ydre

Ydre forandring som intet ændrer

Jeg ser den faste overbevisning “at blot jeg ændrer på noget i det ydre – ved verden omkring mig, min fremtræden, ved det jeg kan og ved – så forandrer alt sig”. Det reflekteres i opslag og annoncer overalt.

Mennesker finder sammen og går så fra hinanden igen for at finde en parter, der i det ydre virker anderledes end den første?

Men ikke meget er ændret. Det hele gentager sig igen. Hvordan går det til?

Ja den, som vælger, er ikke væsentligt forandret. Det er de samme værdier, den samme moral, de samme hensyn og regler, som er båret med den enkelte af os.  De er overtaget fra mor og far, og bedsteforældre, skole og samfund. Det ydre er det samme.

MÅDEN der vælges på, følger det samme mønster, som før.

Jeg tager det, jeg kan bruge

Jeg kan tage på kursus i parforhold eller for blive en bedre eller mere mand eller kvinde. Jeg kan lære teknikker til at massere eller få at vide, hvordan jeg bedst skal meditere.

Og lige meget hjælper det. Seminaret vælges af ud fra et ønske, der er en frugt af den samme konditionering.

Møder jeg op til kurserne. Kommer jeg med hele pakken. Sorterer hvad jeg hører og måler det på mine skalaer. “Jeg tager det, jeg kan bruge” – lyder det i denne forbrugskultur.

Den ydre frihed er illusorisk

Så længe jeg vil vælge, vil min frihed være illusorisk. Måden jeg vælger på, har jeg lært. Selv de muligheder, jeg mener at vælge imellem, skaber jeg bundet af den såkaldte lærdom og de værdier, jeg har med fra mine første år?

De er blevet til i den bedste mening, og det er sket ud af angst. Mine forældres angst. Politikeres angst. Angst i mig for ikke at høre til.

Angst er det fundament et samfund bygger på. Angst er det som får os til at forveksle bekymring med kærlighed. Angst er det, som får mennesker til at udholde ødelæggende relationer i årevis. Angst for ikke at opretholde den ydre facade.

At tabe jorden under sine fødder

At få øje på dette, og blive i den indsigt, er som at falde ned fra en sky og lande på jorden. At erkende at alt, hvad jeg mener at vide om mig, de andre, rigtigt, sandt, falsk og forkert beror på illusion.

Hvilke pejlemærker lades tilbage? Ingen.

Kun at sanse i dette øjeblik, spontant og uden tøven. Uden et behov for at forklare eller begrunde, for der er der ikke nogen grund eller årsag.

Jeg ser at de betingende fortællinger skabes til lejligheden som et middel til at kontrollere.

Der bevæger jeg mig, med det som er. Klart, opmærksomt og bevidst.

At lære at bevæge sig på ny

Det er, som at lære at gå på ny. At erfare uden at gøre det til erfaring, men indsigt. At møde igen og igen, uden at kende. At se og få øje på, at navnet ikke er det, det ses….

Og først og fremmest at iagttageren af det hele, ikke kan være det, som iagttages. Lige der i midten af hvirvlen er der fuldstændigt stille. I dette punkt findes ingen udstrækning. Det kaldes for “ingenting”, “kontakt” eller frihed.

 

Cupisofi og elskovkunst