orgasme

Orgasme

En orgasme er ikke en “ting”. Det indtryk kunne jeg ellers som læser få, når jeg ser, hvordan det “at orgasme” beskrives i de mange artikler, der findes om emnet. De klassificeres og gives navne alt efter “typen” af dem: En helkrops-orgasme, en klitorisorgasme, “orgasme uden ejakulation”, “peak-“ eller “valley”-orgasme etc.

“Hvis du vil have sådan en orgasme, skal du gøre sådan og sådan…”. “Lær at give hende (eller dig selv) xy orgasme…!

Måden jeg beskriver noget på, afspejler ikke alene måden der tænkes om det på, men fungerer også som en invitation ind i bevægelse.

Orgasme er ingen “ting”

Hvis en mand f.eks. bliver optaget af at “give” den kvinde, han mødes med i elskoven, “en helkrops-orgasme”, som var det en “oplevelse” eller en gave, nærmest på linje med en tur i en tivoli-forlystelse eller et nyt smykke, så vil der meget hurtigt opstå både fokus og ambition. Noget bliver “rigtigt” eller “forkert” i mødet. Der opstår spænding i kroppen. Opmærksomhed erstattes af fokus på både “det der skal opnås” som på den eller de, der har ansvaret for, at det sker.

Jeg hører det hos kvinder, der fortæller mig, at de ikke “kan få orgasme”. Eller fortæller om i mødet at blive gjort til mandens orgasme projekt og i samme åndedrag få ansvaret for, at HAN føler sig som “en god elsker”, ved rent faktisk at kvittere med den ønskede orgasme, som beviset på at han har succes. (Den anden vej rundt forekommer det naturligvis også.)

Okay.. den kan jo fakes hos kvinden, og så er harmonien – i hvert fald på overfladen – blevet reddet.

At orgasme – udtrykker bevægelse

Et alternativ er at erkende det: “at orgasme” – som bevægelse. Bevægelse har ingen “form”. Bevægelse udtrykker forandring – ikke at “noget” forandres til “noget andet”, men “det der sker imellem”. Derfor er det så svært at beskrive. Sproget opererer med form: betydning, symbol, kategori og mening.

Mødes vi og elsker, vil der ikke være “min bevægelse” og “din bevægelse” … eller “din energi” og “min energi”, “min” lyst og “din” lyst, hvis jeg skal pege på den måde, dette også ofte beskrives på.

Elskoven ER bevægelse. Der bevæges – vi bevæges – bevægelse er det, der er.

Lige der, hvor det erfares, at al “gøren til form” er opløst i bevægelse, “orgasmes der”, og selv den beskrivelse er absurd, idet der i den indsigt ikke længere er “nogen”, der kan erfare det.

Det udtrykker formens død, Personlighedens død. Alle bremser, hæmninger og forbehold slippes.

Hvis nogen spørger  dig: “Er det godt?“… ophører al orgasme øjeblikkeligt i vurderingen af den. Den “fryses” til form.

At orgasme er som at udånde

“At Orgasme” er som at udånde – bogstaveligt talt, uden – som jeg så ofte ser det – først have holdt på vejret i en stadig mere fokuseret anspændelse. Som at slippe både “noget” og det “at være nogen”. “Ahhhh…Friheeeedd ..jaa” (frihed)

Det betyder, “at der orgasmes – som der bevæges”.

Bevægelse “forløber” aldrig ens. Det ligger i dens natur: Det, der forandrer, vil ikke nogensinde være “det samme”. Hvilken modsigelse hvis det forholdt sig sådan.

Orgasmes der, sker det ikke “sådan” igen. Der orgasmes måske igen, og det er nyt.

At sanse er at bevæge

Sanseligheden i mig, er bevægeligheden i mig. Alle sanser “virker” igennem bevægelse.
Mødes vi i kontakt, vil jeg berøre dig, som jeg berører mig. Jeg bevæger mig, og den “fælles, samtidige interaktion” der opstår i det møde, kan jeg udtrykke som en fællesnævner i den “bevægelighed”, der er tilstede.

Mødes to dansere med hinanden opstår der noget andet, end hvis en, der gerne danser, og en, der f.eks. har siddet på sin flade hele livet og set i en skærm, mødes.

Som meditation

At fordybe sig i “at orgasme” – bliver for mig ikke længere at søge formen – men at undersøge bevægelse i sig. Dvs. paradoksalt nok overhovedet ikke at “ville noget med det” endsige overhovedet at “ville det”. Den der stræber efter at orgasme, må se den udeblive hos sig.

Dette forholder sig fuldstændigt som med meditation.

“At orgasme” kan ingen “modtage” eller “få af nogen”. Det udtrykker noget overordentligt aktivt, som jeg forbinder med at være opmærksomt sansende og iagttagende i det, der sker “i mig”, – alene og i “mødet med dig”.

<3

Du kan bl.a. undersøge dette i en Mahamudra tantra massage for kvinder og for mænd .. eller på et af vores seminarer/kurser