Gør, nødvendigheden af smerte og det at leve med den, os intelligente?

I de seneste dage har jeg reflekteret over intelligens og måder, vi iagttager livet og det levende på.
Jeg har stillet spørgsmålet om vi fødes intelligente om intelligens er noget, vi lærer? Måske fungerer det som en blanding af de to?

Ingen kan vist være i tvivl om, at intelligens må knyttes til. “Hvordan vi formår at lære”..

Hvad er det så, vi nødvendigvis må lære, som vi deler med alt andet liv på jorden Jeg vil beskrive det som:

“At forblive i live i en spontant foranderlig og grundliggende kaotisk Verden/Univers!”

Hvordan lærer børn?

Du har selv været barn, og måske har du nu fået børn!?
Jeg tror at de fleste forældre gør sig tanker om, hvordan vi som forældre giver vores børn de bedste muligheder i livet? Eller understøtter dem i selv at skabe dem?

Det naturligste i den forbindelse er vel at tage afsæt i, hvordan vi selv lærer godt? Og ikke mindst: Hvordan vi overhovedet motiveres til at lære?

Dyr lærer ved at lege og undersøge alt omkring sig. De imiterer forældrene, spejler hinanden. Afprøver, fejler og prøver igen. Måderne at omgå hinanden socialt på, får de gerne ind igennem omsorg og irettesættelse.

I den henseende adskiller vi mennesker os ikke meget fra dem.

Vi motiveres igennem smerte

Hvad motiverer dem så?
Det gør smerte!

Også “belønning”?
Nej! ..

Belønningen bedøver smerten, når belønningen er modtaget, hører motivationen op!

Ordet “at motivere” har alle dage irriteret mig. Som om vi skal have et “motiv” for at trække vejret, spise, drikke, afføre eller elske, lege og lære?

Al den adfærd sker af sig selv. Den er integreret i det at være levende! Det ER at leve.

Smerte – den vigtigste sans

Den vigtigste sans overhovedet i den henseende er smerte-sansen.

Sult, åndenød, tørst, trang til at afføre eller lade vandet, ensomhed, liderlighed, tab, angst, frygt, sygdom og traumer i sind og krop erfaret i forskellen til, hvordan vi sanser det at leve, i deres fravær.

Smerte inviterer til at udvikle intelligens. Den er den primære forstyrrelse og fundamentale motiverende kraft i alle autopoietiske (altså levende) systemer.

Vi flytter os spontant, hvis vi kan, når noget gør ondt!
Vi handler, undersøger og lærer for at reducere den.



Den som ikke kan sanse smerte, vil skade sig selv, blive alvorligt syg, brænde sig, afkøles, bides og stikkes, uden at gøre noget for at forhindre- eller lindre det.

Det er ganske enkelt livstruende farligt.

Uforståeligt at Tantra gøres synonymt med nydelse

Det er i relation til “Tantra” helt uforståeligt for mig, at den i moderne versioner kommer til at handle så meget om nydelse og befrielse.
I de klassiske tantra traditioner er der ingen løfter om:
Lykke, ekstase, orgastisk opvågnen, at komme ud af kroppen, og “selv-forkælelse”. 

Det matcher imidlertid meget godt en trend i verden om at bedøve al smerte væk igennem underholdning, medicin, terapi og alskens behandlinger.

At leve med smerte

Mahāmudrā-teksterne, Hevajra Tantra, Guhyasamāja, de ældre Kaula-tekster, Saraha, Tilopa, Naropa, Lalla, Abhinavagupta peger på noget helt andet:


At det at leve betyder lidelse, og at det ikke handler om at komme af med smerten (så ophører livet).

De klassiske Tantras inviterer til- og peger på at finde muligheder, der gør det muligt at leve i smerten og -igennem den.

Igennem lidelse og smerte – kan vi få øje på nødvendigheden af at handle i erkendelsen af, at lidelsen ikke kan isoleres til et “selv”. 

Den opstår i dette Selv´s interaktion med “omverdenen”.
Det er igennem smerte, at vi erkender fraværet af egen-eksistens. Vi er nødt til at bevæge os med stor indsigt i naturen, som vi måske opfatter som værende “omkring os”? Og reelt er integreret fuldstændigt i os, og vi i den.

Vi ER selv den natur, vi bevæger os i og bevæges af.
At det ser ud som om, at vi adskiller os fra den, skyldes alene at vi fysiologisk for en tid, formår at organisere os i den som kroppe og sind, der bevæger sig og er levende.

Ved at undersøge det derude, erkender vi det derinde

Ved at undersøge og iagttage naturen “derude”, opstår erkendelsen af vores egen natur “derinde”.
Vi ser at der ingen adskillelse er imellem dem!
Naturen er den samme!

Det er kun så længe, vi kropsligt kan opretholde denne tilsyneladende selektive adskillelse, at vi lever og ikke igen opløses i naturen igen. 
Når noget ser ud til at gå i den retning, sanser vi det som smerte.

Adskillelsen virker selektiv, idet vi jo lever ved at spise af omgivelserne og trække vejret i dem. Uden at noget af det ‘derude’, får lov til “at komme ind i os” som næring, vil vi dø. På samme måde sender vi også noget ud igen, som vil bevæge og forandre disse omgivelser, og dermed også os.

Hvor ofte handler smerte ikke om “noget derude”?

Tænk lige over, hvor ofte dine bekymringer, sorger og stress handler om noget, som sker “derude”. Noget du møder og endog er nødt til at møde for at overleve!

Det gør også, at vi for at reducere smerten, nødvendigvis også aktivt må forstyrre disse omgivelser. Se om vi kan gøre sådan, at vi bedst muligt overlever uden for megen smerte?

Paradoksalt er der ingen, som ønsker sig smerte og lidelse, og livet kan ikke opretholde sig selv uden!

Paradoksalt er der ingen, som ønsker sig smerte og lidelse, og livet kan ikke opretholde sig selv uden!

Uden lidelse er der ingen forstyrrelse, reorganisering, bevægelse, og ingen erkendelse! Idet det: At bevæge og blive bevæget ER iagttagelse, vil der uden lidelse heller ikke finde iagttagelse sted!

Når vi søger at bedøve smerte

Bedøvelse gør, at vi ikke kan sanse- og skabe de forskelle, som gør at vi må forandre og lære. Ved at bedøve os reducerer vi både vores sanser og vores evne til at bevæge os i integritet.

I det øjeblik smertesansen begrænses i sin funktion, forsvinder medfølelsen også. Hvordan genkende sin næstes smerte, når den ikke fornemmes i sig? Det skaber en illusion om at kunne leve med at have “nok i mig selv”.



Nagarjuna peger om noget på det absurde i ideen om et selv-eksisterende selv. I Tantra vil det, som sker, være at bevæge, resonere, interagere, relatere, forbinde, adskille, pulsere.

Angsten for at dø

Jeg henviser ind imellem til, at de måske vigtigste erfaringer i mit liv, har været at jeg var meget tæt på at dø som dreng. Jeg havde lænet mig ind i den, og budt den velkommen, for så at blive holdt i live af min læge, som ankom i sidste øjeblik.

Jeg mistede angsten for at dø – og dermed også for smerten, uden at jeg dermed kunne undgå den. Altså måtte jeg bevæge mig med den. Kontinuerligt finde nye måder, som gør det muligt.

I det ligger kilden til kreativitet, lyst, læring og intelligens for os alle. Måske handler det først og fremmest om at anerkende det?