ubehag

Ubehag og tantra

Ubehag og tantra hører sammen. Det kan komme bag på den, som udelukkende forbinder Tantra med romantiske fortællinger om kærlige parforhold, smukke kvinder og mænd, røgelse og florlette kjoler. Tantra rummer ikke den mindste sentimentalitet – men klarhed.

Hvis jeg vil lære at svømme, er det forbundet med ubehag. Det er både vådt og ganske ofte koldt.

Vil jeg lære at ride, kommer jeg med sikkerhed til at lugte, får ondt i numsen, og risikerer både at blive smidt af, trådt over mine tæer, og få hestelort på støvlerne.

Hvis jeg vil lære at tømre, kan jeg være helt sikker på at få en eller flere blå negle, sår, rifter, og særdeles ømme muskler. For ikke at tale om, at jeg kan falde ned fra taget.

Med tantra er det ingen undtagelse.

En tantra indeholder ikke den mindste smule romantik eller sentimental “feel good” oplevelse. At meditere på en hård skammel en morgen kl 4 eller 5, har f.eks. ikke ret megen duft af et “hjertevarmt rum” eller med fortællinger om “det lykkelige spirituelle parforhold” i romanbladet “Lotusblomstens historier” at gøre. 😉

AL læring rummer et vist eller sågar megen ubehag.

Faldskærmsudspring

Jeg sammenligner gerne den praksis, vi inviterer til på Mahamudrainstitut, med at tage et kursus i faldskærmsudspring.

Inden du begynder, skal du vide og acceptere, at du risikerer at slå dig slemt, brække dine ankler, få knubs og skub. Ja går noget helt galt, folder skærmen sig ikke ud!

Vær derfor meget opmærksom imens vi træner!

Du vil være rystende nervøs, når du står i den åbne dør på flyvemaskinen eller bare oppe på det tårn, hvor vi træner fald. Du har selv ansvaret for at folde og pakke din skærm. Ingen andre end du selv vil eller skal tage det ansvar.

Til gengæld vil vi gøre alt, hvad vi kan, for at invitere dig til at finde ud af, hvordan du passer på dig selv, i alt, hvad vi gør sammen.

Judo og ubehag

En anden Metafor kunne være at ville fordybe sig i Judo.

Det gør med sikkerhed ondt, også rigtigt ondt ind imellem. Det er svedigt og til tider forbundet med  ubehag at føle sig låst i en skruestik af et holdegreb.

Du vil – hvis du vil lære – komme til at kæmpe mod nogle, der er mere erfarne end dig selv. Nogle af dem vil du i udgangspunktet ikke kunne lide – og måske overhovedet ikke bagefter!

Har du angst for “overgreb”, så bliv væk! Judo handler om at kunne bevæge sig i noget, som man kunne kalde for et “overgreb”!? – (Uden naturligvis at være det, idet du og jeg til enhver tid kan sige NEJ)

Den, som stiller Dojoen til rådighed og inviterer til fælles træning, vil måske fra tid til anden brydes med dig. Forvent heller ikke at det altid føles rart!

Man kan ikke “gøre som om” i Judo. Det opdager man altså ikke meget ved. Derfor er noget af det vigtigste at lære: At falde, at bevare sin afspændte bevægelighed og frem for alt at være meget tydelig i sit “STOP”.

På trods af det, kan du risikere at forvride eller endog brække noget, for ikke at tale om at punktere en lunge, hvis det går helt galt.

Tantra på Mahamudrainstitut kan være udfordrende

Alle disse eksempler, jeg nævner her, henviser til at Tantra på Mahamudrainstitut er udfordrende, nogle gange svært, kan være ubehageligt og kræver vedholdenhed og fordybelse.

Til gengæld kommer der kompetente “svømmere”, “faldskærmsspringere”, “brydere” og “elskovskunstnere” ud. Mennesker der virkelig har fået øje på, hvordan de binder sig selv. F.eks. i romantiske og sentimentale fortællinger.

Mænd og kvinder der ser frihed, lyst, kærlighed, ansvarlighed, medfølelse og hengivelse som det, vi ER: Naturlighed og liv – og ikke som en ny “spirituel maske” at iføre sig eller en rolle, der skal spilles med den “rigtige” koreografi.

Risikere ubehaget

Det hele kommer af-sig-selv i den indsigt, der opstår, når vi ikke er bange for at gå på opdagelse og derved risikere ubehag. Det følger ofte med at bevæge sig med noget, der er uvant, nyt og frem for alt uforudsigeligt. Vel at mærke indtil vi udvikler den kompetence i os, der er nødvendigt. Så forvandler det sig og bliver til nyttige og nødvendige erfaringer, vi ikke ville have været foruden.

En Tantra er KLAR.

Den er som at se i et spejl uden filter. At stå uden makeup, uden de smukke kjoler, dufte-lys og røgelse fra “Spirit-shoppen” på hjørnet. 🤗

 

Læs også: Før du kommer på Mahamudrainstitut