vågen

vågen

En sten falder til jorden, når den slippes

Den sovende og den som er vågen

Hvis jeg forestiller mig, at der sidder to mennesker ved siden af hinanden: Den ene sover, og den anden er lys vågen, så vil de reagere meget forskelligt, hvis der pludseligt sker noget?

Den sovende vil vågne op med et sæt fra sin snorken, og reagere automatisk i “refleks”.

Den vågne vil handle ud af sin vågenhed, og møde det, der sker med et klart svar, der formes i øjeblikket.

Ingen trin

Der er ikke nogen “trin” imellem de to tilstande. Ingen “højere” grad af vågenhed. Enten er jeg vågen eller sovende. Hvis jeg ligger om natten uden at kunne falde i søvn, bliver dette fuldstændigt åbenlyst for mig.

Enten har jeg erkendt noget, eller jeg har ikke erkendt det. Der er ingen niveauer der imellem.
Den vågne og den sovende sidder der med den samme bevidsthed, på den måde er der ikke megen forskel, bortset fra altså at den ene er vågen og den anden ikke.

“Kan du se fuglen i træet der?”
“Næsten… altså ikke helt”
“Ja ser du den?”
“Nja…. jeg er på vej til at se den!”

Det er absurd. Der er ingen vej! Enten ses den, eller den ses ikke.

 

“Jeg ved hvad der er det rigtige”

Det fungerer måske lidt, som når nogen siger til mig:

“Jeg ved godt, hvad der er det rigtige at gøre, men jeg gør det bare ikke”

“Så ved du ikke, hvad der er det rigtige. Hvis du ved, hvor døren er i et rum, vil du ikke gå ind i muren i forsøget på at komme ud. Alle forsøg ophører, når du ved det. Så er erkendelsen der simpelthen. Du tager døren hver gang uden at slå dit hoved”.

At tænke sig ind i niveauer, trin eller på vej, er simpelthen et udtryk for begær eller tilknytning. I virkeligheden en utilfredshed med ikke at have “opnået noget” –  blot på en form, hvor min identitet skal bekræftes ved at være “nogen” eller “noget”, som er “godt nok”.

God nok for hvem mon?

En gave

Det er en gave at få øje på dette.

Hvis det handler om at “få øje på”, hvad kan jeg så gøre andet end at lytte og se?
Ligesom hvis jeg sidder ved et af de smukke vandfald i Schwarzwald, og lytter til dets plasken og klukken, lader mig bjergtage af fuglene, som er begyndt at synge til hinanden i træerne over mig, eller opdager hvordan den sagte vind alligevel får granerne til at duve stille.

Intet af alt dette kan jeg gøre igennem anstrengelse eller stræben.

Se harmonien

Ved at åbne mig igennem iagttagelse – ved at være opmærksom – kan jeg få øje på, hvad det er for nogle sammenhænge, som jeg kalder for “det levende” … Se “harmonien”.

Ikke sådan at forstå “harmoni” som noget særligt skønt for øjet, men at få øje på det, der er, og hvad det gør?

Som: At en sten falder til jorden, når jeg slipper den. Det gør den. At arbejde imod det vil være ret fjollet, og med sikkerhed koste megen anstrengelse?

Hvor jeg arbejder imod…

Se, at alle de steder, hvor jeg arbejder imod disse sammenhænge, vil jeg skaffe mig selv lidelse. Det vil være som at ville bevæge mig imod min egen og hele universets eksistens – drevet af en ambition – en illusion, der fremstår som et fatamorgana eller foden af en regnbue.

Flyde med…

“Flyde med strømmen”….eller livet, om jeg vil. Ikke i en stadig overrasket refleks der udløser en mekanisk reaktion, men i opmærksom, vågen, bevidsthed. Iagttagende og handlende uden anstrengelse.

Og nej ikke en eneste af disse “sammenhænge” har blot det mindste med “tro” at gøre. Jeg taler om noget erfaringsbaseret – noget der sanses lige her og nu!