det jeg kalder for "mig"

Det jeg kalder for “mig” og Tantra?

Alt, hvad jeg erfarer i livet, møder jeg i det, jeg kalder for “mig”.
Det sker ved, at jeg forstyrres, irriteres, inviteres, sanser, bevæges og bevæger mig.

Bevægelserne i mig forstyrrer omvendt det, der er “omkring” mig, som igen bliver til påvirkninger i og af mig…

Jeg trækker vejret: Ånder ind og ånder ud. Hvis jeg sidder i et hermetisk lukket rum, opdager jeg hurtigt denne sammenhæng imellem mig og mine “omgivelser”.

Sådan forholder det sig med alt levende.

Illusorisk at adskille det levende

Set i det perspektiv bliver det illusorisk at adskille det ene liv fra det andet, endsige at forudse hvad der sker. Det bliver tydeligt for enhver, der betragter dette, at kompleksiteten og uforudsigeligheden gør det umuligt:

Bevægelse, skaber bevægelse, som påvirker bevægelse i alle retninger, i alt hvad der er?

Det, jeg kalder for “mig”. Det, “jeg” mener at være, kan med andre ord ikke isoleres fra det, der ellers sker. Når det så alligevel gøres, så må det udtrykke en illusion? En måde hvorpå noget kan “holdes samlet” igennem gentagne ens-lignende bevægelser?

Deraf billedet af en flod hvori hvirvler dannes som en metafor på den enkeltes liv og identitet. Jeg og du er måske blot sådanne hvirvler, der opstår, hvirvles rundt en tid, for at opløses igen? Og alle i den samme brusende flod?

Det jeg kalder for “mig” skabes af ideen om at noget er mit.

“Jeg” skabes af de historier, der genfortælles om “mig”. “Jeg” skabes af ideen om at noget er “mit”: “Mine børn”, “min kone”, min hund, min bil, mit arbejde, mit hus, min stolthed, min seksualitet… og jeg kan blive ved…. Igennem ejerskab hegnes jord ind med samme formål. Sågar havet, gøres til “nogens”.

De oprindelige folk i Nordamerika – ja sikkert over hele verden – fandt denne ide helt absurd. De så sig i øvrigt heller ikke reelt adskilte fra “den store ånd”, men blot som et forskelligt udtryk af den samme ånd.

Jeg er der?

Og dog er jeg der?
Jeg kan adskille mig fra den computer, jeg skriver på lige nu, bordet den står på – og alt andet omkring mig?

Det sker igennem mine sanser. Det sker i kraft af “skelnen”. Der er simpelthen forskel på hvordan du bevæger dig, og jeg gør det.
Men mindre forskel imellem os, end imellem mig og egetræet udenfor, eller imellem Gandalf – den hvide bløde Schæferhund, der ligger ved mine fødder, og mig.

Den eneste måde, jeg kan sanse denne forskel på, er i mig! Den beror på min måde at skelne på.

At skelne betyder: “At skabe en forskel”.

Hvis jeg går ind i et tomt værelse, og på gulvet tegner en kridtstreg, så er der “skelnet”. Det er bevægelsen med kridtet mod gulvet, der gør det.

Efterfølgende kan jeg give det en betydning: F.eks. kalde den ene side for “den rigtige side”.

For den, der ville se rummet ovenfra, er der det samme tomme rum på begge sider af denne kridtstreg og over dette gulv.
Det er kun i kraft af, at der ikke er noget i dette rum, at det er muligt at gå ind i det og tegne på gulvet.

Selvfølgeligt er der “noget”. Nemlig muligheden for at skelne. Men den er ingen TING… blot en sådan “mulighed” eller “potentiale”.

Det, jeg kalder for “mig”, opstår ved at skabe “dig”.

Det er altså denne “skelnende bevægelse” i det, som ingen TING er, der gør, at “jeg” bliver til. Som “mig” skabes også alt andet på den måde.

Det er også denne “skelnende bevægelse”, der gør at “jeg”, er i stand til at adskille “mig” fra “dig”.

Det sker ved at skabe et “dig”, et “ham”, “hende”, “det”, “mit”, “dit” etc…. uanset om det gives betydning igennem sprog eller ej.

Det hele sanses som bevægelse, der gøres til en forskel. Den del sker af-sig selv.

Resten, dvs. den betydning disse forskelle tillægges, er noget, som læres: Nemlig at knytte en bestemt lyd (ord) eller (tegn) symbol – som også blot er forskelle der opstår i bevægelse.

Det jeg kalder for “mig” – bindes af ønsket om accept

At følge denne tankerække føles vanskelig for de fleste mennesker. Det er næsten som at ville se sig selv ind i øjnene uden at bruge et spejl?

Når, jeg iagttager et barn på 3-4 år, så er det meget optaget af at fortælle, hvad det er “sit”, og hvad han “er- eller ikke er”. “Jeg vil ikke være lille!” siger han. “Nej det er min mor og ikke din mor!”. “Det er min bil!”. “Jeg vil også have is!”.

Det hele tjener til at afgrænse sig som en “nogen”. Det hele har han lært af sine forældre og den kultur, han vokser op i. Han er som et tomt gulv, der tegnes kridtstreger på, og det går lynende hurtigt!

Med det følger den lidelse, der kommer af at være adskilt og derved også alene og fuldstændig bundet af, at andre accepterer den måde han adskiller og afgrænser sig på.

Meget hurtigt søges fællesskabet ved at adaptere den måde en gruppe, han gerne vil tilhøre, adskiller sig fra andre på. En binding der mere eller mindre vil følge ham resten af sit liv, med mindre han på et tidspunkt får øje på, hvordan det hele fungerer?
……

Tantra, meditation og at gøre fri.

Det er det, som Tantra, meditation og kontemplation inviterer til: At se hvordan?
At gøre det igennem opmærksom, bevidst, iagttagelse.

For den, der kan følge ovenstående betragtninger, kan det ikke overraske at “Tantra” gør “fri”?

Angsten og kontrollen, der opstår af at sidde lukket inde bag de grænser, der skal definere og holde alt, hvad der er bevægelse, fast, opløses ved at øve og praktisere bevidst, erkendt, bevægelighed i kontakt med det, som er.

Jagten på accept og flugten fra ensomhed, erstattes af at anerkende – se og sanse – det, som er, og få øje på hvordan illusionerne binder.

Vi har to forskellige uddannelsesforløb, hvor vi undersøger dette:
Systemisk uddannelse og Cupisofi og elskovskunst