At skabe sig IMOD!? For mange mennesker handler “Tantra” om seksualitet: Om en anden måde at elske på.. “Noget med sanselighed, massage og sådan?” . Nej – en tantra handler nærmere om: “Drømmen om virkeligheden”.

Noget går mig imod?

Når, jeg møder mennesker i samtaler, slår det mig, hvor ofte de kommer til at handle om: Enten noget de gerne vil af med, eller noget de endnu ikke har opnået men længes efter.

De udtrykker et ønske om at “komme et andet sted hen med sig selv”, blive bedre eller dygtigere til “noget” eller at komme ud af en situation, som måske synes at være “fastlåst?

Ærgrelsen over, at det ikke lykkes, kan føles voldsom – lidelsen stor. “Livet står mig imod!” – lyder det måske?

Lidelsens natur?

Såvel de klassiske Tantras som den relativt nyere systemiske teori peger på, hvad denne lidelses “natur” kan være?

Hvis et menneske kommer til mig, og f.eks. fortæller, at det længes efter en kæreste, kan vi tale længe om, hvordan denne kæreste helst bør være? I samtalen skabes en fortælling, der med al tydelighed har været fortalt mange gange før? Den sammenfatter drømme og længsler, erfaringer og erindringer fra livet indtil nu.

Spørger jeg: 

“Findes denne kæreste du søger?” 

Kan et svar lyde: 

“Ja han/hun MÅ da findes et eller andet sted derude?” 

Og nej, desværre: Det gør han/hun ikke!

Jeg fristes til at sige, at vedkommende KUN findes derinde. Og end ikke DET vil være tilfældet. I intellektet sidder der ingen “kæreste”. Der skabes kontinuerligt illusioner, forestillinger og noget, som ingen reel eksistens har som andet end bevægelse i sindet.

“Men” lyder det. “Skal jeg ikke have lov til at drømme, og til at sætte mig mål?”

Overbevisningen om at drømmene er virkelige

Det er netop sagen i en nøddeskal. Lidelsen opstår igennem en fast overbevisning om at drømmene og målene, er reelle. At de spejler en realitet.

Hvis, jeg fortæller dig om mine ønsker for fremtiden. FINDES det, jeg ønsker mig, i så fald i mit liv?

“Jeg kunne tænke mig at købe en ny bil!” siger en.

“Har du denne bil?” svarer jeg.

“Nej – det er jo derfor, jeg ønsker mig den”.

“Du ønsker dig altså noget, som ikke findes?”

“jojo… Bilen findes skam!”

“Som DIN bil?”

“nej…ikke endnu… men når..”

Samtalen kommer bl.a. meget hurtigt til at handle om tid… 

Ord peger imod

Noget at det vanskeligste at erkende, er måske det, at vores beskrivelser ikke er “sande”, forstået på den måde, at de ikke er det, de peger på. Tanken om en flyvemaskine er ikke en flyvemaskine. Forestillingen om en kæreste er ikke en kæreste. Ord “peger” på “noget” … De viser hen imod. 

Ord udtrykker betydninger, vi har lært at tillægge det, vi sanser: Ser, hører, fornemmer, lugter, smager etc… Selv “det vi sanser” betinges af, hvordan vi kan sanse? Forskellige levende organismer sanser forskelligt – endda meget forskelligt. Hvis der findes en “realitet”, vi lever sammen i, så vil vi som forskellige organismer betragtet, opfatte denne realitet forskelligt.

Jeg vil beskrive det sådan, at vi opfatter denne realitet som vi er, ikke som den “er”. Vi tænker og taler om den, som vi har lært at gøre det… 

Vores forestillinger, tanker og fortællinger om den, fungerer på samme måde, som når vi drømmer.

Findes tanker – som noget?

Du kan spørger dig selv, om dit intellekt mon er fyldt med “ord”. Findes “en tanke”. Test det ved for et øjeblik at fastholde en sådan tanke! …

Er det muligt? Kan du det? Eller vil det, du kalder for en tanke, være mere flygtig end et pust fra vinden? 

Jeg “tænker”. Dvs.. intellektet bevæges og bevæger sig. Forstyrrer og forstyrres. Og der findes ingen “tanker”, fortællinger, erindringer, længsler sorger og håb i en hjerne.. De ligger ikke stablet op i et lager eller på hylder og reoler.

Husker jeg min morfars spændende have, så er det ikke en sådan have, jeg henter frem fra min hjerne! Den er mit hoved ikke stort nok til at rumme. Jeg fortæller endnu engang fortællingen om den have. Jeg drømmer mig til at kunne “huske den”, som den var.

På sin vis kan det virke ret skræmmende, at det, du og jeg lærer at orientere os efter, i allerhøjeste grad bygger på at tænke?

Jeg skabes imod det, jeg opfatter som udenfor mig

Et menneske, der ikke kan tænke, vil ingen opfattelse have af sig selv som “en nogen”, der rummes i en beskrivelse.

“Den eller det, jeg er – dannes igennem måden, jeg beskriver på. 

Denne måde er blevet tillært i forbindelse med, at jeg har koblet tegn og lyde (ord) på fornemmelser og sansninger i min krop. Både tegnene og lydene, har jeg arvet efter mine forældre eller de mennesker, jeg er vokset op sammen med. SOM jeg kan sanse mig og beskrive det, har jeg formet “min verden”. En verden der altså opfattes som “min”. 

Denne “verden” er den, jeg er… Dvs. fortællingen om: Den, jeg er, gerne vil være, eller var.

“Jeg” skabes IMOD det, jeg opfatter som “udenfor mig”..  

Til det hører også alt det, jeg lærer- og har lært, ikke er mig. Altså også drømmene og fortællingerne om det, jeg endnu ikke har, eller det, jeg mener at have “mistet”.

Vi samtaler om noget, der ikke findes

Når vi samtaler, VIL denne samtale med andre ord handle om noget, som ikke findes. Vi drømmer sammen. Vi skaber illusoriske konstruktioner, vi opfatter som virkelige, uden at få øje på, at de på ingen måde kan være det.

Trods deres illusoriske natur bevæger de os.. Det er deres natur. De bevæger…

Lidelsen opstår, når vi antager dem for at være sande! 

Vi forsøger at navigere igennem drømme i en realitet, vi drømmer om. 

(Ja bare tænk: “Shit!” nu … 😉 )

Er der så noget, jeg kan regne med? 

Hvis beskrivelsernes funktion er “at bevæge?.. Og det, at der sanses også udtrykker bevægelse? .. Så vil det vel være det, som er realitet.. for “mig”?  

Det, der bevæges lige her og nu? Det spontane og umiddelbare? 

…. At bevæges af?

..Og alle forsøg på at at bevæge sig IMOD det, vil fungere som det, der skaber en illusion om “mig” som noget, der virker reelt og virkeligt – uden at være det?

Lidelsens natur?

Det leder til, at lidelsens natur ikke “bare” kan udtrykkes som illusion? Men som at opretholde og tro fast på illusionen om “mig”, som adskilt – dvs. imod – det, som ellers er?

“Giv mig noget MOD-spil” lyder det ofte. “Så kan jeg mærke mig selv!”

Ja sådan skabes fortællingen  – altså drømmen om virkeligheden – meget let og hurtigt!

Som regler i et spil, der spilles imod?

At erkende dette, fungerer som at gennemskue reglerne i et spil. Spillet kan spilles kløgtigt, vel vidende at det “bare er et spil”. Det er ikke “rigtigt” som andet “end et spil”. Vi kan (måske) også undlade at spille og “bare være”. 

Når, jeg “bare er”, så bevæges jeg af. Det vil sige at identitet bliver lige … gyldig. Eller som at leve i lige… glæde: Hverken glad eller ikke-glad…

Psyko-terapeutiske samtaler … imod

DE fleste såkaldte psykoterapeutiske samtaler konstrueres som møder, der undersøger “imod”.

“Hvad kan jeg hjælpe dig med?” – Hvad er det for et problem vi taler om? Skal vi finde løsninger sammen? Hvor vil du gerne hen? Hvor kommer du fra? Hvad vi du gerne have? Hvad vil du af med?

Samtalen sker i en ønsket distance. Det er DIG det handler om ikke MIG… Vi sidder her overfor hinanden. Mit er mit! Dit er dit! – Nu handler det om dit og DIG!. Vi skaber DIG sammen, og ubevidst skaber vi også “Psykoterapeuten” med i spillet, vi spiller…,. helst som “En der er dygtig”.

Fidusen med at spille det spil, er at du så gøres til en “nogen” igennem mig, der så også kan være en “nogen”. Sammen vedligeholder vi drømmen om virkeligheden. Med den også naturen af lidelse: Ønsker om at være i kontrol, i tid og navigere drømmende rundt i en virkelighed, vi har forvekslet med illusionen om “os selv”? 

Denne stadige jagt på illusionen om noget, der skal være anderledes end den illusion, der fortælles om det, som “der er der nu”.. eller “det, som var”.

Alternativet til at mødes imod?

Et alternativ til DET spil, kan være at ophæve forskellen imellem terapeut og klient? At erkende, at det, jeg hører, når du fortæller, skaber mig lige her og nu! ….Og omvendt.

At lade mig bevæge spontant, afspændt, klart og tydeligt af det, som sker. Det er ikke de illusoriske fortællinger, der er interessante. Det er erkendelsen af, hvordan de opstår i os, som os… Og hvordan de, når de gøres “sande”, uvilkårligt vil føre til lidelse?

Når de ikke er “sande”, hvad er de så? 

Jeg ser dem som “udtryk” – muligheder af uendeligt mange? Måske erfarer vi sammen – at se igennem dem. IKKE gøre dem til andre historier – men til erkendt bevidst opmærksom kontakt til det, som er… 

At se, at det der er, (også) er det, vi er… 
Hinsides beskrivelse… <3

Læs om den grundige og meget spændende systemiske uddannelse på Abildgaard .. eller om cupisofi og elskovskunst