Som såkaldt “selvstændig erhvervsdrivende” har jeg det meste af mit voksenliv skulle “sælge” mine ydelser. Sådan kaldes det gerne. Det er ligesom en betingelse, at der kommer penge ind.

Spørgsmålet: “Hvordan får jeg kunder (nok)” , har derfor fyldt meget og samtidig været en kilde til stor irritation og nogle gange også stress.

De fleste andre “selvstændige”, jeg har talt med om det, har haft det nogenlunde på samme måde.

Har du brug for?

Vi kan tro på at vores ydelser eller produkter er så fantastiske, at kunderne kommer af sig selv. Det kræver så at de ved, at vi findes, og kan levere det, de har brug for.

De formulerer gerne deres behov i nogle generelle termer. “Vi har brug for lederudvikling” eller “Coaching”. En psykoterapeut leverer vel “psykoterapi”? En massør giver massage.. osv.

Altså ser en kunde efter ord og beskrivelser – vel ofte i antagelse om at vi alle ved hvad “lederudviking”, massage eller “psykoterapi er for noget?

Sælge forventninger og løfter.

Såvel de beskrivelser en leverandør som en kunde vil kunne gøre sig – rummer forventninger. Og de fleste af dem er skjulte eller “tavse”.

Hvis en potentiel kunde bliver så nysgerrig på, hvad leverandøren skriver, at vedkommende tager personlig kontakt, så fortætter fortællingerne imens der måske “afstemmes” flere forventninger og løfter?

Det direkte møde vil også give os en fornemmelse af, om vi kan lide hinanden? Det er meget vigtigt, at der er en vis sympati imellem kunde og leverandør af produktet. Og virkelig vigtigt når det handler om noget ikke-materielt som samtaler, uddannelse, massage, psykoterapi. Særligt når ydelsen involverer et længere samarbejde eller opleves som intimt.

Hvor har jeg ikke ofte siddet til møde med en direktion og være splittet mellem på den ene side at “gøre mine hoser grønne” og lande en kontrakt – og på den anden side fornemme om vi nu også har “kemi” sammen?

Jeg er ikke god til at spille skuespil. Min facon kan virke meget direkte – og det falder nogle gange heldigt ud og andre gange lukker det hurtigt en dør.

Penge og økonomi bygger på forventninger

Vi har gjort “penge” til en meget vigtigt kommunikationsmiddel i vores kulturer. Penge og økonomi bygger på forventninger. Hvis vi betaler til nogen, så forventer vi at få noget for pengene som gør os tilfredse. Se bare på verdenssituationen lige nu, hvor forventninger til om en stribe hav ud for Iran “åbnes” eller “forbliver lukket” kan skabe formuer og tab på et øjeblik.

Aktier og værdipapirer handles på forventninger!
Salg er også sovset ind i dem. Her tales der gerne om både risici ved ikke at købe det “rigtige” og fordele ved netop at vælge denne særlige leverandør og sit produkt og ydelse.

Nogle kunder er kvalificerede og erfarne når de vil købe. Andre inkompetente. Her gælder det om at kunne beskrive hvordan det, jeg leverer, fungerer? Og hvordan det bliver til en fordel!

En inkompetent kunde vil skulle kvalificeres inden der sælges. At undlade det vil med stor sandsynlighed skabe utilfredshed efterfølgende! Igen ved at forventningerne ikke passer sammen.

Sælge ved at overbevise?

Jeg har aldrig falbudt mine “ydelser”. For mig er der noget ubehageligt ved at møde en sælger, der forsøger at overbevise mig om, at jeg skal købe noget af hende/ham.

Jeg har heller ikke brudt mig om den følelse, der kan opstå, hvis jeg føler mig afhængig af at lykkes med lige netop det salg, som jeg sidder i sammen med en potentiel kunde.

Ja jeg kan helt grundliggende ikke lide den skelnen, der laves imellem sælger/leverandør og kunde!

Jeg vil gerne mødes med mennesker. Og hvis vi kan lide hinanden, og deler nogle grundliggende værdier og holdninger, og mærker åbenhed, pålidelighed, kompetence og rimelighed – det jeg samlet beskriver som “tillid”. Så kan det være at vi kan lave noget sammen til fælles gavn.

På den måde har jeg igennem årene gennemgående haft mange længerevarende relationer med mennesker. Jeg er fulgtes ad med ikke så få igennem deres forskellige jobs, familiemæssige omvæltninger etc. med mere eller mindre og vekslende intensitet i vores kontakt.

Når, vi relaterer på den måde, så opløses og erstattes de der stive forventninger og ofte formelle krav af en samtidig fælles bevægelse.

Forventninger skaber rettethed og betingelser

Med Mahamudrainstitut har det været helt særligt. Både hvad angår invitationer til tantra massage, camps og uddannelser.

Der er noget meget spændende ved, at et intimt møde kærligt møde i den grad “dør” i det sekund vi mødes i forventninger til, at der skal ske noget bestemt. Det gør det møde meget utrygt. Der opstår en rettethed frem for det, jeg kalder for en “sådanhed” : Sådan gør vi nu .. og nu sådan.

Jeg/vi sælger ikke uddannelser der skal indfri forventninger. Vi ser os som værter for fælles undersøgelse, hvor vi står for rammen vi alle undersøger indenfor.

En ramme er ikke det samme som en regel. Når du ser et indrammet kunstværk på væggen, så er den der for gøre det muligt at skelne imellem væggen og kunsten. For at opdage den, må dit blik bevæge sig frem og tilbage over den!

Overskrider du en regel derimod, så gør du noget der ikke er tilladt!
Vi har også husregler! Og vi er meget klare i forhold til at de overholdes.

Ingen kunder at sælge noget til

Når vi ikke sælger “noget”, så ser vi heller ikke hinanden som “kunder”. Der skal økonomi til, for at vi kan mødes, og vi kan invitere og være værter for mange mennesker. Altså bidrager alle med et aftalt beløb for at det er muligt.

Hvem har ansvaret for at en sammenkomst eller en fest bliver rar at deltage i?

Alle må bidrage til det. 

For os er det vigtigt, at vi kan lide hinanden. At der opstår gensidig sympati

. Vi kan som værter så afgøre, om en deltager måske ikke vil eller -kan deltage på en måde så det føles trygt?



Her kommer forventninger ind igen!
Hvis jeg tager til en fest med forventningen om, at der er noget, jeg kan få ud af den, eller endda få med mig hjem? Så bliver det meget hurtigt utrygt for alle andre.

Værdien af at mødes og bevæge os sammen opstår, imens vi gør det, i kraft af at vi mødes. Sådan fungerer en praksis!

Enhver praksis, vi øver og gentager med kontinuerlige større eller mindre variationer, forandrer og kvalificerer os!

Vi mødes! – Hvordan?

Dōgen – grundlæggeren af Soto-Zen traditionen, beskriver det vi kalder for “meditation” som zazen eller shikantaza. Det kan oversættes til “at sidde”. “Intet andet end at sidde”.

Med det peger han på at en praksis, der er optaget af at komme et sted hen eller at opnå noget, ikke kan være fri, kreativ eller udspringer af lyst. Nærmere præges den af frygt og ambition.



Vi mødes!
Hvad mødes?
Hvordan mødes vi?

Det er simpelthen nogle af de mest spændende spørgsmål, jeg kan stille (måske?) 😉

Cupisofi og elskovskunst