regler

Regler skaber angst

For de fleste mennesker er “et trygt rum” forbundet med klare regler? Måske beror den opfattelse af regler på en misforståelse? Regler inviterer i angst ikke i tryghed. Er der et alternativ?

Regler skal kontrollere adfærd

Jeg tænker at de færreste mennesker gør sig klart, at regler ikke er til for at skabe tryghed, men angst?

Angst er den følelse, der skal aktiveres, når mennesker skal kontrolleres.

Hvordan fungerer dette?

En regel er vel kun så stærk som den konsekvens, der følger, såfremt reglen ikke overholdes? Det ved såvel foldbolddommere som politikere, og før dem konger og fyrster, som ville beholde magten over sine undersåtter.

Tantra – At forblive naturlig

Tantra peger på “at forblive naturlig uden anstrengelse”. At kunne bevæge sig med det, som er og sker, og give afkald på forudsigelighed og kontrol i det liv, som i sin natur er i kontinuerlig forandring og bevægelse.

Det siger sig selv, at det derfor ikke giver mening, at ville disciplinere hverken sig selv eller andre igennem regler – om det drejer sig om en personlig praksis eller undersøgelser i en gruppe.

Hvor der er bevidst kontakt til Lyst og kærlighed, KAN der ikke også være angst.

Regler eller rammer?

Hvordan så?
Vil det sige, at vi skal mødes uden regler og f.eks. undersøge Tantramassage, kontakt, bevægelse etc?

For mig er der stor forskel på en ramme og en regel. En ramme fungerer som en måde at “markere” på.
Et godt eksempel er rammen om et maleri. Den indikerer: “Her slutter maleriet, og her begynder væggen”. For at se maleriet som et maleri, må blikket bevæge sig OVER eller forbi rammen.

Nogle kunstnere har igennem tiden leget med dette, og gjort rammen til en del af kunstværket, eller sågar til selve værket, og dermed skabt en forstyrrelse hos betragteren i forhold til at noget “er indenfor” og “noget er udenfor”, blot i kraft af rammen.

Når rammen netop skal overskrides for at SE, så vil den naturligvis ikke fungere, som en regel gør det?

Tryghed i mødet?

Hvor opstår så den nødvendige tryghed i mødet?

Hvis jeg mødes med et menneske, jeg ikke kender, så er det helt afgørende for min kontakt til lyst, at jeg kan bevæge mig frit.

ALT levende  reagerer på begrænsninger i sin frihed ved at søge en anden vej. Mødes vi i “tantra” – er dette SÅ vigtigt.

Det første, vi må lære, er at bevæge os uden angst med hinanden. Jeg KAN ikke forlade mig på, at den, der står eller sidder overfor mig, kan flytte sig impulsivt, spontant eller har kompetence til at bevæge sig frit i mødet.

… Og det er ret vigtigt for os begge to, at vedkommende har den…

At binde sig

De, som kommer her på Mahamudrainstitut, erfarer, at den største udfordring ikke er evnen til at flytte sig fysisk. Det lærer både mænd og kvinder ret hurtigt at gøre ubesværet, uanset hvem de er sammen med.

Næh!
Det sværeste er IKKE at lade sig binde af en fortælling. Sin egen, eller de som “bringes med ind  – eller skabes i rummet”. Ganske ofte fremtræder de som forventninger, krav og “regler” – der helt ubevidst rummer invitationer ind i angst. Angst for ikke at være god nok, være for meget, ville være sød, kærlig, accepterende, venlig, mild og “spirituel”… Listen er meget lang.

De står alle som en i vejen for kontakten til det naturlige. Og i den ligger en vulkan af impulsiv lyst og kreativitet.
LYST – IKKE som “det der er lyst TIL” (det er en af historierne) , men LYST som kontakt til det jeg ER – når alle historier om mig er forsvundet.

Jo lettere et menneske lader sig binde af fortællinger og forventninger, jo farligere vil det være for nogen at mødes med vedkommende!
Samtidig opstår der forbehold i mødet. Det opstår af den angst, der fornemmes uden at være klar.

Vil nogen ud over romantisk “feel-good-Tantra”, så kommer han/hun ikke udenom denne udfordring.

At bevæge sig i overensstemmelse med naturen

Det starter ved først at udvikle sin “bevægelses-kompetence “ i både intellekt og krop (det følges ad) i det spontane møde med forskellige mennesker, og der være villig til at “få øje” på, hvordan der bindes?

Det skal ske med den største opmærksomhed og med en villighed til metaforisk: “At skrabe knæene, støde sine albuer og såre sin stolthed.”

Vil jeg lære at bevæge mig med noget levende, så KAN jeg ikke forvente, at det gør, som jeg “vil havde det til”. Det er, som det er… bevæger sig i overensstemmelse med sin natur.

Læringen og indsigten opstår ved, at jeg finder ud af at bevæge mig med det. Det mest fantastiske er så, at møderne aldrig vil blive ens.

I takt med at jeg bevæger mig anderledes, bevæger “den anden” sig OGSÅ anderledes med mig. Det gælder, uanset om jeg møder en hund, en hest eller et andet menneske.

DET udtrykker på mange måder en essens i vores retreats og f.eks. aftengrupper: At erstatte historier og regler med spontan bevægelighed – og i den få øje på det naturlige og ubesværede.