Begrebet ‘kontingens’ benyttes gerne i den systemiske teori og praksis. Det er et af de begreber, som jeg af erfaring har set volde vanskeligheder at forstå.

Jeg ‘oversætter’ det gerne som: “At noget er muligt og ikke nødvendigt” – indenfor det vi iagttager som ‘et system’.

Et parforhold der defineres af bestemte forestillinger

Hvis jeg f.eks. betragter det, vi i vores kultur ser som “et parforhold”. Så vil det gerne være defineret af bestemte forestillinger om, hvad og hvordan to mennesker afgrænser sig og hinanden. Hvad “hører til at være i et parforhold”?

Hvilken adfærd, regler, normer og måde at leve sammen på, ser både de selv og forventer andre at se, når de “er sammen”?

Det gælder såvel deres adfærd hver for sig, som hvordan de relaterer med hinanden og andre, når de ses/er sammen. Intet – heller ikke et ‘parforhold’ – eksisterer afgrænset- og isoleret- fra det “omkring”.

Jeg kan spørge om, hvad der som minimum må være gældende i dette “parforholds-system”, for at det stadig kan fungere som sådan?

På den ene side vil alle mennesker relatere forskelligt med alt!

Det udsagn beror på, at alle levende organismer – og altså også mennesker – til enhver tid er forskellige og bevæger sig forskelligt. Vi er fælles om at variere! Og dermed også om at variere forskelligt.

På den anden side afhænger vores kommunikation og forsøget på at skabe mening og betydning, sådan at vi kan koordinere vore bevægelser og det vi i det hele taget gør, af: At vi kan finde- og ændre- fælles takt, tempo og rytme sammen.

Kontingens – hvad skal der som minimum til for at vi opfatter ..

Jeg han således spørge om: “Hvad skal der som minimum til for at, vi opfatter et par SOM et par?”

Socialt, økonomisk, emotionelt, normativt, kommunikativt etc.
Alt, hvad der sker og iagttages der ud over, vil kunne beskrives som “kontingent”: Er det muligt og ikke nødvendigt” – måske nyttigt eller -ej?

Når vi undersøger “kontingens”, så kommer vi let til at tale om “normer”, forventninger og krav. De kan f.eks. have rod i traditioner, religiøse-, kulturelle- eller pragmatiske- forventninger.

De kan også være af personlig karakter. Erfaringer fra det at “få en kæreste”. Forskelle mellem at være venner og kærester, og ikke mindst ar og sår fra “parforholds-relationer”, der “ikke holdt”, og/eller som var forbundet med smerte.

Samtaler om kontingens

Samtaler om kontingens finder jeg fantastisk nyttige. De undersøger, hvordan vi skelner, og dermed også: Hvordan vi iagttager bevæger og bevæges.

De inviterer ganske enkelt til at undersøge forskellig praksis fra mange forskellige vinkler og i varierende perspektiver. Af sådanne samtaler kan mulighederne for at bevæge og relatere udvides – ja principielt i det uendelige!

De skaber også en kreativ mangfoldighed af inspiration til at afprøve og øve.

“Ku vi også?”
“Hvordan mon det virker, hvis vi gør sådan?”
“Hvordan virker det anderledes, end det vi ellers plejer at gøre?

Intet håndværk eller praksis uden at reflektere over kontingens

I alt håndværk bliver det til den måske vigtigste kompetence!?

For mig at se, er det helt nødvendigt for at lære uden at falde i regler, moral og dogmer. “Det kender jeg godt”- holdninger leder til stagnation.

Vi iagttager og bevæger opmærksomt:

Identitet og form – til bevægelse
Sandhed – til mulig funktion og nytte?
“Sådan er jeg altså” – til “sådan sker det nu”.

Det kan vi gøre uden at henfalde til anarki. Vi kredser i den fælles undersøgelse “om noget, vi gør fælles.

Når børn leger

Når børn leger, så undersøger de ‘kontingens’ … “Prøv lige at se hvad man også kan med den?” Siger de, og viser det.

Når vi elsker kropsligt, emotionelt, nært og over afstand, så skaber erkendelsen af det kontingente erkendelse af frihed.

At lege og møde livet kreativt handler om at kunne relatere hinsides betingelser og krav, og undersøge forskellige måder sammen.

Hvad betyder det at…? Hvordan mon..?

Når jeg inviterer til seminarer, eller er vært for praksisfællesskaber, så formidler jeg ingen koncepter!
Der findes f.eks. intet koncept for en Mahamudra massage. I stedet inviterer jeg til, at vi undersøger forskellige måder at bevæge- og berøre på.
Kropsligt at erkende, hvor mange forskellige muligheder der er, for at møde et andet menneske på? Og hvad de gør forskelligt?

En Mahamudra massagen erkendes på kompetencen: Måden det menneske, du møder, bevæger sig på. Det kan ikke konceptualiseres

Hvad vil det sige “at berøre”? Hvad er også muligt?
Hvordan gør forskellige måder, noget forskelligt?
Hvordan undersøger, vi forskellige “hvordan’ner”?

Det kan ikke planlægges!
Det opdages i øjeblikket og den særlige kontekst, der opstår!