Her til morgen vågnede jeg med erindringen i kroppen om de mange gange, jeg har siddet et eller andet sted i naturen for mig selv og følt, at livet var for sårbart at leve.

Denne ubønhørlige forventning om at alt skal tillægges et formål og bruges til at indfri nogens ambition om “mere”. Illusionerne om at kunne få noget “ud af” af leve, der ikke fører til andet end at miste fornemmelsen af at være levende.

“Der skal jo mad på bordet, tag over hovedet og betales for det hele”!

Tænk!
At vi mennesker generelt og umiddelbart sætter guld over ren luft, vand og mad? Før omsorg, hengivelse, medfølelse, anerkendelse, kærlighed, spontan lyst og fred?

Når jeg genkalder mig disse stunder i skoven under et stort træ, eller ved stranden på en klit med blikket mod havets ustyrlige bevægelse. Så slår det mig, at de altid er blevet afløst af, at jeg er blevet sulten. En tid kunne jeg udholde den tomme fornemmelse i maven, og til sidst vandt naturen alligevel.

Det kunne også ske, at jeg blev forstyrret af et andet menneske, eller fik øje på en fugl, et egern, eller en elsket hund puffede til mine hænder for at signalere: “Nu er det nok!… Alt er simpelthen større end dig selv – Jesper!”

Og sådan er det:

Det er i mødet med det levende, at det levende får liv.
Kroppe i bevægelse med kroppe. Spontane indtryk der skaber impulsive udtryk.

Pulsen i det levende er at fødes og dø, at åbne og lukke, at opstå og forsvinde. At såres og hele. At le og græde. At fryse og svede. At sove og vågne. 

Det er smerten og den agtpågivende emotionelle følsomhed, der følger af den, som er grundlaget for det hele.

Det kan ingen maskine nogensinde gøre efter.

Smerte kan ikke tales væk!
Den kan måske for en tid bedøves af snak og overdøves af støj og underholdning?
Og altid vender den tilbage og erindrer mig om, at jeg er levende og at det er sårbart at leve.

Idet jeg skænker mig morgenens 2. kop kaffe, slår det mig at al kunst må udspringe af den? 

At blive mindet om at være levende!

Der kommer ingen frugt uden befrugtning. Intet levende uden mødet og foreningen.

Det er elskovens kunst… At opløse illusionen om adskillelse.
Bevægelse i bevægelse, kroppe med kroppe. 
Naturen af det, som sker.