg så en selvstændig eksistens uden den?
Er det jeg beskriver som “verden” en “form” eller “ting” – eller blot bevægelse?
Bevægelse som: Forandring uden at der er “noget”, som reelt forandres?

Vil det, der ses som noget, eksistere uden iagttagelse, der iagttager?
Har nogen af ovennævnte selvstændig eksistens?

Kontakt?

Vil det, som er, kunne reduceres til: At der skelnes?
At denne skelnen sker i det, som ikke er?
Altså i “ingenting”?
Det vi også kalder for “rummet”?

Betyder kontakt, at der ikke er noget imellem?
Er ingenting “noget”?
Eller skabes noget alene ved, AT der skelnes?
Hvor noget skabes, opstår ingenting så også?

I så fald vil “kontakt” betyde: At der ikke skelnes.
Der er ikke et, to eller tre – der er ikke noget eller nogen?

Hvis det ikke skelnes, kan “kontakt” så erkendes? –
Eller forsvinder den eller det, der kunne erkende det, hvor kontakt er?

At se i puls, rytme og takt

De fleste som læser ovenstående, vil måske føle sig forvirrede. Det spiller spørgsmål vil vores helt almindelige og kulturelt betingede opfattelse af verden, som noget der er omkring os, som vi er sat I.

Vi fødes ind i den og dør ud af den. Vi har vores tid. Vi er enheder, med frie viljer.
Vi kan møde hinanden, røre ved hinanden, tale med hinanden etc..

En tantra er blevet til ved at iagttage naturen af det som er. Der sker alt i cyklus, helixer, spiraler, puls, rytme og takt. Som en uendelig symfoni med temaer der synes at gentage sig, og alligevel er anderledes hver gang.

Form skabes ikke uden at form ødelægges. Intet åbnes uden at noget lukkes. For at noget kan leve må noget dø. For at erfare glæde må sorg være mulig. Noget kan kun skabes, hvis det sker hvor ingenting er…

I den jødisk-kristne gnostisk-dualistiske tankegang – ses til som lineær. Med en begyndelse og en afslutning. Noget er blevet “skabt”. Det er ikke opstået af sig selv. Det synes umuligt at forstå, at alt kan opstå ud af “intet”. At netop det, at der intet er, er grundlaget for alt, hvad der er.

En Tantra virker mystisk

Det bliver mystisk og paradoksalt.
For den, som erkender det, kan det ikke kan udtrykkes i ord.
Det ses først, når det er søgt og denne søgen er opgivet… Selv det virker som et paradoks.

Alle disse spørgsmål, jeg har formuleret i ovenstående, vil bevæge det sind, som søger at forstå og finde mening i dem.

Det er som at forsøge at få en levende gås ud af en flaske med en åbning, der er for lille, uden at slå flasken i stykker eller gåsen ihjel?

Intellektet sættes i selvsving. Det kan blive anstrengende og samtidig tillokkende sødt. Sindet søger “mening” og binder sig selv i forsøget.

Hvad er meningen med at elske, andet end at elske?

Hvad er meningen med at elske andet end at elske?
Hvis al mening og kontrol blot er illusion, hvad bliver tilbage?
At lade sig bevæge? Være det som bevæger og bevæges naturligt og uden anstrengelse? At hengive sig til at leve fuldt og helt og lade sig overraske af det, som sker?

Hvad er det så, jeg skal forstå? spørger den søgende..
Du kan måske forstå (se), at der intet er at forstå.
At intet er ligegyldigt og alt lige gyldigt. (Ser du paradokser igen?)

Og så……!

“ja? og så?”

Og så…

……..
I den systemiske tankegang har paradokser og “paradoksal intervention også en fremtrædende plads.