Vi er som indespærrede vilde dyr, der i perioder hamrer kroppe og hoveder mod tremmerne i buret.

Så gribes vi af mismod og opgivelse, når de smalle mellemrum imellem stængerne måske blot giver sig en smule under presset, for elastiske til ikke at finde tilbage til deres parallelle ordnede stabilitet.

Denne drift til at være fri, spontan og impulsiv udtrykker naturen af at træde frem. En natur der ikke kan adskilles fra universets bevægelse af alt.

Vi fornemmer at alt bevæges som sam-eksisterende, gensidig opståen, hinsides grænser og kontinuerligt skabende i lyst.

Lyst som hinsides betingelse – opstående i relationel resonans. Farlig for enhver normdannende orden og magt.

Stålrørene i fængslet er skabt af fortællinger om angst og behov for kontrol. Deres funktion er at fastholde os i illusioner om identitet og form – at dæmpe for store og pludselige variationer i pulsen.

Hvad sker der, når døren sparkes ud?
Når vi opdager, at den aldrig var låst?

Skræmmes vi af den umådelige tomhed – det muliges uendelighed?
Søger vi forskrækkede tilbage til hjørnet af det sociale fængsel?

Til det som føles “kendt”.

Ikke mindst vores gentagne klager om, hvor svært det er ikke at kunne?

Få bliver dem, som tager springet.
Intet mod uden frygt.

Og da ser vi:

At hvert øjeblik er begyndelse.
Et nyt møde, en ny fødsel, en anden fremtræden
At alt sker imellem kroppe hinsides substans..