Slik mere! – at slikke forstår mange mænd ikke
Slik mere! Skriver jeg – Og nej jeg ved ikke hvor meget eller hvor lidt der slikkes? 😉 Og overskriften her at mange mænd ikke forstår det med at slikke “rart” – har jeg hørt mange gange.
“At slikke en kvinder en kunst, som mange mænd ikke forstår. Enten er de for grådige og voldsomme, uden fornemmelse for hvor intimt og følsomt det kan være?
Andre vil noget med deres slik. “Få mig til at komme”. Jeg skal kvittere for deres arbejde på mit køn med suk og støn, og måske kaste mig tilbage og give dem en følelse af, at de er fantastiske elskere?
De aner ikke, at det sikkert er første og eneste gang, de får lov til at bruge mit skød som en scene for egen selvforherligelse og søgen efter bekræftelse.
Så er der de få, som intet andet vil, end at være der ved min duftende have. Dvæle ved indgangen til min fugtige grotte. De møder mig med følsomhed, og jeg fornemmer med det samme deres sårbarhed og længsel efter at sanse mig i sig.
Der åbner jeg for min kilde, og lader dem drikke som de vil. De har erkendt at, det er “une danse pour deux” – en dans for to -. En villig, blød, varm, og sanselig mund som er der, fordi det er der han vil være, der han lever, der han bliver til i mødet med min kvindelige rod og lyst.
Jeg lukker ham ind. Lader sin tunge fylde mit indre. Sine slik kærtegne mit våde rum. Jeg gør ham glat i sit svælg, når han blidt suger min nektar.
I det møde kan -fra mit dybeste indre – rejse sig en flod, og sammen kan vi i et øjeblik dø! – Revet med af dens brusende hvirvler og kraft…
Bagefter vil jeg dufte mig i hans ansigts hud.
Smage mig i hans mund.
Lade vores læber mødes i kys.
Og måske… kun måske… Sætter jeg mig over hans pragt.. og rider os ud af al forstand…”
Sådan skrev Emmelie Lubriquenant i sin dagbog. ..Og mon ikke nogen kan genkende det?
Skam og blufærdighed?
Jeg ved, at der er forskel på, hvor gerne mænd vil slikke, og kvinder vil slikkes. Måske hænger det sammen med tidligere erfaringer? Måske meget med, hvordan vi blev opdraget til at anerkende og elske vores skød og køn, eller lærte, at det var “noget” vi “skulle lade være med at pille ved”? Måske endda at det var “snavset”?
Skam og afvisning af vores egen krop, adopterer børn let af forældre og igennem normer i den kultur, de vokser op i.
Jeg har alle dage fundet det forunderligt, at vi ikke kan anerkende hele kroppen som lige naturlig. Det,at noget konsekvent gemmes væk, skaber ikke andet end en voldsom nysgerrighed efter at se det. Når det så samtidigt generelt er “forbudt” bare at se eller vise det, så er der grundlag for at binde mennesker i begær.
Slik mere – hvordan?
Hvor befriende er det ikke af undersøge det? At favne sig selv i fuldstændig anerkendelse i trygge møder. Ja det er meget intimt at vide og sanse, at et menneske er lige der med sit ansigt! Det ansigt hvor alle sanser er koncentrede mest.
At ligge der imellem åbne lår og fornemme dette vidunderlige skød totalt!
At ligge der og lade sig se, berøre, dufte og smage, uden det mindste forbehold!
Det er livsbekræftende uden lige.
Og det hænger sammen med hvordan?
Sådan er det med det hele: Hvordan bevæger vi os med hinanden?
Hvordan elsker vi? Kan vi udvide vores bevidsthed og opmærksomhed i elskovens praksis sammen?
JA! Det kan vi.
Det er det fineste, dejligste, forunderlige, lystne, kreative og ofte sjove rum, jeg kender.
Vi kan gøre det i et fællesskab, to og to, eller flere igennem fysiske møder. Vi kan gøre det igennem chat med og uden cam… Vi kan øve og øve, – se og lade os se… Hver gang forsvinder blufærdighed og evt skam mere og mere…. Og vi bliver aldrig “færdige” med at øve.
Slik mere! skriver jeg. Undersøg hvordan?!
…
